FREM fik lørdag årets første sejr, da det på hjemmebane blev 2-0 over Skive takket være to mål i første halvleg.
Rasmus Louie Larsen åbnede scoringen efter ti minutters spil, hvor han opsnappede bolden efter en nærkamp og på fornem vis løftede kuglen over Nicolai Vinter Christensen i Skives mål.
Fem minutter før pausen blev det 2-0, da Christian Bramsborg afsluttede et fornemt kontraangreb for FREM, hvor han i fri position midt for mål udplacerede skibonitternes målmand.
Men der er ikke tid til at fejre sejren særligt længe. Allerede skærtorsdag venter næste opgave, som er en udekamp mod HIK.
HIK står jo for Hellerup Idræts Klub, og klubben er stiftet i år 1900.
Foruden fodbold har HIK en håndboldafdeling og en tennisafdeling. Tidligere var ishockey også på programmet i klubben fra Gentofte Kommune.
Historisk set lå fodboldafdelingens storhedstid i 30’erne og under krigen, hvor det blev til nogle sæsoner i 1. division, som dengang var landets øverste række. Siden krigen har HIK spillet i den næstbedste og tredjebedste række næsten hele tiden. Faktisk er HIK i gang med sæson nummer 53 i den tredjebedste række, og det er rekord.
I denne sæson havde HIK det ligesom FREM svært i efteråret. Men de hvidblusede fik dog lidt flere point, og de har skiftet lidt ud iblandt spillerne i vinterpausen.
Det har givet pote i form af ni point i forårets første fem kampe. Det har betydet, at HIK i skrivende stund ligger som nummer syv og puster Thisted i nakken i kampen om at komme i top-6.
Der mangler som bekendt kun to runder af grundspillet, og derfor er HIK en reel kandidat til at komme i oprykningsslutspillet. Top-5 er dog meget langt foran alle andre, så oprykning bliver det under ingen omstændigheder til. Men en plads i top-6 er jo omvendt en garanti for, at en klub i hvert fald ikke rykker ned.
Senest vandt HIK med 1-0 hjemme over FC Roskilde takket være et mål efter små 20 minutter af anden halvleg af fløjspilleren Roni Arabaci. Han trak lidt ind i feltet, fyrede af og sendte bolden forbi den tidligere FREM-målmand, Marco Brylov.
Ti minutter senere blev FC Roskilde reduceret til ti mand, da Mathias Christensen fik sit andet gule kort – og dermed rødt. Det gjorde trods alt opgaven lidt nemmere for HIK i forhold til at holde fast i føringen.
HIK har med andre ord bestemt noget at spille for i torsdagens kamp mod FREM, som nu kan ane et vist håb om at klare frisag i bunden efter sejren over Skive.
Der er seks point op til FC Roskilde på den tiendeplads, der lige nøjagtig ikke betyder nedrykning. Der er yderligere et point op til Skive og to til Brabrand, som har den fordel, at de skærtorsdag får tre point på skrivebordet for en sejr over Jammerbugt, der jo er anbragt på bundlinjen efter deres konkurs.
De tre point mod Skive giver som nævnt et vist håb. Men der er ingen grund til at lægge skjul på, at opgaven er svær. Der skal sandsynligvis mange sejre til i de sidste ti kampe, hvis missionen skal lykkes.
Det kan passende starte mod HIK, som FREM historisk set har et rigtigt godt tag på.
FREM er stødt på HIK 66 gange. Det er 38 gange endt med sejr til de tværstribede, mens HIK har vundet 16 gange. 12 kampe er med andre ord endt remis.
Målscoren er 158-82 i FREMs favør.
I al fairness er det dog HIK, der har haft fat i den lange ende i de seneste møder mellem de to klubber. De sidste fire kampe er endt med to sejre til HIK og to uafgjorte opgør.
Vi skal tilbage til efteråret 2018 for at finde den seneste sejr til FREM over HIK.
Dengang pandede Hamid Khalidan FREM foran i første halvleg, og samme Hamid Khalidan lagde kort før pausen op til målet til 2-0, som blev sat af ind af Tonni Adamsen, der jo siden er endt i Superligaen, hvor han spiller for Silkeborg. Så sent som søndag scorede Tonni Adamsen i Superligakampen mod Lyngby (1-1).
I sejren over HIK i 2018 nåede den senere FREM-spiller, Andreas Smed, at reducere for HIK til 1-2 lige før pausesignalet på HIKs første chance i den kamp. Mere blev der ikke scoret, så FREM tog en velfortjent sejr.
Det seneste møde mellem FREM og HIK var i den nuværende sæsons første kamp.
Den dyst sluttede 1-1, efter at Frederik V. Kristensen havde bragt FREM foran på et tidligt straffespark. Ti minutter før tid lykkedes det imidlertid HIK at udligne ved fornævnte Roni Arabaci.
Vi må se, om FREM denne gang kan holde fast og tage alle tre point.
Kampen begynder torsdag kl. 13.00. Det er på Gentofte Sportspark Vest, og det er Sebastian Tornhøj Nielsen, der fløjter opgøret i gang.