Den flotte sejr mod Jammerbugt i seneste runde havde givet et skud selvtillid, som skulle følges op i påskekampen mod VSK Aarhus.
Der var dog også grund til panderynker hos René Henriksen og teamet, da de hoppede i bussen for at køre vestpå. Allerede i sidste uge blev det klart, at Emil Schou Jørgensen og Paul Ngongo Iversen måtte sidde over med karantæne, og Daniel Anusic, som måtte udgå i topkampen mod Jammerbugt, var ikke blevet klar til kamp. Frederik Sundstrup og Andreas Lundberg måtte blive hjemme pga sygdom, hvilket yderligere decimerede mulighederne for at blande kortene optimalt.
Rasmus Grønne udgik også med en skade i seneste kamp, da han slog hovedet sammen med en modspiller, men han var dog blevet klar til at tage med til Aarhus. Under opvarmningen til kampen måtte Grønne dog sande, at han alligevel ikke kunne spille; han følte sig simpelthen skidt tilpas, og så måtte trænerteamet finde på noget. Nu skulle der virkelig trylles for at få defensiven på plads.
Løsningen blev at spille med unge Elias Gärtig som styrmand i midterforsvaret sammen med Emil Bjørn, mens assistenttræner Jesper Fleckner måtte være yderste reserve til forsvaret, hvis alt andet skulle kikse.
Backerne udgjordes af Christian Bramsborg og Matthias Andersen, og Armend Aslani var tilbage i startopstillingen på kanten, mens resten af opstillingen lignede sig selv.
De mørke skyer lå ildevarslende over landet, og symbolsk nok var der ikke meget, der skinnede på FREM i mandagens kamp.
Vejret denne påskedag var et kapitel for sig. Det skiftede mellem sibirisk kulde, stormende vindstød, sidelæns snebyger – og en gang imellem kiggede solen frem i korte glimt. Allerede i FREMs opvarmning var det tydeligt at se, at spillerne kæmpede med at regne vinden ud. Indlæg blev for lange, for korte og for skæve, og snakken på sidelinjen gik på, at det ville blive sådan en kamp, hvor en enkelt tilfældighed ville blive afgørende.
I starten af kampen kunne ingen af holdene rigtig få styr på bolden, og det blev til en masse indkast, målspark og skæverter på kunstgræsset ved siden af Vejlby-Risskov Hallen. Som det har været tilfældet i de foregående kampe, fik FREM et par muligheder omkring det 10. minut til Andreas Smed og André Riel i samspil på venstrekanten og herfeter en solotur fra Aslani fra højre, men ingen af mulighederne blev til mere end det.
Kort efter meldte VSK sig også ind og havde et skud over mål. Det bliver til sporadiske gode angreb i begge ender i løbet af første halvleg, som ikke bød på noget, der ligner godt spil. Begge hold havde svært at sætte noget sammenhængende spil sammen, og i stedet løb det ud i sandet – eller rettere ud over sidelinjerne.
Halvvejs i halvlegen begynder VSK at få lidt styr på afleveringerne og omstillingerne, og de kommer i feltet et par gange. Den ene gang vil de meget gerne have straffe – det får de ikke – og kort efter er det Armend Aslani, der føler sig snydt for frispark, og i stedet løber VSK kontra og kommer frem til et indlæg, som ender i målpark.
Efter en halv time mister Bramsborg og Aslani bolden i højre side langt oppe på banen, og anfører Mikkel Andersson forsøger at løse situationen ved at trække et ‘professionelt’ frispark omkring midten. Modspillerne bliver dog på benene med Andersson halsende efter sig, og det lykkedes at komme frem til et skarpt indlæg tæt på mål. Der kom dog ikke andet ud af det end et gult kort på efterkrav til Mikkel Andersson. VSK-bænken syntes, at han skulle have haft to, men de fik i stedet en detaljeret lektion i Fodboldloven af linjevogteren.
Resten af halvlegen ændrer ikke på meget; dog kommer André Riel frem til skud et par gange uden yderligere held.
Anden halvleg starter med et stort pres fra FREMs side, og det brænder på foran VSK-keeper Rasmus Froms mål. Presset udmønter sig mest i hjørnespark til FREM og febrilske forsøg på at sparke væk i den voldsomme og uberegnelige vind.
VSK-forsvaret får afværget, og de kan endnu en gang sætte gang i en omstilling denne gang i højre side. Et højt indlæg ind i FREMs felt taget af vinden, og Andreas Larsen føler sig ikke tryg ved at gå ud og forsøge at gribe. I stedet dumper bolden ned tæt på bagerste stolpe, hvor det lykkes VSK Aarhus’ Malthe Boesen at tvinge bolden ind over stregen i kamp med Andreas Larsen og Elias Gärtig. Her kom den lille tilfældighed, vi frygtede kunne blive afgørende.
