Hvad er der sket siden sidst?
FREM var en tur i Ishøj, og den kamp endte med et nederlag på 0-3.
Ligesom i kampen mod HIK (1-4) kom FREM meget hurtigt bagud.
Det skete, da den tidligere FREM-spiller, Mohamed Azaquoun, nettede efter to minutters spil efter et godt, gennemspillet angreb af Ishøj.
I anden halvleg fordoblede Matin Al-Atlassi føringen efter fem minutters spil, da han fra kanten af straffesparksfeltet sendte bolden op i det ene målhjørne.
Mod slutningen af kampen slog Josef Moussa sejren fast, da han efter et kontraangreb i Ishøjs venstre side kunne sende kuglen i tomt mål fra få meters afstand.
Det var femte kamp i træk, at FREM ikke vandt.
Det var samtidig første gang i to år, at FREM tabte to kampe i træk med tre mål eller mere. Dengang blev det til nederlag mod FC Roskilde og HIK på henholdsvis 0-3 og 0-4.
Hvad betød resultatet for tabellen?
Det betød, at Ishøj overhalede FREM med det resultat, at FREM nu er fjerdesidst.
Der var spillet to kampe allerede fredag aften, hvor HIK havde vundet 2-1 i Helsingør, mens kampen mellem Thisted og Nykøbing FC endte 1-1.
HIK skal herefter på det nærmeste tabe resten for at komme i nedrykningsfare.

Nykøbing FC er til gengæld næsten matematisk rykket ud. De har 15 point op til redning med seks kampe tilbage. Og de to hold, de skal hænge deres hat på, Thisted og FC Helsingør, skal jo også mødes en gang til.
For FREM er det mere interessant, at der stadigvæk er fire point ned til FC Helsingør, som er næstsidst.
FREM har måske en lille fordel i restprogrammet på den måde, at fire ud af de seks kampe er på hjemmebane.
Nu gælder det så allerede tirsdag Thisted på hjemmebane. Hvad er de for en størrelse?
Thisted FC blev dannet i 1989, mens moderklubber Thisted IF er fra 1904.
De rykkede første gang op i divisionen i 2005. Deres bedste placering er en ottendeplads i den næstbedste række i 2018.
De har spillet i 2. Division siden 2019/20.
Okay, hvordan har deres sæson så været?
Thisted begyndte egentlig sæsonen ret godt med syv point for de første tre kampe.
Men derefter røg de ind i en dårlig periode, hvor det især var svært for thyboerne at tage point på udebane.
I hele grundspillet vandt Thisted kun én udekamp: 1-0 mod HIK i marts måned.
På dette tidspunkt stod det klart, at Thisted ville ende i nedrykningsspillet.

De blev næstsidst i grundspillet, og rent kilometermæssigt er de vel havnet i det hidtil geografisk mest skæve slutspil, noget hold er endt i, siden slutspillet blev indført i alle divisioner i 2021.
Thisted er i slutspil med fire hold fra det østlige Sjælland og ét fra Falster. I alt skal Thisted køre over 4.000 kilometer frem og tilbage til de fem udekampe.
Hvordan er det gået Thisted i slutspillet?
Thisted har sammen med HIK været det mest formstærke hold i nedryknings-slutspillet indtil videre.
Det er blevet til otte point i fire kampe, og derfor har de nu overhalet FC Helsingør i stillingen, så Thisted nu er tredjesidst.
Senest blev det som nævnt 1-1 hjemme mod Nykøbing FC efter 0-0 ved pausen.
Christian Wagner headede Thisted foran ti minutter inde i anden halvleg, men den tidligere B 93-spiller, Emmanuel Ogude, scorede til slutresultatet små ti minutter før tid.
Hvordan gik det sidst, FREM mødte Thisted?
Det var en af de sidste kampe i grundspillet i foråret, og her sluttede opgøret på Sparekassen Thy Arena, som det begyndte.
Sidste gang, de to hold mødte hinanden på Valby Stadion, var i efteråret.
Her vandt FREM 1-0 på et mål af Salieu Drammeh efter godt et kvarters spil. Oplægget stod Zamir Aliji for.
Hvad siger statistikken ellers?
Den er ikke så god – set med FREM-øjne.
FREM stødte første gang på Thisted i 2006/07-sæsonen.
Her vandt FREM 3-2 hjemme og 2-0 ude. Men derudover er det mod Thisted kun blevet til den ene sejr, som FREM fik tidligere i denne sæson.

Thisted har vundet syv gange, mens fem af de indbyrdes opgør er sluttet uafgjort.
Den samlede målscore lyder på 25-16 i thyboernes favør.
Hvornår skal kampen spilles?
Det skal den tirsdag d. 13/5 klokken 19.00
Hvem er dommer?
Det er Kasper Madsen. Til at hjælpe sig har han Paul Nyberg og Ulrik Gøtze på linjerne.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfoto: Claus M. Hansen
