FREM fik i weekenden sæsonens første divisionssejr, men der er ikke tid til at hvile på laurbærrene, for det går løs igen allerede tirsdag aften i anden runde i DBU Pokalen.
Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede hjemme mod ASA, som det lykkedes at sende retur til Aarhus med et nederlag på 1-3 i bagagen.
Casper Froulund bragte FREM foran efter et kvarters spil, da han smed en returbold efter et hjørnespark til FREM op i nettaget.
To minutter senere kunne samme Casper Froulund fordoble føringen, da han kom alene med ASA’s målmand, Frederik Nørgaard Hald, og udplacerede ham.
Stillingen 2-0 holdt til pausen, men syv minutter inde i anden halvleg kom FREM på 3-0, da Tekin Abdulovski modtog bolden med ryggen mod målet og lagde den skråt bagud til – hvem ellers?
– Casper Froulund, som fuldendte sit hattrick.
Det var det første FREM-hattrick i denne sæson. I sidste sæson var der også ét, som Oussama Djafer-Bey stod for i slutspilskampen mod Vejgaard. FREM vandt ved den lejlighed 5-0, og Oussama Djafer-Bey scorede de fire af målene.
Casper Froulunds tre mål var hans første scoringer i denne sæson. Han scorede to mål i sidste sæson – ét i premieresejren mod Sundby (3-2) og et straffesparksmål i udekampen i grundspillet mod Lyseng (1-0).
I lørdagens kamp mod ASA fik aarhusianerne et trøstmål efter et kvarters spil af anden halvleg.
Det var Jonas Buch Dahl, som headede reduceringen ind efter opspil i gæsternes venstre side.
I divisionskampene har FREM således stadig til gode at holde målet rent.

Hvad betød resultatet for stillingen?
Det var en ret målrig runde i Campo Bet 3. Division, hvor Ringsted var det eneste af de 12 hold, der ikke fik scoret. Midtsjællænderne tabte 0-2 i Vanløse.
FREM fik med sejren koblet sig på midterfeltet med fire point i fire kampe, og der kom lidt afstand til bunden, som foreløbig består af Sundby, Ringsted og Ishøj.
I toppen er Holstebro og Holbæk gået i et tidligt udbrud. De har ti point – og et forspring på tre point til forfølgerne.
Holstebro og Holbæk er nu også de eneste hold i rækken, der ikke har tabt endnu.
Tirsdag gælder det så pokalturneringen. Hvordan ser det ud her?
Her er vi nået til anden runde, og FREM er med, fordi det lykkedes at vinde i første runde med 1-0 i Ringsted på et sent mål af Gustav Overgaard Hansen.
I anden runde træder de første af Superliga-holdene ind, men dem skal FREM foreløbig ikke møde.
I stedet venter der en tur til Karlslunde, hvor FC Sydkysten tager imod.

Hvad er de for en størrelse?
Der er tale om en overbygning af Karlslunde IF og Greve Fodbold. De to klubber besluttede sidste år at gøre fælles sag i et forsøg på at få et divisionshold – i erkendelse af, at de ikke kom nogen vegne hver for sig.
Er området ellers kendt for sport?
Greve er mest kendt for badminton, hvor Greve Strands Badmintonklub har langt over 1.000 medlemmer. De har været danske mestre for hold flere gange.
Derudover er området mest kendt for svømning – der ligger en stor svømmehal i Greve – samt atletik, sejlsport og karate.
Tilbage i slutningen af halvfjerdserne havde Greve også et håndboldhold i den bedste række for kvinder, som vandt bronze og tabte en pokalfinale.
Hvad med fodbold?
Greve havde et befolkningsboom i halvfjerdserne, hvor GIF Fodbold – som klubben hed dengang – målt på antal medlemmer blev en af Sjællands største.
Det var egentlig en logisk udvikling, at klubben i 1983 rykkede op i den daværende 3. division. To år senere stod den så på oprykning til 2. division.
I 1987 lå holdet lige under de absolutte tophold, og oprykningen til landets bedste række kunne skimtes, hvis de kunne få mange point i de sidste seks kampe.
I stedet blev klubben centrum for en af de største skandaler i dansk fodbold.
Hvad skete der?

Klubben var ikke professionel, men der var tegnet kontrakter med en række af spillerne. Problemet var, at der fandtes fem skuffe-kontrakter, som DBU ikke havde godkendt.
Greve spillede med spillerne alligevel, men det kom DBU for øre, at der var skuffeaftaler. Og seks runder før sæsonafslutningen dømte DBU Greve som tabere af alle kampene med 0-2.
Dermed var nedrykningen en realitet. Og selvom det lykkedes at komme tilbage et par år senere for en enkelt bemærkning, er det rimeligt at sige, at dét kom klubben sig aldrig over.
Pengene fik større betydning i halvfemserne, og selvom Greve Fodbold stadig medlemsmæssigt er stor, ender de bedste spillere i større klubber.
Klubben har siden 1990 været yo-yo klub imellem den laveste division og Danmarksserien. De fleste sæsoner har den stået på danmarksseriefodbold. Sidste forsøg i divisionerne var to år fra 2016-18.