FREM fortsatte ufortrødent med at forsøge at nedbryde VSK, som nu ikke havde så travlt med at skulle fremad. I stedet skal de have ros for at være gode til at isolere vores opspil på enkelte spillere, som ofte var nødt til at sparke langt, og det var ikke nemt at skabe noget på den måde. Enten tog vinden magten over bolden, eller også gjorde VSKs forsvarsspillere, som havde nogle centimeters fordel i højden i forhold til Riel, Smed og Balck.
Især André Riel trak langt ned i banen for at sætte spillet op, og FREM forsøgte at holde bolden på jorden og komme igennem på den måde. Boldsikkerheden var dog ikke høj nok, og meget af tiden gik med at erobre og generobre bolde på midten.
André Riel fik en advarsel efter 55 minutter, og han fik at vide af dommeren, at det var en, han havde sparet sammen til ved at kommentere dommerkendelserne kampen igennem. Det var dog ikke kun Riel, der var utilfreds med dommeren kampen igennem, og der var en stribe kendelser, som ikke helt var på linje med hinanden. Frustrationerne spredte sig på banen, og der blev brugt en del krudt på at slå ud med arme og fortælle dommeren, hvad han skulle dømme.
Største chance midt i halvlegen tilfaldt Andreas Smed, som headede forbi mål efter et gennembrud fra Lucas Balck i højre. Igen var det den gamle historie om, at man skal ramme målet for at kunne score, og at man skal score i sine gode perioder. Det kneb med begge dele, desværre.
Efter 65 minutter ryster René Henriksen posen en smule og skifter Aslani og Balck ud med Ayoub Sørensen og Andreas Agermose Hansen, som tager hver sin kant og skubber Andreas Smed på toppen.
Energien fra de to nye fejler ikke noget, men de lider ligesom resten under de svære forhold og kæmper med at finde huller i VSKs defensiv. Det bliver dog til nogle ok indlæg fra kamterne, og Andreas Hansen har endda selv en rigtig god chance for at komme på tavlen, men han header forbi.
De sidste 10 minutter er nærmest ét langt pres fra FREMs side for at få point med hjem. Næsten alle er trukket med frem i og omkring feltet, og VSK har svært ved at få clearet. De får lidt luft via en udskiftning, som strækker sig over hele to spilstop, og dommeren kommer hjemmeholdet lidt til undsætning i overtiden, da to VSK-spillere løber ind i hinanden og får frispark…
Elias Gärtig er blevet afløst af Frederik Balslev, som forsøger sig med vævre driblinger, men heller ikke han har heldet og marginalerne med sig.
Allertættest på udligning kommer FREM dybt inde i overtiden, da et af de mange hjørnespark ender hos Emil Bjørn, som fra få meters afstand forsøger sig med et akrobatisk saksepark. Afslutningen kunne godt have givet et par stilpoint, men mål gav den ikke; den gik over overliggeren til målspark.
Herefter løber tiden ud, og FREM må endnu en gang konstatere, at kolde, forblæste kunstgræsbaner i Jylland ikke er holdets livret. Nu venter to hjemmekampe og en tur til Holbæk i de næste tre kampe, før Jylland kalder igen. Vi må op på hesten allerede på lørdag, når SfB-Oure kommer til København.
Nederlaget betød, at de øvrige tophold rykkede lidt fra i toppen, og efterfølgerne – herunder VSK Aarhus – kom lidt tættere på. Spændingen er intakt, og der er masser af drama i vente endnu, før sæsonen slutter om præcis to måneder.
Vi håber, at det bliver muligt at invitere vores trofaste fans, tilskuere og partnere indenfor snart – det trænger vi alle til.
Matchfacts
VSK Aarhus – FREM 1-0 (0-0)
Mål:
1-0 Malthe Harbo Boesen (51.)
Advarsler:
VSK Aarhus: Jonas Spornberger (87.)
FREM: Mikkel Andersson (30.), André Riel (55.), Elias Gärtig (70.)
Holdopstillinger:
VSK Aarhus (formation ukendt):
Rasmus Alexander From – Magnus Enggaard Hansen, Rasmus Borup Nielsen, Jacob Hansen Niklassen, Jacob Green-Pedersen, Martinus Mandal, Jonas Spornberger, Malthe Karsberg Rasmussen, Marcus Sloth Jørgensen, Malthe Harbo Boesen, Oscar Scott Carl
FREM: Andreas Larsen – Christian Bramsborg, Emil Bjørn, Elias Gärtig, Matthias Andersen – Andreas Smed, Mikkel Andersson, Jacob Pind, Armend Aslani – Lucas Balck, Andre Riel
Udskiftninger:
FREM: Ayoub Sørensen ind for Lucas Balck (65.)
FREM: Andreas Agermose Hansen ind for Armend Aslani (65.)
FREM: Frederik Balslev ind for Elias Gärtig (87.)
VSK Aarhus: Mathies Skjellerup ind for Martinus Mandal (90.)
For FREM blev Jesper Fleckner, Oliver Basse, Magnus Juul Davidsen og Rasmus Wedege ikke benyttet
Dommer: Sebastian Tornhøj Nielsen
Tilskuere: Ingen (på grund af Covid-19 pandemien)