Vi har i Boldklubben FREM et godt førstehold, som på en god dag er blandt de bedste hold i rækken. I dag var ikke en god dag.

2. Divisions pulje 1 har vist, at alle kan slå alle, og man skal være klar på dagen og skarp i det, man laver. Ellers taber man kampene. Holbæk var skarpe, og derfor tog de de tre point, som for dem var yderst vigtige for at undgå nedrykning.

FREM kom til kamp med en sejr i bagagen. Ikke en pletfri sejr, men dog en sejr. Den skulle følges op mod Holbæk, som ligger i den tunge ende af tabellen, men på ingen måde sat af. Holbæk havde brug for point for at holde snor i holdene over nedrykningsstregen, og FREM skulle bruge pointene til at holde fast i den absolutte top og frem for alt holde forfølgerne på afstand.

Endnu en udekamp med skuffende resultat

Cheftræner René Henriksen måtte se bort fra anfører Mikkel Andersson, som desværre blev ramt af en alvorlig skade i seneste kamp og er ude i længere tid. Til gengæld var Frederik Sundstrup tilbage i truppen og i startopstillingen efter en periode ude med influenza. Sundstrup gik ind som direkte afløser for Mikkel Andersson på midten i partnerskab med Jacob Pind, som havde overtaget anførerbindet.

FREM havde planer om at angribe Holbæk mellem backerne og midterforsvarerne og angribe gennem det åbne område bag forsvaret, men sådan kom det ikke til at gå.

Banen i Holbæk Sportsby er så lille, som en fodboldbane må være, og det kan ses, at der ikke er meget plads at løbe på i de ellers åbne rum. Det gjorde det svært for fløjspillerne Andreas Smed og Lucas Balck at løbe sig fri, og det samme var tilfældet for angriberne André Riel og Paul Ngongo Iversen. I stedet måtte især Ngongo prøve at vinde duellerne mod Holbæks midterforsvar bestående af ex-fremmerne Hervé Gamys og Gustav Gjøg.

Det polerede fodboldspil var i forvejen udfordret af en græsbane, som var temmelig bulet og fik bolden til at hoppe og danse mere end trille. Det betød, at kampen blev præget af dueller, fysisk spil og en masse omstillinger.

Allerede efter 4 minutter måtte Paul Ngongo i græsset i en duel, og det tog lidt tid for ham at komme op igen. Han fik lov at slås for tingene kampen igennem for at gøre plads til både sig selv og holdkammeraterne. Efter 10 minutter kom han selv frem til en god mulighed, da han fik presset målmand Mikkel Kvist Willumsen til at tabe bolden i feltet, men det lykkedes ikke at få afsluttet ordentligt.

Også Andreas Smed, Jacob Pind og Matthias Andersen kommer frem til muligheder, men det bliver ikke rigtig farligt.

Holbæk har heller ikke de store muligheder i kampens første fjerdedel. I det 22. minut sker der dog noget. Emil Bjørn, som spillede højre back, missede en tæmning på den bulede bane, og en Holbæk-spiller slap igennem. Bjørn fik dog kæmpet sig tilbage og kom selv i vejen for afslutningen, og sammen med keeper Andreas Larsen fik han ryddet op.

Emil Bjørn spillede i øvrigt en god kamp på sin tidligere hjemmebane, og han havde flere gode ‘raids’ i højresiden.

Kort efter Holbæks store chance var det FREMs tur til at true modstanderens felt. Paul Ngongo blev puffet omkuld i feltet i en duel, men dommeren mente ikke, at det var nok til straffespark. I stedet endte situationen med et af mange hjørnespark, som FREM i dagens kamp sjældent fik til at blive farlige.

Emil Bjørn spillede en fornuftig kamp på sin tidligere hjemmebane

Samme Paul Ngongo havde FREMs næste mulighed, da han sled sig fri på baglinjen, men han fik ikke afsluttet med kvalitet, og ingen holdkammerater var umiddelbart spilbare. Igen et billede på kampen, hvor de små chancer aldrig rigtig blev til store chancer. Dertil var der for lidt plads i Holbæks forsvar.

Efter 38 minutter blev der scoret. FREMs forsvarskæde trak offside højt oppe på banen, og Holbæks Jonas Bengtsson strøg igennem i egen højreside. Det lignede grangiveligt en offside på Bengtsson, men linjevogteren nærmest tribunen var uenig. Jonas Bengtsson kom alene igennem med Andreas Larsen, og det lykkedes Holbæk-angriberen at passere Larsen i det lange hjørne via stolpen. Stor jubel hos hjemmeholdet og lige så store protester fra FREM. Dommeren ændrede dog ikke sin kendelse.

Frustrationen skulle lige lægge sig, mens hjemmeholdet forståeligt var godt tilfredse med kampforløbet, og det mest dramatiske inden pausen var, at Holbæks anfører Jeppe Illum gik i gulvet efter en duel, hvor Paul Ngongo tog kampen op med to modstandere. Illum kom dog op igen efter lidt behandling.

Anden halvleg startede med en kæmpechance til FREM. André Riel står pludselig fri foran mål, og han får to chancer til at udligne. Desværre bliver første afslutning afværget, mens nummer to går over mål. Klart største chance indtil da.

Kort efter er det igen Riel, der kommer fri denne gang i venstre side. Hans hårde flade indlæg stryger mellem venner og fjender, og Emil Bjørn er tæt på at komme på skudhold. Han kommer dog lige akkurat for sent.

Selvom kampen har været duelpræget indtil nu, har dommeren endnu ikke uddelt kort. Det ændrer sig dog cirka 10 minutter inde i halvlegen. Først får Paul Ngongo en påtale for at bruge armene lidt rigeligt i duellerne, og et par minutter senere starter kortspillet.

Holbæks Nikolaj Brandt Frandsen går temmelig hårdt til Jacob Pind tæt på højre hjørneflag, og da han efterfølgende optræder provokerende i flere omgange, mener FREMs spillere, bænk og stab, at Frandsen har gjort sig fortjent til to gule kort. Han får dog kun et.

Også Christian Olsen fra Holbæk vil være med i kortklubben, og det kommer han minuttet efter med en hård tackling på Lucas Balck lige uden for feltet. Det efterfølgende frispark tager André Riel sig af. Hans første forsøg går i tomandsmuren, mens returen bliver sendt ind i feltet – og afværget af forsvaret.

Spillet bølger videre frem og tilbage på den lille bane, og det giver flere hjørnespark, som ikke fører noget videre med sig. Rasmus Grønne kommer til en fin mulighed på et af dem, men han header over.

Efter 66 minutter har FREM en rigtig stor mulighed, da Andreas Smed vender rundt på midten af banen og får bolden videre til Ngongo, som kommer igennem på midten. Faktisk er alle FREMs fire offensivspillere fri, og bolden går mod Lucas Balck i højre. Til stor frustration vinker linjevogteren for offside, selv om det så ud til, at offsiden var i modsatte side og ikke på Balck, som fik bolden.

Det blev sidste aktion for Lucas Balck, som blev uskiftet kort efter med Daniel Anusic, som var med igen efter to kampe ude med skade. Det gav nogle rokeringer på holdet.

Nærmest med det samme sker der noget i FREMs felt. Andreas Larsen går ud i feltet og tackler en Holbæk-spiller. Det takserer dommeren til straffespark til Holbæk. Det er Larsen mere end almindelig uenig i, og både han og Frederik Sundstrup kommer i dommerens sorte bog. Men straffesparket står ved magt.

Linjevogteren og hans kolleger i gult måtte høre på meget utilfredshed kampen igennem

Jeppe Illum tager sig af det for Holbæk, og det gør han sikkert. 2-0 til hjemmeholdet, og nu skal der virkelig satses for at få noget med hjem.

Første offensive træk tager René Henriksen kort efter ved at tage venstreback Matthias Andersen ud og sætte kantspilleren Armend Aslani ind. Aslani gør sig hurtigt bemærket i feltet, hvor han gerne vil have straffe efter et minut på banen. Det får han dog ikke.

