FREM skal fredag spille en temmelig vigtig kamp på udebane mod HIK i den sidste kamp i første turneringshalvdel af grundspillet.
Kampen er vigtig, fordi den kan vise, om FREM skal kigge opad eller nedad i anden turneringshalvdel.
Senest tabte FREM for første gang nogensinde til Ishøj, da det lørdag blev 1-2 på hjemmebane.
Salieu Drammeh bragte ellers FREM foran på straffespark i første halvleg, men Hassan Elsayed udlignede i anden halvleg – ligeledes på straffe.
Langt inde i tillægstiden lykkedes det for Ishøjs Abdul Arshad at score til slutresultatet på et kontraangreb.
Dermed fik Ishøj kontakt med det midterfelt på otte klubber, som FREM også er en del af.
Fremad Amager er som tidligere nævnt her på siden gået i udbrud i toppen af rækken. Men nu har også Middelfart og Aarhus Fremad slået et hul til midterfeltet.
Helt i bunden må vi nok sige, at det begynder at se en lille smule svært ud for Nykøbing FC.
Fredagens modstander fra HIK har ligesom FREM samlet 14 point sammen i de første ti kampe takket være fire sejre, to uafgjorte og fire nederlag.
HIK har dog en bedre målscore end FREM. Og det hænger sammen med størrelsen på de sejre i de fire kampe, som holdet har vundet. De har nemlig alle været på 2-0 og 3-0.
HIK står jo for Hellerup Idræts Klub, og klubben er stiftet i år 1900. Foruden fodbold er der også håndbold og tennis på programmet i idrætsklubben. Tidligere var der også ishockey, men her overgik licensen i det nye årtusinde til IC Gentofte.
I fodbold har HIK haft enkelte sæsoner i den bedste række, men det ligger helt tilbage til mellemkrigtiden.
I langt de fleste år har klubben spillet i den tredjebedste række. Denne sæson er nummer 55 i den tredjebedste række for HIK. Og det er rekord her i landet.
I sidste sæson spillede HIK således også i 2. Division, hvor holdet endte i nedrykningsspillet.
Det gjorde holdet, især fordi målene raslede ind på udebane, hvor specielt et nederlag på 0-7 mod Esbjergs senere oprykkere gjorde ondt.
I nogen grad var defensiven også gal i nedrykningsspillet, hvor det dog alligevel blev til fem sejre i de ti kampe. Men overlevelsen kom først i hus i sidste runde med en sejr på 1-0 over Fremad Amager, der ikke havde noget at spille for.
I alt blev der scoret 65 mål imod HIK i sidste sæson, og det var flest af alle i 2. Division. Men det blev opvejet af, at holdet selv sendte bolden i mål 44 gange. Det var til gengæld flest af alle de seks hold i nedrykningsspillet.
At forbedre defensiven har åbenbart også været et fokuspunkt for Hellerup-klubben i denne sæson. De har kun otte baglænsmål i deres ti kampe indtil videre. Og det er det laveste antal mål imod i årets 2. Division.
Ligesom HIK ikke har nogen mål imod i deres sejre, har de dog heller ikke selv fundet vej til netmaskerne i et eneste af de kampe, de har tabt. Tre af dem har været på 0-1, mens det fjerde – som var det første og hidtil eneste nederlag på hjemmebane – var på 0-2 mod Fremad Amager i første runde.
Noget tyder altså på, at denne sæsons HIK-mandskab kan være svære at have med at gøre, hvis de først er kommet foran. Men de har åbenbart svært ved at arbejde sig tilbage i kampen, hvis de kommer bagud.
Set med tværstribede briller må man jo så håbe, at FREM scorer først!
FREM og HIK mødte senest hinanden fire gange i 2022/23-sæsonen, som var den sæson, hvor FREM rykkede ud af 2. Division.
De tre første kampe endte alle uafgjort (1-1, 1-1 og 2-2). Den sidste kamp på udebane vandt HIK med 4-0 efter 2-0 ved pausen. Det var den kamp, som definitivt sendte FREM ned i 3. Division. Men på dette tidspunkt var håbet om redning allerede ude i den grå teori.
Faktisk skal vi tilbage til efteråret 2018 for at finde den seneste sejr til FREM over HIK.
Dengang vandt FREM 2-1 i en kamp, hvor Hamid Khalidan scorede til 1-0 på hovedstød, inden han lagde op til målet til 2-0 kort før pausen, som den nuværende Superliga-topscorer, Tonni Adamsen fra Silkeborg, satte ind. Også han brugte hovedet.
Lige inden pausefløjtet reducerede den senere FREM- og Hvidovre-spiller, Andreas Smed, til 1-2 for HIK.
Det er ved at være længe siden, så bl.a. derfor vil det lune med en ny sejr til FREM fredag aften.
Og alt i alt er det da også FREM, som har den bedste statistik i de indbyrdes kampe.
HIK har været på menuen 69 gange, og FREM har haft Happy Meal ved 38 lejligheder. 14 kampe er endt uafgjort, mens HIK har vundet 17 gange.
Den samlede målscore lyder på 161-89 i FREMs favør.
Vi må se, om de cifre ændrer sig efter kampen, som skal spilles fredag aften på Gentofte Sportspark.
Det er let nok at komme dertil. Adressen er Ved Stadion 10 i Gentofte. Tager man med S-tog, er stationerne Gentofte og Jægersborg de nærmeste.
En flok FREM-supportere vil tage afsted kl. 17.05 eller 17.08 fra Nørreport Station.
Til at lede slagets gang har DBU denne gang udpeget Nicki Nordlund Hansen, som pifter første gang kl. 19.00.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Foto: Claus M. Hansen