Endelig tilbage på stadion

Efter nyanlæggelsen af den nye kunstgræsbane er det nu endelig tid til at spille på den rigtge hjemmebane på Valby Stadion. Nyoprykkede Karlslunde IF kommer på besøg på Valby Stadion lørdag d. 28. august kl. 14.00.

Køb billet til kampen mellem FREM og Karlslunde her

Billetsalget er i fuld gang til lørdagens særlige kamp, hvor vi for første gang skal spille på det nye underlag. Og endda mod en modstander, vi ikke tidligere har mødt.

Småfejlene skal rettes

Seneste kamp for FREMs vedkommende var udekampen mod Roskilde KFUM, og det endte med en pointdeling. Rasmus Grønne Jensen havde ellers bragt FREM foran i første halvleg, men Mohammed Youssef var uheldig at udligne i anden halvleg med et selvmål.

Læs reportagen fra seneste kamp her

Der er ikke råd til alt for mange fejl, som koster mål, og det er derfor vigtigt, at koncentrationen holdes hele kampen, og at spillerne er gode til hurtigt at komme videre. Mange kampe afgøres på marginaler, og det kan blive afgørende for sæsonen, hvor god man er til at rette op på de småting, der opstår over en sæson.

En hjemmekamp er den helt rette medicin mod pointtab, og den store støtte fra tribunen kan blive afgørende for, om der kommer 3 point på kontoen igen.

Ukendt modstander med kendte ansigter

Karlslunde er endnu et nyt bekendtskab i divisionerne, efter at de i foråret rykkede op fra Danmarksserien og er divisionshold for første gang.

Sæsonen er startet med lidt blandede resultater. Første kamp mod Vanløse blev afbrudt undervejs ved stillingen 1-1 pga tordenvejr, og da kampen blev færdigspillet i denne uge, stak Vanløse afsted med alle 3 point efter en scoring af ‘vores egen’ Ayoub Sørensen, som netop er skiftet til Vanløse. Kampen får muligvis et efterspil på skrivebordet, da Karlslunde blev ramt af et rødt kort, som de mener, var til den forkerte spiller. Om den udviste Rasmus Jensen er med mod os, må vi se lørdag.

Resultatmæssigt kom Karlslunde på tavlen i runde 2 med en sejr på udebane over Slagelse. Her scorede ex-fremmeren Hervé Gamys det ene af målene. Gamys er ikke den eneste i Karlslunde-truppen med fortid i FREM. Også Gustav Gjøg er i klubben.

Efter sejren over Slagelse har Karlslunde måtte gå fra banen uden point efter 3 smalle hjemmebanenederlag på en uge: 0-1 mod Roskilde KFUM, 0-2 mod Næsby og altså 1-2 mod Vanløse.

Det er uden tvivl et sultent KIF-hold, der løber på banen lørdag; sultent efter oprejsning, sultent efter point og sultent efter at vise, at de godt kan være med i divisionen.

Hjemmebanen skal være et fort

Uanset om vi spiller på naturgræs eller kunst, så skal Valby Stadion være et fort, hvor det er mere end almindelig svært at tage point, når man kommer som udehold. Motivationen er stor i hele FREM-truppen, og med de mange tilskuere og fans i ryggen skal det nok blive en yderst seværdig kamp, vi får serveret.

Efter denne kamp venter igen to udekampe; mod Frederikssund i Sydbank Pokalen og mod Young Boys i Silkeborg, så kom og støt op om drengene på hjemmebanen, nu når du har chancen. Billetter finder du lige her.

God kamp til alle!

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden kan sætte
Vi vil kæmpe vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd


Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk