Hvad er der sket siden sidst?
FREM var en tur i Ishøj, hvor det blev til et nederlag på 0-2.
Josef Moussa bragte værterne foran kort før pausen, da han scorede på et kontraangreb fra en lidt spids vinkel.
Kort før tid blev det 2-0, da Matin Al-Atlassi scorede på endnu et kontraangreb. Han var i en noget akavet position, da han skød på mål, men han fik alligevel sendt kuglen i en bue over FREMs målmand, Tobias Søderstrøm.

Ved stillingen 0-1 fik FREM tildelt to straffespark, men hverken Frederik V. Kristensen eller Jonathan Mattys kunne omsætte det store tilbud til målscoring.
Det var første gang i denne sæson, at FREM tabte en divisionskamp med mere end et mål. I efteråret skete det kun i pokalkampen mod Kolding (0-2).
Til gengæld var det tredje udekamp i træk, at FREM ikke fik scoret.
Hvad betød resultatet af Ishøj-kampen for stillingen?
Nederlaget betød, at FREM forblev på syvendepladsen, som giver nedrykningsspil – eller kvalifikationsspil, som det hedder på DBU-sprog.
For FREM var det særligt ærgerligt, at ingen af holdene fra nummer 4-6 vandt. Det vil altså sige, at en sejr til FREM ville have været nok til en tur i oprykningsspillet.
Men man kan naturligvis sige, at de andre hold i sådan en situation også godt ved, hvad stillingen er rundt omkring i landet. Hvis FREM var kommet foran, kan det jo godt være, at AB, Skive og Næstved ville have satset mere på selv at vinde.
Det gode for FREM nu er, at holdet går ind i nedrykningsspillet som nummer et. Der er otte point ned til Thisted, som er næstsidst, og som derfor ligger under stregen sammen med Nykøbing FC.
Samtidig er FREMs modstandere i de næste ti kampe på papiret nemmere, end de ville have været i oprykningsspillet.
Men det er netop på papiret. Kampene skal som bekendt spilles på græs.
Faktum er i hvert fald, at FREM i grundspillet fik 18 point i de 12 kampe mod de seks hold, som kom med i oprykningsspillet.
De 10 kampe mod de andre fem hold i nedrykningsspillet gav kun 12 point til FREM.
Så helt nemt bliver det ikke nødvendigvis!
Hvordan gik det Nykøbing FC i deres sidste kamp?

Nykøbing FC var sikre på at komme i nedrykningsspillet inden grundspillets sidste kamp mod Skive, som sluttede 1-1.
Skibonitterne kom foran efter ti minutters spil efter et hjørnespark, hvor Lukas Wagner headede bolden i kassen.
I anden halvleg udlignede Mikkel Dahl på straffespark.
Dermed sluttede Nykøbing FC på 12 point for de 22 kampe i grundspillet. Det er 10 point færre end Thisted på næstsidstepladsen.
Hvordan gik det sidst, da FREM mødte dem?
Ja, det var så den eneste gang i grundspillet, at Nykøbing FC fik point på udebane takket være en sejr på 2-1.
Zamir Aliji – der som bekendt nu spiller for Hvidovre – bragte ellers tidligt i kampen FREM foran på et solo-mål.
Men senere i første halvleg curlede Jonathan Pank Iversen bolden op i krogen til 1-1, inden Marcus Hansen sørgede for pauseføring på 2-1, som altså holdt kampen ud.
Turen til Nykøbing i grundspillet i slutningen af august havde givet en sejr til FREM på 1-0.
Daniel Warmbach stod ved den lejlighed for kampens eneste mål, da han headede kuglen i kassen i anden halvleg.
Desuden mødte FREM i dette års vinterpause Nykøbing FC i en træningskamp. Her blev det 2-0 til FREM efter mål af Benjamin Warlo og Jonathan Canto.
Hvad siger statistikken ellers?

Ja, det er jo et større regnestykke.
Tager vi kun kampene mod Nykøbing FC, siger statistikken otte kampe med tre sejre til hver og to uafgjorte. Nykøbing FC har et lille plus på målscoren (10-9).
Men for fuldstændighedens skyld skal vi jo have kampene mod forgængerne med.
Mod Lolland-Falster Alliancen havde FREM fire sejre, en uafgjort og to nederlag.
Mod Nykøbing Falster Alliancen tog FREM ni sejre ud af ti mulige. Den sidste kamp var et nederlag.
B 1901 stødte FREM på 35 gange med 14 sejre, 13 nederlag og otte uafgjorte som resultat.
Og endelig spillede FREM i 1961 en enkelt pokalkamp mod B 1921, som de tværstribede vandt 5-1.
Så det samlede facit lyder på 61 kampe, 31 sejre til FREM, 11 uafgjorte og 19 nederlag.
Den samlede målscore er 133-87 i FREMs favør.
Hvem er dommer?
Niclas Gomes, med Christian Just Brixen og Jonathan García Nilton på linjerne.
Hvornår begynder kampen?
Det gør den mandag d. 21. april kl. 14.00 på Lollands Bank Park.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Foto: Claus M. Hansen