FREM går sammen med WeShelter for at skabe nye fællesskaber for hjemløse og udsatte. Og taktikken er lagt.

Den 25. Januar 2024

Et tag over hovedet og en varm seng at sove i er ikke nok, når vi skal bekæmpe hjemløshed.

Mange hjemløse og udsatte mennesker bærer rundt på en tung kuffert fyldt med ensomhed og psykisk mistrivsel. Derfor er det vigtigt, at vi inviterer hjemløse og udsatte – og tidligere hjemløse, som er flyttet i eget hjem – ind i nye fællesskaber

Og i det nye partnerskab vil én af Danmarks ældste idrætsklubber, Boldklubben FREM fra 1886 og én af Danmarks ældste sociale organisationer, WeShelter fra 1893, spille sammen om at skabe nye fællesskaber. Fællesskaber, hvor mennesker i hjemløshed og udsathed inviteres indenfor og ud af ensomheden. Fællesskaber, som giver nye venner og troen på et bedre liv.

Fællesskab i hjertet

Fra WeShelters herberg Kollegiet Gl. Køge Landevej kan man se de store lysmaster over FREMs stadion og skimte tribunerne, hvor fodboldfans og medlemmer af klubben hver weekend samles om deres fælles passion.

Men det er ikke kun naboskabet i Valby, som FREM og WeShelter har til fælles. Begge organisationer har, udover mange år på bagen, også fælles værdier. For dybt i FREM og WeShelter banker et hjerte for at skabe fællesskaber mellem mennesker – både udenfor og på banen. Og det er kampen for fællesskabet, som binder de to organisationer sammen i det nye partnerskab.

Og så er begge organisationer enige om, at idræt kan noget helt særligt. For fodbold er ikke kun noget, som spilles på Valby Stadion, hvor FREMs bedste fodboldhold har hjemmebane. I haven til herberget Kollegiet ligger også en fodboldbane. Fodbold og andre former for idræt er nemlig et vigtigt redskab i arbejdet på WeShelters herberger, når ansatte og frivillige skal hjælpe herbergsbeboere og tidligere hjemløse, som er flyttet i et hjem, med at skabe nye venskaber og bygge bro til lokalsamfundet.

Partnerskab på flere baner

I Boldklubben FREM glæder direktør Frans Barkler sig til at få det nye partnerskab skudt godt fra start.

“I FREM er arbejdet for fællesskabet både på og udenfor banen afgørende. Det er vores DNA helt tilbage fra vi etablerede os som en arbejderklub i SydHavnen, Valby og på Vesterbro. Det er derfor en stor glæde, at vi indgår et partnerskab med vores nabo WeShelter for at invitere hjemløse og udsatte mennesker i København indenfor i FREMs fællesskab”, siger Frans Barkler, direktør for Boldklubben FREM.

Med partnerskabet inviterer FREM, WeShelter til at blive en del af FREMs erhvervsnetværk. Her kan der bygges bro til andre samarbejdspartnere, som også vil støtte op om WeShelters arbejde for at skabe bedre liv for hjemløse og udsatte mennesker.

FREM donerer årskort til WeShelters frivillige, herbergsbeboere, værestedsbrugere og tidligere hjemløse, så de kan tage til fodboldkamp på FREMs stadion i Valby. Og så vil FREM arbejde sammen med WeShelter om at samle penge ind til det sociale arbejde.

Også hos WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen er glæden over det nye partnerskab stor:

“I WeShelter ved vi, at den stærkeste taktik mod ensomhed, psykisk mistrivsel og hjemløshed er at invitere hjemløse og udsatte mennesker indenfor i fællesskabet. For det er svært og ensomt at sidde alene på sit værelse på et herberg eller i sit nye hjem og bygge livet op igen efter et hårdt liv i hjemløshed. Derfor er vi i WeShelter taknemmelige for, at FREM i det nye partnerskab vil hjælpe med at skabe nye fællesskaber, hvor hjemløse og udsatte mennesker kan sidde med på tribunerne og blive en del af fællesskabet”.

Boldklubben FREMs direktør Frans Barkler og WeShelters direktør Ole Abildgaard Mikkelsen på banen for at invitere hjemløse og udsatte mennesker med ind i nye fællesskaber. 

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd

 

 

 

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk