Nu gælder det
Det er 3. Divisions to tophold, der tørner sammen Kristi Himmelfartsdag, når Boldklubben FREM møder FC Roskilde torsdag d. 26. maj kl. 14.00 på Valby Stadion.
Efter en enkelt runde på førstepladsen er vi blevet overhalet igen af FC Roskilde, og det er to virkelig tændte tophold, der mødes. Hvis alt flasker sig, kan vinderen af kampen fejre oprykning, når dommer Anders Randrup fløjter af. Det kræver lidt hjælp andetsteds fra, men der er ingen tvivl om, at begge hold kommer til at spille for oprykningen.
Der bliver nok bidt negle i begge lejre undervejs, og der bliver tænding på både på og uden for banen. Det er en af de kampe, man bare ikke må gå glip af, så tag alle vennerne og familien med på Valby Stadion – det bliver en fest!
Her er oprykningsoverblikket
Som det fremgår af stillingen har FREM på andenpladsen 7 points forspring til VSK Aarhus på tredjepladsen. FC Roskilde har et point mere på førstepladsen. Med 4 kampe tilbage, er det nu, den store kugleramme skal i brug for alvor.
Fodbolddanmark har i ugevis regnet forskellige scenarier igennem, hvad angår mesterskab, europæiske billetter, nedrykning og oprykning. Det meste er ved at være faldet på plads i rækkerne over os, men i 3. Division er der stadig højspænding.
Det eneste, der er afgjort i divisionen er, at Herlev i Nedrykningsspillet ikke kan nå at redde sig og derfor må spille DS næste år. Meget kan falde på plads i denne uge, hvor der er dobbeltrunde torsdag og lørdag, og vi vil få svar på mange af de åbne spørgsmål.
Det helt store spørgsmål i Oprykningsspillet er selvfølgelig, hvem der rykker op. 3 hold er i spil, og det ser rigtig godt ud for både FC Roskilde og os selv, da vi selv kan afgøre vores skæbner. VSK Aarhus skal have hjælp fra andre i flere omgange for at komme over stregen. To sejre i de sidste fire kampe vil helt sikkert være nok for os selv – så er oprykningen en realitet. Men andre scenarier kan også komme i spil.
Torsdag møder VSK Aarhus lokalrivalerne fra IF Lyseng på udebane. Den kamp starter allerede kl. 13.15.
Hvis VSK taber den kamp, vil vinderen af topkampen i Valby rykke op – enten os selv eller FC Roskilde. En uafgjort i vores kamp vil betyde, at FCR så er 99% sikre på oprykning, da de så med 3 kampe tilbage vil være foran med 9 point og har en langt bedre målscore end VSK.
Ender kampen mellem Lyseng og VSK uafgjort, kan FCR rykke op med en sejr over os. Hvis vi selv vinder, vil vi være meget tæt på oprykning, da vi ligesom i ovenstående scenarie vil have 9 point ned og en målscore, som er mindst 20 mål bedre end VSK. Matematisk vil den dog ikke være helt sikker.
Hvis VSK vinder over Lyseng, så bliver oprykningen ikke afgjort på Kristi Himmelfart, men må vente til næste runde på søndag.
Uanset hvad der sker andre steder i landet, så er torsdagens kamp mellem FREM og FCR en direkte duel om førstepladsen i 3. Division, og der bliver tryk på.
Tilbage på sporet
Sidste rundes udekamp i Næsby bød på noget så sjældent som et nederlag. Ikke nok med at det var første nederlag i 10 kampe ovenpå den imponerende stime med 8 sejre i træk, det var også første gang nogensinde, vi ikke vandt i Næsby. Sidste gang, vi satte point til i divisionen, var også mod Næsby, som fik 2-2 i Valby, så måske lå det i kortene, at det var dem, der skulle stikke en kæp i hjulet på os.
Nu har vi lagt sidste kamp bag os og har fuldt fokus på FC Roskilde. Det er jo ikke mange dage siden, vi mødte hinanden sidst, og ved den lejlighed tog vi hjem med en rigtig flot sejr på udebane. Den selvtillid, vi fik med sejren, skal vi tage med ind i denne torsdags kamp.
Vi må denne gang klare os uden anfører Kristoffer Dirksen, som har sparet nok strafpoint sammen, itl at det udløser en karantænedag. Så må andre tage over, og cheftræner René Henriksen må blande kortene en smule anderledes. Flere andre spiller trækker lidt med småskavanker, så det bliver spændende at se, hvordan opstillingen ender med at se ud. Alle er heldigvis 100% opsatte og vil ‘dø med støvlerne på’ – ikke mindst i en regulær topkamp som denne.
FC Roskilde kommer til Valby med divisionens to klare topscorere i Valdemar Schousboe og Monday Etim, og det er i det hele taget et rigtig stærkt hold, de har i domkirkebyen i denne sæson. Skulle det ende med den ventede oprykning til sidst, så er det helt berettiget. Men det skal bare ikke ske på torsdag i vores hule.
Oprykning allerede tirsdag?
Det er ikke kun førsteholdet, der spiller oprykningskamp i denne uge. Allerede tirsdag aften kl. 18.00 er der oprykningskamp i Valby Idrætspark. Vores divisionsreserver på U23 møder GVI i en kamp, som kan ende med den helt store champagnefest. Vinder U23, er de i Københavnsserien, og det vil betyde rigtig meget for hele truppen og talentarbejdet i klubben. Kampen spilles på Opvisningsbanen ved siden af stadion.
Her er stillingen i U23s række: https://dbu.dk/resultater/hold/20274_359333/stilling
Også U19 er i toppen af rækken og er efter seneste sejr over Greve kun 1 point fra førstepladsen. Denne indehaves af Jægersborg, som kommer på besøg i Valby på søndag i endnu en topkamp med FREM som deltager. U19s kamp starter kl. 12.00 og er altså færdig lige før, divisionsholdet løber på banen mod Lyseng. Det er virkelig gode tider for klubbens bedste hold lige nu, så kom ud og støt op.
Her er stillingen i U19s række: https://dbu.dk/resultater/hold/445210_373049/stilling
Kom i god tid – og køb billet på forhånd
Vi forventer rigtig mange tilskuere på stadion til fodboldfesten torsdag, så kom i god tid, så du ikke går glip af noget. Portene åbner en time før. Husk også at købe billet på forhånd, så vi kan få alle igennem tælleapparaterne så hurtigt som muligt. Du finder billetter på dette link: https://bkfrem.dk/billetter/
Hvis du ikke kan komme på stadion, kan du følge kampen på livestream her: https://3-division.dk/streaming/
Rigtig god kamp til alle – kom så gutter, kom så FREM!