FREM har mange kampe for tiden, og allerede onsdag aften går det igen løs i Betano Pokalen, hvor FC Roskilde venter på hjemmebane.
Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede fredag aften hjemme mod Ringsted i Campo Bet 3. Division, og det blev til en storsejr til hjemmeholdet på 5-2.
Valdemar Mikkelsen bragte Ringsted foran efter godt 20 minutters spil på et hovedstødsmål efter hjørnespark. Men 100-kamps jubilaren Gustav Overgaard Hansen udlignede to minutter senere efter gode FREM-kombinationer i højre side af straffesparksfeltet.
Det var samme Gustav Overgaard Hansen, der scorede det enlige mål, da FREM i sidste måned vandt 1-0 ude over netop Ringsted i Betano Pokalen.
Senere i fredagens hjemmekamp scorede Emil Wass til både 2-1 og 3-1 på straffespark i første halvleg.
I anden halvleg blev det 4-1, da Christopher Remmer løb med i et kontraangreb og sendte bolden i kassen fra højre side af straffesparksfeltet efter opspil i modsatte side. Det var backens første mål for FREM, siden han kom til klubben for lidt mere end to år siden.
Godt ti minutter før tid af kampen mod Ringsted blev det 5-1 til FREM, da Malthe Karsberg skruede bolden i mål forbi fire modstandere efter en ripost.
Det var Malthe Karsbergs andet mål i denne sæson. Han scorede også målet til 1-1 i denne sæsons første kamp mod Holbæk, som FREM endte med at tabe 1-2.
Ringsteds Niclas Thaulow endte dog med at blive den sidste målscorer fredag aften, da han skød på mål fra kanten af feltet og satte bolden ind ude ved venstre stolpe.
Det kunne dog ikke tage glæden fra FREM, som vandt for anden hjemmekamp i træk – og som nu er ubesejrede i fire kampe på stribe i alle turneringer.
Det var første gang i denne sæson, at FREM scorede fem mål i samme kamp. Det skete senest i april, hvor FREM vandt med 5-0 hjemme over Vejgaard.
Kampen mod Vejgaard var samtidig den seneste kamp, hvor FREM vandt med mere end to mål, og hvor det lykkedes at vinde begge halvlege.

Hvad betød sejren for stillingen?
FREM ligger stadig nummer 8 i Campo Bet 3. Division. Men sejren betød, at FREM fik lagt afstand til bunden.
Holdet udgør nu nærmest midterfeltet helt alene, for der er fire hold, som har ti point. To hold har 11 point, og helt i toppen ligger Holbæk med 16 point.
Holbæk er ene om ikke at have tabt endnu, mens Ishøj er det eneste hold uden en sejr efter seks runder.
Den klare sejr til FREM forbedrede også målscoren. Det har ikke den store betydning her og nu. Men det kan det få senere.
Ja, men nu gælder det pokalen og Roskilde. Fortæl lidt om dem!
Gerne.
Byen Roskilde hed oprindeligt Roars Kilde, og byen var i rigtig gamle dage at betragte som Danmarks hovedstad, inden begrebet hovedstad var slået igennem.
Roskilde Domkirke er fra 1200-tallet, og det er som bekendt her, at Danmarks konger og dronninger ligger begravet.
I 1200-tallet var København et lille fiskerleje på den sjællandske østkyst. Først i 1417 blev København landets hovedstad.
I dag er Roskilde den næststørste by på Sjælland – og den tiendestørste by i Danmark.
Roskilde er den største by her i landet, der aldrig har haft et fodboldhold i den bedste række.
I sport er byen mest kendt for roning, sejlsport, cykling og bordtennis. Håndboldklubben Roar havde desuden et par sæsoner i den bedste række for herrer i halvfemserne.

Hvad med fodbold?
Her tegnede Roskilde Boldklub af 1906 – normalt kaldet RB06 – byen i mange år.
Den bedste placering for RB06 var en tredjeplads i den næstbedste række i 1988.
I 2004 var RB06 drivkraften, da FC Roskilde så dagens lys. Det er en overbygning på flere Roskilde-klubber. Men det er værd at bemærke sig, at den næstbedste klub i området, KFUM Roskilde, ikke er med i denne overbygning.
FC Roskildes bedste placering er en femteplads i den næstbedste række i 2017.
Derudover præsterede klubben i 2013/14 at vinde 20 kampe i træk i den tredjebedste række. Det er dansk rekord i divisionsfodbold.
Klubben var senest i den næstbedste række i 2024/25, hvor det blev til en sidsteplads.
Derfor stod den på Campo Bet 2. Division i sidste sæson, hvor FC Roskilde blev nummer fire i grundspillet og derfor kom i oprykningsspillet.
I slutspillet blev det til fire sejre, to uafgjorte og fire nederlag. Dermed sluttede holdet også som nummer fire samlet. AB og Vendsyssel tog oprykningspladserne.
I denne sæson har FC Roskilde lagt fornuftigt fra land med to sejre og fire uafgjorte – og foreløbig ingen nederlag.
Senest lykkedes det at vinde 1-0 hjemme over VSK Aarhus, der ellers har lagt hårdt ud og ligeledes er med i toppen af Campo Bet 2. Division.

Men nu er kampen jo i Betano Pokalen. Hvordan er det gået dem her?
Der har FC Roskilde ligesom FREM spillet to kampe, og begge de kampe har holdet vundet med 5-0.
Først gik det ud over Serie 1-klubben HB fra København, og dernæst fik Såby Fodbold fra Danmarksserien samme tur.
Her i 3. runde er turneringen blevet landsdækkende, og FC Roskilde kan drømme om at gentage eller overgå deres hidtil bedste resultat i turneringen.
Hvad og hvornår var det?
Det var i 2015/16, hvor FC Roskilde nåede kvartfinalen mod den daværende Superliga-klub, AaB, der vandt 4-0.
Okay, hvem er træner i FC Roskilde?
Det er Daniel Simacon, som er 31 år, og som dermed er landets yngste divisionstræner.
Han tiltrådte i sommer efter tre år som cheftræner i HIK, hvor han også tidligere trænede ungdomshold.
Hvordan er det tidligere gået FREM mod FC Roskilde?
FREM rykkede op fra 3. Division sammen med FC Roskilde i 2022, og de to hold mødtes også fire gange i den efterfølgende sæson, hvor FREM rykkede ned.
Men man kan ikke sige, at FREM har gode erfaringer med FC Roskilde i nyere tid.
FREM tabte alle fire kampe i 2022/23, mens de fire kampe i sæsonen forinden – oprykningssæsonen – gav lidt mere blandede resultater.
Her endte det med en sejr til FREM, en uafgjort kamp og to sejre til FC Roskilde.

Hvordan ser den samlede statistik mod FC Roskilde ud?
De er nærmest skrækmodstanderen for FREM.
Det er blevet til to sejre, tre uafgjorte og 11 nederlag i de 16 kampe mod de lyseblå fra domkirkebyen.
Målscoren lyder på 39-17 i FC Roskildes favør
Regner vi kampene mod RB06 med, ser det knap så slemt ud med FREM-øjne.
Så er der seks sejre til FREM, otte uafgjorte og 15 nederlag. De samlede målscore hedder 56-34 i roskildensisk favør.
Det må vi se, om FREM kan forbedre onsdag aften. Hvornår skal kampen spilles?
Det skal den klokken 18.30, og kampen skal afgøres på selve dagen – om nødvendigt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Det er i skrivende stund endnu ikke afgjort, hvem der skal dømme kampen.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
