Forårssæsonen begynder for alvor lørdag den 24. april kl. 15.00, når 2. divisionskampen mod Næsby fløjtes i gang. For første gang i mange lange måneder kan der nemlig komme publikummer på Valby Stadion.

Det bliver som i resten af samfundet med en mængde corona-restriktioner, og klubbens ansatte og frivillige arbejder på højtryk for, at vi kan blive klar til at modtage gæster på en forsvarlig måde, og så vi overholder alle regler.

Stadion skal inddeles i sektioner á 500, der alle skal have separat indgang og adgang til toiletter. Billetterne bliver solgt til en specifik sektion og med sædenummer, og vi er stadig i gang med at afklare, hvilke sektioner vi kan have åbne.

Her er, hvad vi på nuværende tidspunkt kan oplyse om billetter og sæsonkort til kampen mod Næsby.

  • Én pris for alle: 70 kr. for både børn, voksne og pensionister
  • Der er max. køb af 2 billetter pr. person ad gangen, og der skal oplyses info for hver person – det bedes der automatisk om ved købet
  • Kun forsalg via Ticketbutler, når billetterne bliver udbudt
  • Coronapas eller max. 72 timer gammel test, som skal fremvises for adgang
  • Sæsonkortholdere skal også hente billet gennem Ticketbutler. Udgangspunktet er sæsonkortnummeret, og sæsonkortet skal forevises ved indgangen sammen med billetten
  • Alle skal løse billet til en bestemt sektion på stadion – det gælder både sæsonkortholdere og billetkøbere