Hvad er der sket siden sidst?

FREM var en tur i Odder, og her kom holdet tilbage på sejrssporet takket være 1-0.

Kampens enlige mål blev scoret direkte på hjørnespark af Marco Kruse, da der manglede et lille kvarter.

Det var FREM’s første sejr på udebane siden 3-1 i grundspillet i 2. Division mod Næstved i marts.

Det var samtidig første gang, FREM holdt målet rent på udebane siden kampen mod Thisted 14 dage inden Næstved-kampen (0-0).

Vundet til nul på udebane har FREM ikke præsteret siden sejren i 2. runde i Oddset Pokalen sidste efterår mod Brønshøj (3-0).

I divisionssammenhæng skal vi et år tilbage for at finde en sejr på udebane uden mål imod. Dengang gik det ud over Nykøbing FC (1-0).

Desuden var sejren i Odder FREMs første i Jylland siden 3-0 ude over Vejgaard i november 2023.

Endelig har FREM endnu ikke præsteret at score i begge halvlege af en kamp i denne sæson. Det skete senest i sejren i nedryknings-slutspillet mod HIK (3-0).

Nu ikke så negativ. FREM vandt trods alt og er tilbage på rette kurs efter to divisions-nederlag. Hvordan ligger holdet nu til?

Ja, sejren betød jo, at FREM krøb op i det lune midterfelt. Holdet ligger i skrivende stund nummer syv i CampoBet 3. Division med seks point for seks kampe og en målscore på 6-6.

Det er vel så gennemsnitligt, som tænkes kan!

I toppen er Næsby gået i et lille udbrud, for de har stadig maksimumpoint efter fire kampe.

Lidt mere overraskende er det nok, at oprykkerne fra Hørsholm-Usserød fører hovedfeltet an med ni point for tre kampe.

I bunden er Lyseng den røde lanterne med nul point indtil videre. Brønshøj har heller ikke vundet endnu. De er næstsidst med et enkelt point.

Men nu skal FREM på udebane igen, ikke sandt?

Jo, denne gang er der dog ikke nær så langt, for turen går til Holbæk.

Hvad er de for en størrelse?

Holbæk Bold- & Idrætsforening er stiftet i år 1900.

De havde deres storhedstid midt i halvfjerdserne, hvor det bl.a. blev til to tabte pokalfinaler.

I 1975 tabte nordvestsjællænderne 0-1 til Vejle, og året efter tabte de 1-2 til Esbjerg.

I 1975 var Holbæk desuden ganske tæt på at vinde DM-guld

Efter tredjesidste runde førte klubben den gamle 1. division foran Køge. Men i næstsidste runde spillede Holbæk 0-0 i Vanløse, samtidig med at Køge vandt 2-0 i Slagelse.

Dermed førte Køge turneringen på bedre målscore, og i sidste kamp tævede de B 1909 – som allerede var rykket ned – med 5-0.

Holbæk vandt 6-0 over B 1901, men de skulle have vundet 14-0 for at tage guldet. Og det var trods alt lidt mere, end de kunne klare.

I 1977 rykkede Holbæk imidlertid ned fra 1. division. Og i 1981 røg klubben ud af 2. division (næstbedste række) – og er aldrig siden kommet tilbage.

Et enkelt år var det dog meget tæt på.

I 2008 samlede Holbæk kræfterne i det nordvestsjællandske lokalområde under navnet Nordvest FC.

Tre år senere vandt klubben faktisk den daværende 2. division øst. Men divisionerne blev skåret ned det år, så kun en enkelt klub rykkede op i 1. division.

Nordvest FC skulle derfor spille mod vinderen af vestkredsen, Blokhus FC, som endte med at rykke op efter to uafgjorte kampe. Det blev 2-2 i Holbæk og 0-0 i Blokhus, så vendelboernes udebanemål blev afgørende.

I 2014 stoppede Nordvest FC-samarbejdet. Og under navnet Holbæk har klubben siden spillet i den nederste division og undertiden i Danmarksserien.

Herfra rykkede klubben senest op i 2023.

Okay, har de haft kendte spillere?

Nogle af de mest kendte er fra storhedstiden i halvfjerdserne. Her vogtede Benno Larsen målet for Holbæk – og undertiden også for det danske landshold. Han er desuden bedstefar til Silkeborg-målmanden, Nicolai Larsen.

Andre kendte fra perioden er forsvarsspilleren Niels Tune Hansen (senere St. Pauli i Bundesligaen) og midtbanegeneralen Jørgen Jørgensen.

