Hvad er der sket siden sidst?

FREM tog en tur op ad kysten til Hørsholm og tog tre point med hjem til hovedstaden takket være en sejr på 1-0.

Det var Malthe Karsberg, som sikrede FREM sejren takket være et glimrende solomål små ti minutter inde i anden halvleg.

Det var venstrekantspillerens andet mål for FREM i denne sæson. Malthe Karsberg scorede også kampens første mål, da FREM tidligere på sæsonen tabte 1-2 ude mod FA 2000.

Sejren mod Hørsholm/Usserød var den anden i træk til FREM. I runden forinden blev det som bekendt også 1-0 hjemme mod Vejgaard

To sejre i træk fik FREM senest i foråret 2025, da det blev 2-1 ude over AB og dernæst 3-1 i Næstved i grundspillet i 2. Division.

To kampe i træk uden mål imod skal vi over halvandet år tilbage for at finde.

I foråret 2024 lagde FREM ud med at vinde 1-0 over Avarta, og derefter blev det 2-0 i Holbæk. De to sejre kom på bagkant af en sejr på 3-0 ude over Vejgaard i den sidste kamp i 2023. Så dengang blev det altså til tre ’clean sheets’ på stribe.

Men seks point i to kampe må da have løftet FREM i tabellen?

Det har det også!

FREM er nu oppe på syvendepladsen i Campo Bet 3. Division. Og der er kontakt med de hold, der ligger lige foran.

I toppen af rækken er Nykøbing FC gået i udbrud. Falstringerne vandt hjemme 2-0 over Sundby og har fået et forspring på fire point til nummer to, som er Næsby.

Nykøbing FC er nu desuden ene om at være ubesejrede i divisionssystemet. I CampoBet 2. Division led Thisted FC deres første nederlag i weekenden med 1-2 i Brabrand.

Nok om dem. Vi vil hellere høre lidt om den næste modstander, IF Lyseng!

Okay.

IF Lyseng har hjemme i Højbjerg, som er den sydligste af de aarhusianske forstæder.

Foruden fodbold er der håndbold, svømning (herunder udspring) og volleyball (herunder beachvolley) på programmet i IF Lyseng.

Det var Holme IF og Kragelund IF (tidligere Skåde BK), som i 1970 slog pjalterne sammen og dannede IF Lyseng.

I fodbold har klubben i dag over 1000 medlemmer, og den har dermed en af Jyllands største ungdomsafdelinger.

På seniorplan fik klubben første gang divisionsstatus i 2017, men det første ophold blev et-årigt.

I 2021 rykkede Lyseng igen op fra Danmarksserien, og de har været med i den nederste division lige siden.

Hvordan gik det dem i sidste sæson?

Der havde Lyseng visse problemer i grundspillet, hvor de blev næstsidst. Kun Holstebro fik færre point (19) end Lyseng, som erobrede 22 point i lige så mange kampe.

Men i nedrykningsspillet var de stærke – ikke mindst på hjemmebane, hvor det blev til fire sejre og en enkelt uafgjort.

Det betød, at holdet var sikret mod nedrykning allerede inden den sidste kamp på Amager, hvor Sundby vandt 2-1.

Men i denne sæson er det ikke gået så godt, vel?

Nej, det kan man ikke sige.

Der var i den grad gang i svingdøren i sommer i klubben, og det tager åbenbart tid at spille de sammenbragte børn sammen.

Lyseng har foreløbig tabt alle deres ni kampe i CampoBet 3. Division med samlet 3-24. Seks af nederlagene har været på to mål eller mere. Mod Sundby (0-1), Hørsholm/Usserød og Vanløse (begge 1-2) er det lykkedes at begrænse nederlagene til et enkelt mål.

Men at Lyseng bestemt kan spille fodbold, har holdet vist i Oddset Pokalen.

I første runde blev det til en sejr på 2-1 i et aarhusiansk lokalopgør mod ASA fra Danmarksserien.

Derefter lykkedes det for Lyseng at slå Odder ud efter straffesparkskonkurrence. Og i tredje runde gik det ud over FC Roskilde fra CampoBet 2. Division. Her vandt Lyseng 4-3 efter forlænget spilletid.

Nu venter der Superliga-modstand i form af Vejle i fjerde runde.

Okay, har klubben haft nogle kendte spillere i tidens løb?

Ja, der er flere – men alle retfærdigvis på ungdomsplan.