FREM prøver at presse på, og med 10 minutter igen, skifter FREM igen ud. En af FREMs bedste på dagen, Emil Bjørn, går ud, og Andreas Agermose Hansen kommer ind. Samtidig rykker Rasmus Grønne helt frem på toppen for at skabe ravage og vinde nogle dueller i luften.

Satsningen giver dog bagslag efter et par minutter, da Holbæks Tarik Mourhrib slipper igennem det decimerede forsvar, og Andreas Larsen kan ikke forhindre scoring, selvom han får fingrene på. Nu er der langt hjem – selvom vi kun er i Holbæk…

De sidste minutter går med et sporadisk tryk mod Holbæks mål og endnu et hjørnespark, som bliver halvfarligt. Og så bruger Holbæk tiden på at skifte ud. De sætter blandt andre to tidligere fremmere på banen i skikkelse af Alain Mateso og Triston Hall. De er med til at krige sejren hjem til sidst.

Kampen slutter med dramatik i det fjerde overtidsminut, da Armend Aslani går voldsomt ind i en tackling. Han får selv to sæt knopper i ryggen i situationen i noget, der meget lignede en hævnagt, men efter noget skubberi og diskussion, er det kun Aslani, der får gult kort.

Kort efter kommer slutfløjtet, og Holbæk tager 3 fortjente point på en dag, hvor ikke meget lykkedes for FREM.

Topholdene trækker lidt længere væk, og især Jammerbugt bliver svære at fange, men der er stadig utrolig tæt løb om de efterfølgende placeringer. Middelfart og Aarhus Fremad tabte også i denne runde, og Thisted møder Brabrand søndag.

René Henriksen og resten af teamet har fået mere at tæmke over inden næste kamp

I næste runde møder flere af top-6-holdene hinanden, mens FREM tager imod Næsby hjemme i Valby. Den kamp vil efter al sandsynlighed blive med tilskuere – mere om det så snart, der er noget på plads. Det glæder vi os til – spillerne savner støtten.


Matchfacts

Holbæk B&I – FREM 3-0 (1-0)

Mål:

1-0 Jonas Bengtsson (38.)
2-0 Jeppe Illum (70., str.)
3-0 Tarik Mourhrib (83.)

Advarsler:

Holbæk: Nikolaj Brandt Frandsen (57.) og Christian Olsen (58.)
FREM: Andreas Larsen (69.), Frederik Sundstrup (69.), Rasmus Grønne Jensen (71.), Armend Aslani (90+4.)

Holdopstillinger:

Holbæk (formation ukendt): Mikkel Kvist Villumsen – Gustav Gjøg, Christian Olsen, Nikolaj Brandt Frandsen, Jonas Bengtsson, Hervé Gamys, Magnus Kjerstad Sørensen, Christian Hansen, Mads Bobjerg Larsen, Casper Jørgensen, Jeppe Illum (anf.)

FREM: Andreas Larsen – Emil Bjørn, Emil Schou Jørgensen, Rasmus Grønne Jensen, Matthias Andersen – Andreas Smed, Frederik Sundstrup, Jacob Pind, Lucas Balck – Andre Riel, Paul Ngongo Iversen

Udskiftninger:

Holbæk: Mikkel Jensen ind for Christian Hansen (61.)

Holbæk: Tarik Mourhrib ind for Jonas Bengtsson (61.)

FREM: Daniel Anusic ind for Lucas Balck (67.)

FREM: Armend Aslani ind for Matthias Andersen (72.)

Holbæk: Alain Mmonga Mateso Lokolola ind for Magnus Kjerstad Sørensen (80.)

FREM: Andreas Agermose Hansen ind for Emil Bjørn (80.)

Holbæk: Triston Hall ind for Mads Bobjerg Larsen (81.)

For FREM blev Oliver Basse, Magnus Juul Davidsen, Elias Gärtig og Rasmus Wedege ikke benyttet

Dommer: Allan Staal

Tilskuere: Ingen (på grund af Covid-19 pandemien)

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.