Spændende hvilke spillere Frem har til rådighed – Foto Preben Pathuel

Lørdag spilles sidste og afgørende runde i 2. Divisions Oprykningsspil. For FREMs vedkommende betyder det en sidste bustur inden sommerferien, når Aarhus Fremad tager imod på Riisvangen kl. 14.00.

Kampen er yderst vigtig for hjemmeholdet, da de med lidt hjælp fra de højere magter – i denne sammenhæng i skikkelse af Jammerbugt FC – kan rykke op i Nordic Bet Ligaen. Det skal vi selvfølgelig gøre vores bedste for at forhindre. 

Status er, at FC Helsingør selv kan afgøre sagerne og rykke op, hvis de undgår at tabe i udekampen mod Jammerbugt. Hvis de derimod ligesom os selv forleden må se sig slået af vendelboerne, så står oprykningsdøren åben for Aarhus Fremad. Så rykker de op med en sejr over os. Begge kampe spilles samtidig. 

FREMAD ER I FORM

Det er klart, at det er værterne, der har mest på spil i kampen. Vi kan stadig avancere en smule i tabellen med en sejr, men i det store hele er det kosmetik i forhold til, hvad Fremad har på spil. 

Vi skal ikke tænke på andre kampe eller andre rækker; vi skal til gengæld ud og spille frit og komme afsted mod den kommende sæson med selvtilliden i top. 

Vi har mødt Aarhus Fremad nogle gange i 1. Division for år tilbage, men i 2. Division har vi kun mødtes i foråret 2016, hvor begge kampe gav hjemmesejre: 3-0 i Valby og 1-0 i Aarhus. 

Forhåbentlig bliver der noget at smile af – Foto Preben Pathuel

I denne sæson er det utvivlsomt Aarhus Fremad, der er bedst kørende, og de har på imponerende vis formået at holde trit med FC Helsingør, som de fleste nok havde tippet som oprykker allerede nu. 

Ikke mindst hjemmesejren over netop Helsingør for et par uger siden og midtugens storsejr på 5-1 ude over ellers stærke HIK tegner et billede af, at Aarhus Fremad er et fremragende hold, som vi skal have respekt for. Dog ikke mere end at vi skal gå benhårdt efter at stikke en kæp i hjulet for deres oprykningsdrømme denne lørdag. 

NYE BEKENDTSKABER 

Også nedrykningsspillet – eller Kvalifikationsspillet, som det retteligt hedder – finder sin afgørelse denne weekend. Efter beslutningen om at ændre på strukturen er der kun to nedrykkere denne gang, og den ene plads er taget af Ringkøbing. Vejgaard kan stadig nå at hoppe væk fra den anden plads, hvis de vinder og får hjælp andetsteds fra. Spændende bliver det. 

Ingen af nedrykkerne fra Nordic Bet Ligaen er fundet endnu, men det tyder på at blive flere hold fra Østdanmark. Til gengæld ved vi, hvem vi får fornøjelsen af nede fra Danmarksserien. Her er AB Tårnby, Roskilde KFUM, Oure-SfB og Holstebro nye bekendtskaber i 2. Division efter ferien. Det glæder vi os til. 

Der kommer nyt om den kommende sæson på hjemmesiden, så snart vi ved noget. 

Ingen behøver at falde på knæ for Aarhus Fremad – Foto Preben Pathuel

FULDT HUS 

Aarhus Fremad har på forhånd tændt de røde lamper og melder alt udsolgt til lørdagens kamp. Der er dog en flok gæve FREM-supportere, som har været tidligt ude og tager turen til Smilets By for at støtte de tværstribede. 

Kampen kan også følges live på Ekstra Bladets hjemmeside. 

God tur til dem, der skal afsted og god sommer til alle! 

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.