Hvad så med Karlslunde?
Karlslunde kom med i Greve Kommune ved kommunalreformen i 1970.
De har traditionelt været lillebror i kommunen – også i fodboldsammenhæng.
Da Greve spillede i 2. division, spillede Karlslunde i de lokale serier, og de var ikke en konkurrent, som Greve behøvede at tage alvorligt.
Men dét kom de til mange år senere, hvor Karlslunde blev bedre til at skaffe sponsorer.
Med en hel del tidligere Greve-spillere på holdet lykkedes det at rykke op i divisionen i 2021, hvor det blev til en enkelt sæson.
Har nogen af klubberne haft kendte spillere?
Den mest kendte spiller med baggrund i Greve Fodbold må være Joachim Andersen, der er fast mand på det danske landshold i dag.
Den nu 30-årige forsvarsspiller kom via FCK og FCM til Twente i Holland. Han har i de senere år spillet fast i Premier League for Crystal Palace og nu Fulham.
Derudover kan nævnes Morten Nielsen, som spillede en sæson for klubben i Danmarksserien.
Han er søn af den tidligere landsholdsspiller, Benny Nielsen, og Morten Nielsen var tidligere lærling i Chelsea og på diverse ungdomslandshold.
I klubbens storhedstid havde Greve en vis spillerudveksling med Hvidovre.
Blandt de spillere kan nævnes midtbanespillerne Holger Larsen (DM for Hvidovre i 1973) og Günther Lindahl (DM 1981), angriberne Bjarne Vinsløv og Jens Pedersen (marginalspillere ved DM i 1981) og forsvarsspilleren Claus Moestrup, der er mest kendt for sin tid i Kastrup, men som siden kom til Hvidovre og siden altså til Greve.
Claus Moestrup blev senere igen træner for klubben. I de gyldne år var det også en tidligere Hvidovre-spiller, Sten Ziegler, der var holdets træner.
De tidligere FREM-spillere Cimm Barslev og Allan Supperi spillede også for klubben i firserne.

Har FREM tidligere spillet mod dem?
Det er første gang, FREM skal møde FC Sydkysten.
FREM har aldrig tabt til hverken Greve eller Karlslunde.
Mod Greve er det blevet til fem sejre og fem uafgjorte og en samlet målscore på 19-8.
Karlslunde stod på den anden side af midterlinjen i 2021, hvor FREM vandt 5-0 på hjemmebane. Isak Tånnander og Jacob Pind scorede begge to mål), mens Armend Aslani stod for kampens fjerde mål.
Karlslunde blev i den kamp reduceret til ti mand undervejs på grund af et rødt kort.
Returkampen endte 2-2. Kristoffer Dirksen og Frederik V. Kristensen scorede for FREM ved den lejlighed, mens Karlslundes Mark Moesgaard scorede kampens første og sidste og mål.
Men nu er det så 2026. Hvordan er det gået for FC Sydkysten på det seneste?
I den første sæson var det lidt af en bét, at holdet endte i Danmarksseriens nedrykningsslutspil – uden at nedrykning dog for alvor var et tema.
I denne sæson har de lagt fra land med sejre på 3-0 hjemme over GVI samt 4-1 ude over Skjold, inden det lørdag blev til sæsonens første nederlag på 0-2 ude mod Skovshoved.
Hvad så med Pokalen?
Her måtte FC Sydkysten i kvalifikation. Med en sejr på 5-1 ude over Tuse fra Sjællandsserien kom holdet i 1. runde, hvor det lykkedes at vinde lokalopgøret mod Ishøj med 3-1.
Hvor skal kampen mod FC Sydkysten spilles?
Det skal den på Home Park i Karlslunde, som klubben har valgt som hjemmebane.
Greve Stadion er reelt et atletikstadion, og klubben har netop fået anlagt en hjemmebane i Karlslunde, som er bedre, end da FREM var på besøg senest for små fem år siden.
Hvornår skal kampen spilles?
Det skal den tirsdag 25. august klokken 18. Og kampen skal afgøres på dagen – om nødvendigt ved forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Dommer er Nicki Nordlund Hansen, og på linjerne har han Daniel R. Krogstrup og Paul Nyberg til at hjælpe sig.
Hvordan kommer man dertil?
Adressen er Kongens Enge 42, Karlslunde. FREM Support arrangerer ikke bustur. Hvis man ankommer med S-tog, ligger fodboldanlægget 500 meter fra Karlslunde Station.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