Lidt senere havde Holbæk en dygtig angriber, Søren Lindsted, som i 1978 scorede hele 30 mål i 30 kampe i 2. division og blev solgt til Twente i Holland. Han kom siden til FC Liége i Belgien.

Den allermest kendte spiller, der nogensinde har spillet for Holbæk, kunne dog godt være Christian Poulsen, der debuterede for klubbens bedste hold som 17-årig i 1997.

Midtbanespilleren fortsatte siden karrieren i FCK, Schalke 04, Sevilla, Juventus, Liverpool, Evian og Ajax. Det blev desuden til 92 kampe i rødt og hvidt med Morten Olsen som træner.

Apropos trænere. Hvem er Holbæks nuværende træner?

Det er Erdogan Aslan. Han er 47 år og har tidligere trænet Ishøj.

Han kender dog Holbæk rigtig godt, for han spillede 326 kampe for klubben fra 1996-2010.

Har de tidligere FREM-spillere?

Ja, midtbanespilleren August Andersen spiller nu for Holbæk. Han spillede senest 25 kampe i halvandet år i FREM – men kun fire af kampene i foråret 2025.

Hvordan gik det så Holbæk i sidste sæson?

Der kom de for andet år i træk med i oprykningsslutspillet.

Holbæk sluttede som nummer fem i grundspillet. Specielt var de stærke på hjemmebane, hvor de tog 22 ud af deres 34 point.

I slutspillet gik det faktisk Holbæk ret godt. Og de lavede mange mål.

I grundspillet havde de scoret 27 mål i 22 kampe. I slutspillet lavede de også 27 mål – men kun i ti kampe!

I otte ud af de ti kampe scorede Holbæk to mål eller flere.

Bl.a. tævede de oprykkerne fra VSK Aarhus med 5-2 i sæsonens sidste kamp. Men her hører det retfærdigvis med til historien, at aarhusianerne allerede var sikre på at rykke op inden kampen, hvor Holbæk cementerede tredjepladsen i turneringen.

Hvordan er Holbæk så kommet fra start i år?

Meget blandet – må man nok have lov at sige.

I første kamp tævede de Lyseng på hjemmebane med 6-0, Men herefter tabte de 0-1 i Nykøbing Falster.

Dernæst gik det ud over Brønshøj, som måtte tage hjem fra Holbæk med et nederlag på 3-5.

Men så tabte holdet senest med 0-2 på Amager mod Sundby.

Her kom Holbæk bagud efter seks minutter på et mål af Magnus Krogh Hansen. I anden halvleg slog Elias Langfeldt sejren fast på et kontra-mål.

Men Holbæk er i modsætning til FREM stadig med i Oddset Pokalen.

Holbæk vandt 6-1 i første runde ude over Husum. Nu venter Ishøj fra 2. division i næste runde.

Hvordan gik det senest, da FREM mødte Holbæk?

Det gik rigtig godt – set med FREM-øjne. De tværstribede mødte Holbæk fire gange i 2023/24 og vandt 1-0 i begge hjemmekampe og 2-0 i begge udekampe.

Den seneste kamp blev spillet i Holbæk Sportsby, og her stod Salieu Drammeh for et mål i første halvleg, mens Egzon Zeqiri slog sejren fast efter pausen.

Holbæk er måske lidt af en yndlingsmodstander for FREM?

Det kan man egentlig godt sige.

FREM har vundet 19 ud af de 28 indbyrdes opgør. Tre kampe er endt uafgjort, mens Holbæk har vundet seks gange. Målscoren er så fin som 56-29 i FREM’s favør.

Regner vi kampene mod Nordvest FC med, lyder statistikken således:

20 sejre, fire uafgjorte og otte nederlag. Den samlede målscore er herefter 62-35.

Hvornår går kampen i gang?

Det gør den lørdag kl. 13.00. FREM Support arrangerer bustur, og mødetid er ved Valby Stadion kl. 10.30.

Prisen er 50 kroner for medlemmer af FREM Support – og 100 kroner for ikke-medlemmer.

Betaling på MobilePay 320952. I tekstfeltet skriver du Holbæk + dit mobilnummer.

Dommer Midjan Hadzidulbic tager også turen til Holbæk. Han får hjælp på linjerne af Simon Fenger Jensen og Iman Huseen Umar.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 18

Torsdag kl. 10 – 18


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk