Der venter et københavneropgør på FREM allerede fredag aften, når det går løs i Sundby Idrætspark mod Sundby Boldklub.
Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede hjemme mod Odder, og den kamp endte med et nederlag på 1-4.
Første halvleg sluttede 0-0, men Odder kom foran efter få minutters spil i anden halvleg, da Odders Jakob Hansen fik afdriblet FREM-keeper Tobias Søderstrøm og lagt bolden hen til Thomas Rohde, som udnyttede, at målmanden var væk til at sende bolden i mål.
Noget imod spil og chancer lykkedes det for FREM at få udlignet efter små 20 minutter, da Odder ikke kunne få bolden væk efter et hjørnespark. Der opstod klumpspil, og det lykkedes for Asger Hemmingsen at prikke bolden ind.
Men Odder scorede tre gange i kampens slutfase.

Først udnyttede gæsternes Peter Kofoed, at Tobias Søderstrøm måtte give en returbold på et indlæg. Og dernæst scorede Jakob Hansen to gange – først efter oplæg fra Benjamin Suner og til allersidst direkte på frispark.
Det var anden kamp i træk, at FREM tabte med tre mål, for seneste udekamp i Holbæk endte med de samme cifre.
Vi skal tilbage til juni 2024 for at finde et nederlag på tre mål eller mere på hjemmebane til FREM. Dengang vandt VSK Aarhus med 3-0 i en kamp, der ikke havde nogen betydning for FREM, fordi oprykningen til 2. Division var sikret.
Fire mål imod på eget græs har FREM ikke oplevet siden hjemmekampen mod Esbjerg i 2. Division i september 2022 (3-4).
To nederlag på tre mål eller mere i træk skal vi tilbage til sæsonen 2008/09 for at finde.
Dengang tabte FREM på stribe 0-3 i Herfølge, 0-3 hjemme mod AB og 1-4 ude mod FC Roskilde.
Lørdagens kamp mod Odder var i øvrigt den femte FREM-kamp i træk, som i alt havde fem mål eller mere.

Hvad betød nederlaget for stillingen?
Umiddelbart ikke så forfærdeligt meget.
Sundby tabte 0-2 i Holbæk, så Amager-klubben er stadig på niendepladsen, og de er tre point efter FREM.
Yderligere to point efter ligger Vejgaard på den tiendeplads, der i sidste ende betyder nedrykning til Danmarksserien.
Netop Vejgaard tabte lørdag 1-2 ude mod Lyseng, som ligger sidst.
Odder er næstsidst, men trods sejren over FREM er de stadig ni point efter de tværstribede.
I længden kan FREM dog ikke lukrere på, at de andre hold taber. Så holdet skal gerne tilbage på sejrskurs og vise noget af det spil, som for ikke så længe siden gav sejre på 6-2 over Lyseng og 5-0 over Vejgaard.
Og Sundby er jo en direkte rival. Hvordan gik det til, da de tabte i Holbæk?
Bulletinerne fra Holbæk lyder på en fighterbetonet og en ret jævnbyrdig forestilling, hvor hjemmeholdet var skarpest.
Holbæk kom foran midtvejs i første halvleg efter en god spilopbygning i venstre side, hvor Mark Garly Pedersen til sidst sendte bolden forbi Sundbys målmand og hen til Morten Voldby Olsen, der scorede i tomt mål.
I anden halvleg blev det 2-0, da Karim el-Haddouchi sendte Morten Voldby Olsen alene med målmanden, som han udplacerede.

Hvordan har Sundbys sæson ellers været?
Sundby har haft en sæson, hvor de har været som dag og nat på hjemme- og udebane.
Hjemme er det blevet til ni sejre, en uafgjort og tre nederlag, og det har kun topholdene i oprykningsspillet, Nykøbing FC og FA 2000, gjort bedre.
Ude er det til gengæld kun blevet til tre point efter tre uafgjorte kampe og ti nederlag.
Sundby er ene om ikke at have vundet på udebane i Campo Bet 3. Division.
I hele divisionssystemet er det kun Vejle, der heller ikke har vundet endnu på udebane. Østjyderne har dog spillet uafgjort fem gange, men de er til gengæld sikre på at rykke ud af Superligaen.
Den magre pointhøst på fremmed græs er den væsentligste årsag til, at Sundby endte i nedrykningsspillet.
I dette nedrykningsspil er det foruden nederlaget i Holbæk blevet til sejre til Sundby på 2-0 over Vejgaard og 4-0 over Lyseng på hjemmebane samt 1-1 i Odder.
Men et af Sundbys tre nederlag på hjemmebane var til FREM, ikke sandt?
Det var det nemlig.
I efterårets sidste kamp vandt FREM med 2-1 i Sundby idrætspark.
Nicholas Sejr headede tidligt FREM foran, men i anden halvleg udlignede Magnus Krogh Hansen for hjemmeholdet et kvarter før tid, da han løftede bolden over Tobias Søderstrøm.
Fem minutter senere headede Justin Shaibu imidlertid en ripost i kassen og sikrede tre point til FREM.
Hvordan var det så, at det gik Sundby mod FREM tidligere på sæsonen?
Det var sæsonens første kamp, og her vandt FREM 3-2.
FREM kom foran 3-0 i første halvleg.
Her kanonerede Casper Froulund en løs bold op i krogen efter tre minutter. To minutter senere blev det 2-0, da Marco Vinterberg scorede på en ripost, og efter en lille halv time lobbede Asger Hemmingsen bolden ind til tremålsføring.
Johan Becker reducerede inden pausen, og i anden halvleg scorede Giran Pyne-Cole til slutresultatet på et kontraangreb.
Sundby er det eneste udehold, der har scoret i begge halvlege på Valby Stadion mod FREM i denne sæson. Men FREM endte altså med at vinde alligevel.
Det er de eneste to turneringskampe, FREM har spillet mod Sundby, så det er en 100 procent statistik.

Det lyder jo ikke så dårligt. Hvornår skal kampen spilles?
Det skal den fredag kl. 19.00 i Sundby Idrætspark. Og DBU har udpeget Benjamin Emil Friis til at styre slagets gang. Til at assistere sig får han Jacob Andersen samt dommeren fra lørdagens kamp mod Odder, Andreas Lindegaard Halkjær.
Ellers noget?
Ja, midtbanespilleren Daniel Warmbach er ude af karantæne, så ham har FREM-træner Marc Thevis altså igen til rådighed.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfotos: Claus M. Hansen
