Tid til påskebold
Påsken slutter med fodbold, når FREM drager til Aarhus for at møde VSK Aarhus mandag d. 5. april kl. 13.30.
Kampen spilles på Vejlby Stadion i det nordlige Aarhus, men er uden tilskuere. Du kan følge den på livestream på Ekstra Bladets hjemmeside, og vi vil også opdatere live på klubbens egen Twitter.
Fremragende og dyr topkamp
FREM tager til Aarhus med en rigtig god oplevelse i bagagen fra sidste kamp. Topholdet Jammerbugt blev sendt hjem med en sæk på 3-0, og vi spillede os ind i topkampen i rækken igen.
Hvis du ikke har fået set målene og højdepunkterne fra sejren over Jammerbugt, så kan du se dem her fra Ekstra Bladet, TV Bella og Fremmer-Lasse.
Udover en sejr fik vi også raget et par advarsler til os, og det betyder, at både Emil Schou Jørgensen og Paul Ngongo Iversen er tvunget til at sidde over i kampen mod VSK Aarhus. så må andre træde til og fylde hullet, og det er vi sikre på, de gør.
Rasmus Grønne måtte udgå med en stor bule i panden, og Daniel Anusic, som kom ind i stedet, måtte senere udgå med en skade. Det var derfor ikke ren idyl i topkampen, men vi fik de tre point, og det var trods alt det vigtigste. Dem skal vi også gå efter mod VSK Aarhus, så vi kan holde fast i vores plads i den absolutte top.
Vildt tæt i toppen og i midten
Toptrioen i 2. Divisions pulje 1 er blevet til en kvartet. Skærtorsdag bød på to udsatte kampe, hvor Jammerbugt FC ude mødte Brabrand, og Thisted var på besøg i Dalum. Det lykkedes Jammerbugt at tilbageerobre førstepladsen, men kun med den allermindste margin efter 0-0 mod Brabrand. Jammerbugt ligger á point med B.93 helt i top – to point foran os.
Thisted FC vandt sikkert over Dalum med 4-1, og de indhenter derfor os på point. Vi ligger lige nøjagtig foran thyboerne pga en målscore, der er et enkelt mål bedre. De øverste 4 hold, som nu har spillet lige mange kampe, ligger dermed indenfor 2 point og har nogenlunde den samme målscore. Det betyder højspænding om den eneste oprykningsplads i sæsonens resterende 10 runder frem mod sommerferien.
Fra Thisted på fjerdepladsen til Middelfart på femtepladsen er der et lille hul på 5 point. Men så bliver det ekstremt tæt igen. Også her ligger 4 hold nærmest helt lige på hver sin side af den vigtige streg. Middelfart med 25 point efterfølges af en århusiansk trio, som alle har 24 point, og et af de hold er mandagens modstander fra VSK Aarhus.
Der er hård kamp om top 6, og det er uden tvivl et oplagt VSK-hold, vi møder på påskens sidste dag.
VSK Aarhus – en hård nød at knække
Hjemmeholdet fra Vejlby og Skovbakken i Aarhus er ikke en klub, vi har den store erfaring med, efter at klubben opstod som fusion i 2016. Det er fjerde gang, vi møder dem, og ingen af holdene har prøvet at vinde… De to første indbyrdes opgør i 2017 endte 1-1, og seneste møde i efteråret endte uden mål.
Det er ikke kun FREM, der har svært ved at nedbryde VSK; de har overrasket mange i denne sæson og har i lang tid ligget godt til i top 6. Nu er de røget et par pladser ned til 8.pladsen, men som sagt á point med naboerne Aarhus Fremad og Brabrand på pladserne foran.
VSK Aarhus har haft en lidt bølgende start på året med en sejr over Holbæk og to nederlag til Middelfart og Brabrand. Det skal vi ikke lægge for meget i – de vil helt sikkert være opsatte på at give os kamp til sidste fløjt i mandagens yderst vigtige kamp.
Århusianerne må dog undvære Anders Gerding Kjeldgaard, som har fået 3 dages karantæne for sit røde kort i seneste kamp.
Virtuel bustur og retro-trøje
Selvom vi spiller på udebane denne gang og derfor ikke sælger deciderede støttebilletter, så kan du sagtens støtte klubben, dig selv og os allesammen på andre måder.
BK Frem Support holder ‘virtuel bustur’, hvor du kan bestille alle de pladser, du har lyst til – se mere på fanklubbens egen Facebook-side.
Og glem ikke at bestille den helt specielle Alka/FREM retro-spilletrøje, som kun kan købes i en begrænset periode i anledning af klubbens 135 års fødselsdag i år. Deadline nærmer sig, så vent ikke for længe.
Her kan du bestille din retro-spilletrøje
God påske til alle fremmere, og og god kamp!