Det har virkelig været en lang, kold og ensom vinter, som Beatles sang for mange år siden. Men som de også sang: Her kommer solen, og det er helt i orden!

Solen og foråret varsler også, at FREM skal spille fodbold. Og det er da til at blive glad i låget af.

Hvordan er det nu, det hele ser ud?

Ja, det føles jo næsten som om, at det var i sidste århundrede. Men altså: FREM overvintrede i Campo Bet 3. Division på den sjetteplads, der som den sidste giver plads i oprykningsspillet, når grundspillet er forbi.

Det skete, fordi FREM vandt den sidste turneringskamp i 2025, hvor det blev 2-1 i Sundby.

Det var den fjerde udesejr i træk til FREM, som dermed er rækkens næstbedste udehold indtil videre.

Problemerne har ligget på hjemmebane, hvor FREM kun har fået syv point i otte kampe. Det er dårligst af alle rækkens hold sammen med Odder, der ligger sidst.

De fem mål på hjemmebane er færrest af alle. Seneste FREM-mål på Valby Stadion faldt i sejren på 1-0 over Vejgaard lørdag d. 20. september, da Asger Hemmingsen scorede på oplæg fra Casper Froulund.

Selve turneringen er skruet sådan sammen, at der mangler seks runder af grundspillet. Derefter knækker rækken. Og så må vi se, om FREM skal spille med om de to pladser, der giver oprykning til Campo Bet 2. Division – eller om at undgå de tre nederste pladser, som betyder Danmarksserien til næste sæson.

FREM har hjemmebane mod Nykøbing FC i første runde.

Hvordan har deres sæson været?

Den har været ret forrygende.

Nykøbing FC røg sammen med FREM i sidste sæson ud af Campo Bet 2. Division. Men hvor FREM’s nedrykning først blev afgjort til allersidst, så var det reelt forbi for Nykøbing FC allerede efter grundspillet. Hvis falstringerne skulle have klaret frisag, skulle de på det nærmeste have vundet alle kampene i slutspillet.

Men der er kommet meget mere facon på både spil og resultater efter nedrykningen.

Der er spillet 16 kampe, og Nykøbing FC har vundet de 12, spillet tre uafgjorte og kun tabt en enkelt.

Sammen med Holbæk har holdet scoret flest mål (36), og de 13 baglænsmål er færrest af alle.

På udebane er holdet ubesejret, og det er de ene om i rækken. I Danmarksturneringen er de dog ikke ene om ikke at have tabt på fremmed græs. Det har Superligaens førerhold, AGF, heller ikke.

Men Nykøbing FC fører Campo Bet 3. Division helt suverænt. Og de er allerede sikre på at komme i oprykningsslutspillet, fordi alle holdene på de næste pladser jo ikke kan få maksimumpoint i de sidste seks kampe.

Man må nok sige, at Nykøbing FC nu og her er klar favorit til at tage den ene oprykningsplads. Men der kan som bekendt ske meget på 16 kampe.

Hvem er deres træner?

Det er en god, gammel kending af FREM i skikkelse af Mikkel Thygesen.

Han spillede med, da FREM senest var i Superligaen i 2003-04. Siden tørnede han bl.a. ud for FC Midtjylland, Borussia Mönchengladbach i Tyskland, og Brøndby.

På landsholdet fik Mikkel Thygesen tre landskampe. Det var samme antal som hans far, Poul-Erik Thygesen, der er mest kendt for sin tid hos B 1903, men som også spillede i Bundesligaen.

Mikkel Thygesen har været træner i Nykøbing FC i et år.

Hvem skal FREM passe på?

Nu indtager lørdagens modstander jo førstepladsen i rækken, så det er lige før, at det er nemmere at sige, hvem FREM ikke skal passe på.

Men angriberen Mikkel Dahl vil det være godt for FREM’s forsvarsspillere at holde et vågent øje med. Han lavede ti mål i efteråret.

Han spillede for Nykøbing FC frem til 2020, og derefter bankede han bolde i kassen i Island og på Færøerne. I den tidlige del af karrieren spillede Mikkel Dahl for Avarta og Hvidovre.

Er der noget nyt i FREM-lejren?

Ja, det må man jo nok sige.

FREM har skiftet træner siden sidste kamp.

Daniel ’Elly’ Pedersen er skiftet til en stilling som assistent i Fremad Amager i Campo Bet 2. Division.

Ny cheftræner i FREM er Marc Thevis, som er 44 år.

Han har senest været assistent i Kolding og Hillerød, men han har også kortvarigt stået i spidsen for Avarta og Holbæk.

Derudover er der kommet nye spillere til FREM, og andre er forsvundet – sådan som det altid går i en moderne fodboldklub, når der er kamppause.

Okay, var der ikke noget med, at det gik ret godt, da FREM mødte Nykøbing FC i efteråret?

Det gjorde det nemlig.

Som nævnt oven for har Nykøbing FC kun tabt en divisionskamp i denne sæson. Det var mod FREM, som tog tilbage til hovedstaden med en sejr på 2-1 i bagagen.

Malthe Karsberg bragte FREM foran kort før pausen på et skud, der gik i mål via den ene stolpe.

I anden halvleg øgede Asger Hemmingsen til 2-0 efter oplæg fra Justin Shaibu. Den tidligere B 93-spiller, Emmanuel Ogude, reducerede for hjemmeholdet, men FREM holdt føringen hjem.

Kigger vi på seneste hjemmekamp mod Nykøbing FC, blev det til et nederlag på 0-1 i sidste sæsons nedrykningsspil. Også dette mål blev scoret af Emmanuel Ogude.

Den seneste sejr på hjemmebane til FREM skal vi tilbage til 2015 for at finde. Dengang lavede Thomas Christiansen hattrick i en sejr på 3-2. Casper Andersen og Mads Lind Jensen scorede undervejs for Nykøbing FC.

Men det hører retfærdigvis med til statistikken, at der har været en del år, hvor de to klubber ikke har spillet i samme division.

Hvad siger statistikken ellers?

Hvis vi kun tager statistikken mod Nykøbing FC, er den ret lige.

FREM er i turneringssammenhæng stødt på klubben fra Falster 11 gange tidligere med fire sejre til hver som resultat. Tre kampe er med andre ord endt uafgjort. Nykøbing FC har et lille plus på målscoren (13-12).

Hvis vi regner alle forgængerne, Lolland-Falster Alliancen, Nykøbing Falster Alliancen samt B 1901 og B 1921 med, er det et større regnestykke.

Her er der 72 kampe, som er endt med 32 sejre til FREM, 20 uafgjorte og 20 nederlag. Den samlede score lyder på 136-90 i FREM’s favør.

Når statistikken er så positiv for FREM, hænger det især sammen med resultaterne mod Nykøbing Falster Alliancen. Her vandt FREM ni ud af ti gange.

Hvornår skal kampen på lørdag spilles?

Det skal den kl. 14.00 på Valby Stadion, og det bliver Daniel Kühn Christiansen, som skal fløjte den i gang. Shpend Shala og Jacob Majgård Christensen bevæbner sig med flag.

FREM håber, at rigtig mange finder vej til årets første kamp.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Arkivfoto: Claus M. Hansen

 

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk