To gange Aarhus i træk
De næste to spillerunder skal for FREMs vedkommende spilles i Aarhus. I første omgang gælder det en kamp mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion i den nordlige ende af byen lørdag d. 15. maj kl. 14.00.
Restriktionerne omkring kampene gør, at det kun er hjemmeholdets tilskuere, som må komme ind, men du kan se kampen på Ekstra Bladets hjemmeside med et plus-abonnement.
Efter lørdagens kamp venter endnu en udekamp i Aarhus, når turen går til Brabrand i pinsen, og efter den kamp er vi hjemme igen d. 29. maj, når der er københavnsk klassiker på programmet mod B.93. Så sæt bare kryds i kalenderen nu . men først gælder det altså Aarhus Fremad.

Forhåndsfavorit i halvknibe
Aarhus Fremad var yderst tæt på at snyde FC Helsingør for oprykningen i sidste øjeblik i sidste sæson, og denne sæson startede derfor med Fremad i favoritrollen. Den rolle skyldtes ikke mindst, at de i sidste runde bankede os med 7-0 på Riisvangen. Den øretæve skal revancheres lørdag, når vi mødes igen.
I den omvendte kamp, som var premierekampen i denne sæson var der ikke meget, der tydede på, at Aarhus Fremad skulle have point med hjem fra Valby Stadion. men det fik de. I de absolut sidste minutter lykkedes det de gul-sorte århusianere at indhente den 2-0-føring, Jacob Pind og Lucas Balck havde sørget for. Kampen endte 2-2, og selvom det var meget bedre end øretæven i Aarhus, så var det nogle slukørede fremmere, der måtte nøjes med et point i premieren. Kampen skulle dog blive starten på et ubesejret efterår for FREMs vedkommende, mens Aarhus Fremad i oktober røg ind i en lille point-krise, som har gjort, at de har kæmpet en kamp omkring 6.pladsen med de andre Aarhushold. Nu er de dog over den vigtige streg, lige som vi er.
Vigtig sejr skal følges op
Tendensen med at smide point i de sidste minutter – og sekunder – af kampene blev brudt i lørdags mod FC Sydvest, da det lykkedes at holde en føring på 1-0 hele vejen til slut og med ned i omklædningsrummet, så sejrssangen igen kunne lyde. Det var tiltrængt.
De seneste resultater mod Aarhus Fremad, som vi tidligere har haft et særdeles godt tag på, sidder formentlig i baghovedet hos de spillere, der var med. Og der er ingen bedre kur mod den slags end at tage over og hente tre point. Det er det, vi går efter. Ikke kun for at få hævn, men også for at holde fast i vores gode position i den tætte topkamp, hvor en hel stribe hold stadig slås for at komme i den nye tredjebedste række efter sommerferien.
Det bliver en tæt afgørelse, og der er ikke råd til smuttere i opløbet. Hverken hos os selv eller hos lørdagens værter. Begge skal have point for ikke at blive overhalet bagfra, og det er opskriften på en indædt fight, som kan blive afgjort på marginalerne. Med de seneste kampe in mente kan vi håbe, at det er vores tur til at have marginalerne med os.

Forstærket FREM-trup
Her sidst på sæsonen har mange spillere opsparet strafpoint, og karantænerne har det med at komme i bundter. For FREMs vedkommende var tre mand i skammekrogen i sidste kamp. Heldigvis er både Frederik Sundstrup og Andreas Lundberg tilbage igen, mens Paul Ngongo Iversen afsoner en dag mere. Det giver selvfølgelig flere valgmuligheder til cheftræner René Henriksen og teamet omkring ham – og måske også lidt luksusproblemer, når han skal overveje at skifte på et hold, der lige har vundet.
Mens vores egen topscorer sidder ude, har Aarhus Fremad råderet over alle mand. Fremad har faktisk hele to mand, der puster Paul Ngongo i nakken på topscorerlisten, da både Søren Skals Andreasen og Mathias Laursen Christensen bragte sig op på 10 sæsontræffere i sidste runde. Mathias Christensen endda med et hattrick. Dermed er de en enkelt pind efter Paul, og vi må sørge for, at de ikke kommer på tavlen lørdag.
Aarhus Fremad har en rigtig stærk og talentfuld trup med en hel del spillere, som er kommet til fra Superligahold som Vejle, Horsens, FC Midtjylland, AGF og SønderjyskE, og som er vant til et højt niveau i træning og kamp. De er en stærk enhed, som bliver svær at bryde ned. Men det er vi også selv, og det skal vi vise.
Det kræver en 100% indsats fra alle mand at holde dem væk fra mål og point, og vi skal nok være klar. Det er nu, det spidser til, og det er nu, vi skal have revanche.
God kamp til alle!