Den tidligere landsholdsspiller Viktor Fischer spillede ungdomsfodbold i Lyseng og senere i AGF, inden han brød igennem i FCM. Venstrekantspilleren kom senere til hollandske Ajax og til engelske Middlesbrough, som på dette tidspunkt lå i Premier League. Så gik turen via Mainz 05 i Tyskland til FCK, belgiske Royal Antwerp og til sidst AIK i den svenske hovedstad, Stockholm.

Viktor Fischer var i ungdomstiden i Lyseng holdkammerat med Jens Jønsson, som også kom til AGF og derfra videre til Konyaspor i Tyrkiet, Cadiz i Spanien og dernæst AEK Athen, som midtbanespilleren både blev græsk mester og pokalvinder med. Men den nu 32-årige Jens Jønsson ser ikke ud til at have en fremtid her, selvom han stadig har kontrakt med klubben.

Der er også den nuværende Werder Bremen-spiller, Jens Stage, som efter ungdomstiden i Lyseng drog til AGF og dernæst til FCK, inden han endte i Bundesligaen.

Og et nyt Lyseng-stjerneskud kan være Stefen Tchamche, som har fået fire indhop for AGF’s førende Superliga-mandskab i denne sæson.

Han er 19 år, han er angriber, og han har sin første Superliga-scoring til gode. Men han scorede AGF’s mål i en træningskamp mod Ajax i sommer (1-1), og klubben venter sig en del af ham.

Hvad så med Lyseng?

Ja, det er jo et godt spørgsmål. Hvis AGF sælger ham videre, kan de jo tjene en skilling, sådan som reglerne nu er.

Men hvad så helt aktuelt – sådan rent sportsligt?

Ja, der ser det som nævnt ikke så godt ud for Lyseng. Senest tabte holdet 1-3 ude mod Brønshøj.

Brønshøj kom foran 2-0 på to mål sent i første halvleg. I anden halvleg reducerede fløjspilleren Alfa Muloko for Lyseng på et flot skud fra kanten af feltet.

Det var Lysengs første ligamål på udebane i denne sæson, men det rakte ikke til point, og senere i anden halvleg slog Jakob Johansson Brønshøjs sejr fast efter et indlæg fra den tidligere FREM-spiller, Pierre Larsen.

FREM må vel være favoritter her – eller hvad?

Ja, det siger tabellen. Men Lyseng er som nævnt ikke et umuligt hold. Og vi behøver kun at minde om, at Nykøbing FC i sidste sæson kom til Valby efter ti nederlag på stribe og vandt 2-1.

Nej, lad os høre om noget andet. Hvem er Lysengs træner?

Det er Krzysztof Popczynski. Han er 56 år, og som navnet antyder, er han fra Polen. Men han har boet i Danmark siden 2008. Popczynski har tidligere bl.a. trænet Aarhus Fremad, Kjellerup, Thisted og Young Boys fra Silkeborg.

Hvordan er det nu? FREM har normalt et meget godt tag på Lyseng, ikke sandt?

Jo. Statistikken siger seks indbyrdes kampe med fem sejre til FREM og en enkelt til Lyseng.

I den samlede målscore fører FREM 18-7.

Dét hænger bl.a. sammen med en klar sejr i foråret 2022, hvor FREM sikrede sig oprykning til 2. Division med cifrene 6-2.

To gange Lucas (Balck og Lodberg), to gange Oliver (Møller-Jensen og Andersen) og to gange Rasmus (Grønne Jensen og Fugl) scorede for FREM ved den lejlighed. Thomas Lauritsen udlignede til 1-1 for Lyseng, mens Jesper Broberg reducerede til slutresultatet på straffespark.

I 2023/24 stødte de to klubber igen sammen.

Det var her, det enlige nederlag mod Lyseng kom. Det blev på 0-1 takket være et mål af den kæmpestore Anders Fæster, der nu spiller for VSK Aarhus i rækken over.

I returkampen vandt FREM med 3-2.

Sylvester Seeger-Hansen og Salieu Drammeh bragte dengang i november 2023 hurtigt FREM foran 2-0. Men takket være mål af Jonas Berwald før pausen og Mads Frandsen et kvarter før tid fik Lyseng udlignet.

I næstsidste minut sikrede Gustav Overgaard Hansen imidlertid de tre point til FREM.

Hvornår finder næste slag mod Lyseng så sted?

Det gør det som næsten altid ved kampene på Valby Stadion lørdag kl. 14.00. Dommer er denne gang Karl Emil Tang Nielsen. Han får hjælp af Morten Helweg Andersen og Jakob Brendstrup Hansen på linjerne.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre/fodboldstatistik.com

Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 18

Torsdag kl. 10 – 18


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk