FREM vandt flot i DBU Pokalen med 4-1 over Lyngbys Superliga-hold takket være to mål af Zamir Aliji og to mål af Salieu Drammeh.

Det var en perfekt måde at komme tilbage efter nederlaget lørdag mod AB i 2. Division (0-1). Og nu gælder det et andet hold, der ligesom AB har grønt og hvidt som deres farver: Næstved Boldklub.

Netop navnet er en lille historie i sig selv.

Oprindeligt spillede mænd og drenge i byen ved Susåen fodbold i Næstved Boldklub og i Næstved Idræts Klub. De to klubber slog sig i 1939 sammen til Næstved Idræts Forening, som stadig findes. Men Næstved Boldklub har været navnet på den professionelle overbygning siden 1996.

Klubbens storhedstid var i halvfjerdserne og firserne – altså under navnet Næstved IF.

Næstved IF rykkede for første gang i nyere tid op i den gamle 1. division i 1971. Og allerede året efter blev det til klubbens første medaljer – af bronze.

Bronzemedaljerne gentog Næstved i 1975, som var et rent jubelår for sjællandsk fodbold. Køge vandt guld, og Holbæk vandt sølv.

I 1980 var De Grønne meget tætte på at vinde deres første danske mesterskab.

Med på holdet var spillere som Jesper Olsen, Peter Bonde, Mogens Hansen, Michael Birkedal, Heino Hansen, Johnny Bøgvad og Klaus Juliussen.

I den afgørende kamp mod KB på sidste spilledag på Næstved Stadion skulle Næstved vinde for at tage guldet. Peter Bonde bragte da også hjemmeholdet foran, men til sidst sendte KBs træner, John Kramer, den lange Henrik Tune med frem.

På et angreb forlængede Henrik Tune bolden til Hans Aabech, selvom Næstveds træner råbte, så hele Næstved og to millioner radio-lyttere kunne høre det: Pas på, Aabech!

Men det blev Hans Aabech, som  headede bolden i kassen. På den måde vandt KB klubbens mesterskab nummer 15, som også blev det sidste. Klubben slog sig i 1992 som bekendt sammen med B 1903 til FCK.

For Næstved blev det kun til nærved og næsten lige ved!

Det gjorde det også i 1981, hvor det blev til bronze – og igen i 1986. Det blev til klubbens andet sæt sølvmedaljer i 1988, men her var Næstved ikke ligefrem næsten lige ved at vinde guld. Brøndby kørte på det tidspunkt som den eneste danske klub med et professionelt set-up og løb fra alle konkurrenter.

Men den sydsjællandske klub var med, da Superligaen så dagens lys i 1991.

Der var grundspil med ti hold om efteråret og slutspil med otte hold om foråret. I de år var det som regel Næstveds lod at slutte tredjesidst i efteråret. De var dog også som regel langt efter medaljepladserne, så de kunne tage hele foråret som træningskampe til næste sæson.

Men i 1996 gik den ikke længere. Og siden da har Næstved spillet i den næstbedste og den tredjebedste række.

Efter en turbulent tid omkring 2020 med tyske ejere rykkede klubben op i 1. division i 2022. Men efter en femteplads det første år gik det galt sidste år, hvor Næstved sluttede næstsidst.

Specielt var den gal på udebane, hvor det i 16 forsøg kun blev til en enkelt sejr (3-1 mod Helsingør, der sluttede sidst).

I denne sæsons 2. Division har Næstved lagt fra land med to sejre, en uafgjort og to nederlag. Det giver syv point, og det er tre færre end FREM. Men rækken er tæt, og meget kan ske.

Senest vandt Næstved 1-0 ude over Thisted. Målet faldt i femte minut, og det var et selvmål. Men den slags mål tæller som bekendt også.

FREM har en meget trist historik med Næstved.

Det var i Næstved i 1976, at FREM kunne have vundet klubbens syvende mesterskab.

Det havde været nok at vinde 1-0, men selvom FREM ramte stolpe og overligger, og bolden hoppede og dansede på målstregen, så ville den ikke ind. I stedet vandt B 1903 guld for syvende og sidste gang (de udgør som nævnt ovenfor nu halvdelen af FCK).

Det var også i Næstved, at FREM i 1992 rykkede ud af Superligaen efter at have vundet bronze et halvt år tidligere.

Dan Eggen og Kim Mikkelsen bragte de tværstríbede foran 2-0, men to sene mål af Søren Juel og Anders Bo Pedersen sørgede for 2-2. Og dermed klarede Næstved frisag.

Den hidtil sidste dyst imellem de to klubber fandt sted sidste år i første runde af DBU Pokalen, hvor Næstved vandt 1-0 på et tidligt mål af Laurits Bust Sørensen.

I divisions-sammenhæng mødte FREM og Næstved senest hinanden i 2. Divisions indledende puljespil i 2017. Dengang vandt Næstved begge kampe – også med 1-0.

I alt har FREM mødt Næstved IF/Næstved BK 57 gange. FREM har vundet 16 kampe, Næstved har vundet 24, mens 17 opgør med andre ord er sluttet remis.

Næstved har også et lille plus på den samlede målscore: 85-79.

Med storsejren over Lyngby som ballast kan det jo være, at FREM kan gøre noget ved den statistik, når det går løs på Valby Stadion lørdag kl. 14.00.

DBU har denne gang fundet frem til, at Kasper Madsen skal fordele sol og vind lige. Netop solen har vejrprofeterne lovet masser af, så der er god grund til at møde op.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk