Storsejr til FREM i pokalen: 9-0 – og tilbage til hovedstaden!

FREM er klar til anden runde i Sydbank Pokalen efter en sikker sejr på 9-0 på udebane mod Listrup. Den nye angriber, Christian Helev, lavede hattrick, mens både Armend Aslani og Isak Tånnander blev dobbelte målscorere. Jakob Skovgaard Larsen og Frederik V. Kristensen stod for de to sidste scoringer.

Der var aldrig tvivl om udfaldet i kampen på Falster. To tidlige mål gjorde opgaven for meget svær for hjemmeholdet, og man må bare sige, at de klare sejrscifre var ganske retvisende for kampbilledet.

LUIF’s målmand kom på overarbejde Foto: Preben Pathuel

Der var mange ændringer på FREMs hold i forhold til holdets seneste turneringskamp, som var den fatale udekamp mod Middelfart (1-2), som betød, at klubben røg i 3. Division efter ellers at have ligget i top-6 efter alle de første 25 runder af turneringen – men altså ikke efter den altafgørende runde 26.

Faktisk var det kun venstrebacken Matthias Andersen, midterforsvareren Emil Schou Jørgensen samt midtbanemotoren Jacob Pind, som både var i startopstillingen mod Middelfart og Listrup.

Jacob Pind var valgt som anfører Foto: Preben Pathuel

Falstringerne holder til nogle kilometer øst for Nykøbing, og de var oppe at kigge i Danmarksserien tilbage i nullerne. Men i dag er klubben i Lolland-Falsterserien, som nu er niveauet under Sjællandsserien. På fodbold-pyramiden svarer det altså til den københavnske Serie 1.

Til tirsdagens pokalkamp på det lille, solbeskinnede anlæg havde de ikke uventet valgt en defensiv taktik med blot en enkelt angriber. Men det hjalp dem ikke umiddelbart.

Meget hurtigt stod det klart, at FREM ganske enkelt spillede i et tempo, som hjemmeholdet ikke er vant til. Det gik for hurtigt for dem – både i tanke og i handling.

Den tidligere Frederikssund-spiller, Christian Helev, åbnede scoringen efter fem minutters spil, da han sparkede bolden i kassen i fri position midt for mål. Og Jakob Skovgaard Larsen fulgte op med et lækkert mål på et fladt langskud, som midtbanespilleren fejrede med adskillige imponerende badutspring.

I det hele taget fik den tidligere Roskilde- og HIK-spiller en lovende debut, hvor han fra sin position centralt på banen strøede om sig med lækre afleveringer, som FREM sagtens kan få megen glæde af i løbet af sæsonen.

I tirsdagens kamp var der efter de to første mål spillet mindre end et kvarter. Og et lille kvarter senere blev det 3-0 efter opspil i FREMs venstre side med førstegangsafleveringer i Barcelona-stil. Til sidst lagde Christian Helev bolden skråt bagud til Frederik V. Kristensen. Den tidligere Thisted-spiller var upresset i situationen, og det benyttede han sig af ved at sende bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet.

FREMs Armend Aslani har været i klubben i et par sæsoner, og om ham ved vi, at han har et godt skud fra distancen. Men efter en god halv times spil viste han en prøve på en anden side af sit repertoire, da han med kuglen klistret til fødderne ganske enkelt løb forbi alt og alle, inden han passerede Listrups målmand, Nicolai Kørvel Rasmussen, til 4-0.

Men FREM var slet ikke færdige.

Mod slutningen af halvlegen headede Isak Tånnander bolden i kassen til 5-0 efter opspil i FREMs venstre side, og minuttet efter straffede Armend Aslani en opspilsfejl fra falstringerne ved at score fra kort afstand.

I mellemtiden havde Listrup haft deres to første og – skulle det vise sig – eneste muligheder i kampen.

I det ene tilfælde forsøgte hjemmeholdet at overrumple Rasmus Wedege med en optimistisk afslutning langt udefra i stil med den, som Patrik Schick fra Tjekkiet scorede på i kampen mod Skotland ved det nyligt overståede EM. I modsætning til sin skotske kollega, David Marshall, havde FREM-målmanden dog styr på situationen.

Inden da havde en af Listrups forsvarsspillere, Søren Damgaard, forsøgt sig med en hovedstødsafslutning efter hjørnespark, men her var vinklen for spids til, at Rasmus Wedege var truet. Det endte med målspark i den situation.

”Det var første sæt,” råbte en optimistisk FREM-fan ved pausefløjtet med henvisning til pause-cifrene, som oftere ses på anlægget i Wimbledon end på alverdens fodboldbaner.

Anden halvleg fortsatte umiddelbart i samme stil, som første halvleg sluttede.

Allerede i første minut gjorde Isak Tåmnander det til 7-0 på et meget smukt mål, hvor den tidligere HIK-spiller fra højre side af straffesparksfeltet elegant løftede bolden op i modsatte kryds uden chance for Nicolai Kørvel Rasmussen.

Fremmerne efter endnu en scoring Foto: Preben Pathuel

I fortsættelsen skulle Listrup-målmanden dog give visse prøver på, at han slet ikke er en dårlig målmand. Det var ikke mindst takket være ham, at hjemmeholdet undgik, at nederlaget blev tocifret.

FREM lettede retfærdigvis også lidt på gaspedalen i anden halvleg og prøvede forskellige kombinationer.

I to af tilfældene gav det bonus for Christian Helev, der har banket mange mål ind for Frederikssund i Danmarksserien, og som gav løfter om, at han måske også kan gøre det for FREM i 3. division.

Efter et kvarters tid scorede angriberen i fri position efter et indlæg fra venstre side, og i det næstsidste minut satte han trumf på, da han sparkede bolden i mål efter at have udnyttet, at Nicolai Kørvel Rasmussen måtte give en ripost på et hårdt skudforsøg.

Listrup skal have ros for, at holdet på intet tidspunkt slog op i banen. Holdet kæmpede til det sidste, men det var også tydeligt i anden halvleg, at de havde brugt mange kræfter på at begrænse nederlaget.

For FREM endte kampen med at blive en god gang træning og et skud selvtillid, inden turen gik tilbage til hovedstaden. Holdet er klar til anden runde af Sydbank Pokalen, som skal spilles i dagene omkring næste månedsskifte.

Inden da venter i første omgang en udekamp i 3. Division mod Næsby på lørdag.

Matchfacts

Listrup UIF – FREM 0-9 (0-6)

Mål:

0-1 Christian Helev (6.)

0-2 Jakob Skovgaard Larsen (13.)

0-3 Frederik V. Christensen (26.)

0-4 Armend Aslani (33.)

0-5 Isak Tånnander (41.)

0-6 Armend Aslani (42.)

0-7 Isak Tånnander (46.)

0-8 Christian Helev (61.)

0-9 Christian Helev (89.)

Advarsler:

Listrup UIF: Simon Christiansen (34.)

Holdopstillinger:

Listrup UIF: Nicolai Kørvel Rasmussen – Christian Sylow, Simon Spang Nielsen, Søren Damgaard, Anders Clemmensen – Simon Christiansen, Victor Prins, Jasper Lejbølle, Kristian Bondegaard Jensen, Mathias Christensen – Magnus Møller Jensen

FREM: Rasmus Wedege – Mohammed Youssef, Kristoffer Dirksen, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen – Jakob Skovgaard Larsen, Frederik V. Kristensen, Jacob Pind, Armend Aslani – Isak Tånnander, Christian Helev

Udskiftninger:

FREM: Frederik Sundstrup ind for Matthias Andersen (46.)

FREM: Christian Bramsborg ind for Mohammed Youssef (46.)

FREM: Rasmus Grønne Jensen ind for Kristoffer Dirksen (51.)

Listrup UIF: Rasmus Bergmann ind for Jasper Lejbølle (51.)

FREM: Frederik Balslev ind for Jakob Skovgaard Larsen (56.)

FREM: Oliver Møller Jensen ind for Armend Aslani (56.)

Listrup UIF: Aksel Høst Christensen ind for Mathias Christensen (75.)

Listrup UIF: Rasmus Thousig Møller ind for Anders Clemmensen (75.)

Listrup UIF: Martin Christensen ind for Christian Sylow (84.)

For FREM blev Vitus Sindahl (målmand) ikke benyttet

Dommer: Casper Thorsøe jr. Tilskuere: 120 (anslået)

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk