Hjem til Aarhus, åh-åh.

På Slaget 12s efterhånden 35 år gamle hit lød ud af højttaleren på Valby Stadion efter lørdagens kamp mod VSK Aarhus, som FREM vandt med 3-1 efter to meget flotte mål i anden halvleg, som var velspillet.

Og – ja – VSK skulle hjem til Aarhus, hvor de kan nu kan tygge lidt på at være bagud med syv point i kampen om oprykning til 2. division. FREM har ovenikøbet den klart bedste målscore af de to hold. Så selvom intet er afgjort endnu, så skal man være noget af en sortseer for ikke at sige, at det ser godt ud for FREM efter den syvende sejr på stribe.

Claus Mohrhagen fra BK Frem og Asger og Kristina fra BK FREM SUPPORT overrækker blomster og gaver til Kristoffer Dirksen der spillede sin kamp nr. 100 i sidste uge – Foto Claus M. Hansen

VSK Aarhus havde inden topbraget i Valby spillet ti kampe i træk uden nederlag. Heraf havde de vundet de sidste fem kampe – bl.a. 2-0 hjemme over førerholdet FC Roskilde.

Det var med andre ord et kompetent og formstærkt hold, FREM skulle spille imod. Men kompetente og formstærke er FREM jo også selv, kan man indvende.

FREM-træner René Henriksen havde lavet to ændringer i forhold til sidste rundes udekamp mod Dalum, som hans tropper med hiv og sving havde vundet 2-1 på et sent mål af Frederik V. Kristensen.

Målmand Sebastian Sørensen var syg til, denne lørdags kamp, og det betød comeback til Rasmus Wedege imellem stængerne. Desuden var Lucas Balck røget på bænken til fordel for Oliver Møller-Jensen, der jo scorede begge FREMs mål i efterårets udekamp mod VSK Aarhus (2-1).

Lørdagens forestilling begyndte ganske jævnbyrdigt – med et lille overtag til VSK Aarhus.

Men det var FREM, der fik den første store chance. Og det var en af dem, som man helst ikke må brænde.

Sikker scoring af Lodberg på straffespark – Foto Claus M. Hansen

Efter seks minutters spil fik FREM slået bolden ind til Lucas Lodberg, som blev fældet. Og da det foregik i straffesparksfeltet, var dommer Oliver Simbold ikke i tvivl.

Han pegede på pletten, og det var en sag for Lucas Lodberg selv.

Fløjspilleren tog tilløb og scorede med stor sikkerhed, da han placerede bolden til højre for sig selv, imens VSK Aarhus-målmanden, Rasmus From, kastede sig til den modsatte side.

Hvor utroligt det end lyder, var det første gang i denne sæson, at FREM scorede på et straffespark.

FREMs hidtil sidste mål på straffe var i maj sidste år, hvor Armend Aslani scorede fra 11 meter i nederlaget på udebane mod Aarhus Fremad (1-3).

Målet slog nu ikke gæsterne omkuld.

Rasmus Wedege havde overtaget målet fra en syg Sebastian Sørensen og det gjorde han godt – Foto Claus M. Hansen

De fortsatte med at være mest på bolden, men FREMs forsvar stod solidt, så de havde svært ved at skabe gennembrud og chancer.

FREM kom midtvejs i første halvleg bedre med i den offensive del af spillet, og det kunne meget vel have ført til endnu et mål til FREM.

Efter en lille halv time missede Christian Bramsborg i første omgang en lang fremlægning i højre side. Men han fik nu fat i kuglen alligevel og lagde et højt indlæg ind i straffesparksfeltet, hvor Lucas Lodberg headede på mål fra ti meters afstand. Bolden endte dog lidt over overliggeren.

Herefter fulgte en lidt rodet periode, men langsomt erobrede VSK igen initiativet.

Ti minutter før pausen havde det nær givet pote, da Rasmus Wedege først måtte bokse en bold væk. Det gav i stedet en skudmulighed til forsvareren Frederik Søvndahl, der skød på mål fra 10-12 meters afstand i straffesparksfeltets venstre side. Rasmus Wedege kunne dog redde forsøget uden de store problemer.

I den anden ende var Oliver Andersen tæt på tre minutter senere, hvor angriberen afsluttede et glimrende FREM-angreb ved at trække til højre og skyde på mål. Hans flade skud suste lige forbi venstre stolpe.

Om den uheldige Anders Kjeldgaard overhoved fattede han havde scoret vides ikke han var meget groggy og måske var det uforsvarligt at lade ham fortsætte – Foto Claus M. Hansen

Alligevel var det ikke ufortjent, at VSK kunne udligne få minutter senere.

Det skete efter en hjørnesparksbold i venstre side, som endte helt ovre ved modsatte stolpe, hvor backen Anders Gerding Kjeldgaard dukkede op og headede bolden ind i netmaskerne med et hårdt hovedstød.

Uheldigvis for målscoreren havde han så meget fart på ved scoringen, at han bankede ind i stolpen og slog sig slemt. Han forsøgte at fortsætte, men efter få minutters spil stod det klart, at han ikke kunne fuldføre kampen.

Blandt andet derfor blev første halvleg en temmelig lang en af slagsen. Der var indtil flere spilstop, selvom kampen ikke var hårdt spillet. Det understreges også af, at Oliver Simbold ikke en eneste gang i hele kampen tog det gule kort frem.

I første halvlegs tillægstid fik VSK faktisk endnu en chance, da det lykkedes for dem at spille sig igennem FREMs forsvar på tværs fra venstre mod højre. I højre side af straffesparksfeltet stod backen Jacob Hansen Niklassen parat og sendte en flad afslutning afsted. Den kunne Rasmus Wedege dog let samle op.

Der blev kæmpet hårdt for at forhindre yderligere scoringer af VSK og Dirksen spillede en forrygende kamp på midtbanen – Foto Claus M. Hansen

Men også i anden halvleg var det VSK, der til at begynde med havde fat i den lange ende.

Deres høje pres gav FREM problemer med at sætte angreb sammen, og de tværstribede kom ofte i defensiven. Det plejer ellers at være det gæstende holds lod i 3. divisionskampene på Valby Stadion.

Efter fire minutters spil af anden halvleg gav spilovertaget VSK en god mulighed, hvor den evigt udfordrede Thais Damgaard Nielsen til sidst spillede sig selv fri til skud fra kanten af feltet. Han skruede dog afslutningen lidt for langt til venstre.

Efter ti minutters spil kom FREM imidlertid bedre med.

Emil Schou Jørgensen havde et godt hovedstødsforsøg – Foto Claus M. Hansen

Det resulterede i  en række hjørnespark, som Jakob Skovgaard Larsen tog sig af på kompetent vis. Ved et af dem fik VSK Aarhus i første omgang afvist, men her sendte Christian Bramsborg bolden fra højre side tilbage i straffesparksfeltet, hvor Emil Schou Jørgensen kun manglede få centimeter i at nå højest. Det kunne have gjort forsvarsspilleren til målscorer for anden kamp i træk, for han scorede jo det første mål i sidste uges sejr over Dalum.

Kampen tippede på dette tidspunkt på en knivsæg, og efter godt et kvarters spil kunne den meget vel være tippet til VSKs fordel.

Her kørte udeholdet et meget langt angreb, som FREM havde store problemer med at få afvist. Det sluttede med en hovedstødsafslutning fra venstre side af målfeltet fra angriberen Jonas Andersen, som til FREMs held endte lidt til venstre for målet.

I stedet foretog René Henriksen midtvejs i anden halvleg en dobbelt-udskiftning, som gav plads til Pablo Basarte og Isak Tånnander på banen.

Det gav fuld valuta få minutter senere.

Først modtog Isak Tånnander bolden i venstre side, hvor han lagde bolden skråt bagud til Frederik V. Kristensen, som med fuld kraft hamrede til bolden, så den peb i mål tæt op ad venstre stolpe, hvor Rasmus From slet ikke kunne nå ud.

Frederik V. Kristensen scorede igen et vigtigt mål og lykønskes her af en tændt Jakob Skovgaard – Foto Claus M. Hansen

Det var Frederik V. Kristensens femte mål i dette forår. Og det var tredje kamp i træk, som han spillede, hvor han også scorede. Så midtbanespilleren har virkelig været forrygende, og han har en stor del af æren for, at det er gået FREM så godt, som det er.

Men VSK havde dårligt nået at vænne sig til at være bagud med et mål, førend de var bagud med to.

Christian Bramsborg markerede sig med en god offensiv indsats i denne kamp, og efter en lille halv time fik han fra sin højre kant i to omgange sendt bolden kort hen til Kristoffer Dirksen, der spillede sin FREM-kamp nummer 101 i dagens opgør.

På et indlæg fra Kristoffer Dirksen sparker Isak Tånnander bolden i mål – Foto Claus M. Hansen

Anføreren kom i bund, lagde bolden kort ind til Isak Tånnander, der på fremragende vis drejede bolden fra den spidse vinkel forbi Rasmus From til 3-1 til FREM.

Det var Isak Tånnanders divisionsmål nummer 16 i denne sæson, og det var hans første scoring, siden de to mål, han lavede mod Herlev i grundspillets næstsidste kamp. I den efterfølgende kamp mod Vanløse (2-0) blev han som bekendt skadet efter fem minutters spil.

I denne lørdags kamp fortsatte VSK umiddelbart med at klø på.

Fem minutter efter Isak Tånnanders mål brød Jacob Hansen Niklassen igennem i højre side, og han fik lagt bolden ind til Jonas Andersen, som det i allersidste øjeblik lykkedes for FREM at få tacklet, inden han ganske givet havde reduceret.

På mange måder kan man sige at isak trak de sidste tænder ud på VSK – Foto Claus M. Hansen

Men FREM fik en endnu større mulighed med små ti minutter tilbage af kampen.

Her kom Oliver Andersen alene med Rasmus From i straffesparksfeltets venstre side. FREM-angriberen tøvede en anelse, og i stedet for at skyde på mål lagde han bolden tilbage til Jakob Skovgaard Larsen. Han havde så den fordel, at der nu ikke længere var en mand, der måtte tage med hænder inde på stregen. Til gengæld var der flere andre modstandere på vej ind mod målfeltet, og det hele endte med, at midtbanespilleren sendte kuglen over mål.

Derefter var det som om, at ballonens gas forsvandt med blæsten op i forårssolen. VSK forsøgte stadig, men det blev ikke med helt samme energi og dygtighed som hidtil i kampen.

Derfor kunne FREM til sidst notere sig for gevinst nummer syv i streg – og den ottende kamp på stribe uden nederlag.

Andetsteds måtte FC Roskilde samtidig nøjes med 2-2 hjemme mod Næsby. Dermed er domkirkebyens mandskab nu kun et enkelt point foran FREM inden det første indbydes opgør i slutspillet.

Husk vigtig kamp på torsdag i Roskilde – Foto Claus M. Hansen

Den dyst er der al mulig grund til at glæde sig til, og hvis FREM vinder, kan de tværstribede altså overtage den førsteplads, som roskildenserne ellers har siddet på i hele turneringen.

Kampen finder sted torsdag kl. 19.00 på Roskilde Stadion.

Matchfacts

FREM – VSK Aarhus 3-1 (1-1)

Mål
1-0 Lucas Lodberg (str., 7.)
1-1 Anders Gerding Kjeldgaard (42.)
2-1 Frederik V. Kristensen (71.)
3-1 Isak Tånnander (73.)

Advarsler

Ingen

Holdopstillinger

FREM: Rasmus Wedege – Christian Bramsborg, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Matthias Andersen – Kristoffer Dirksen – Oliver Møller-Jensen, Frederik V. Kristensen, Jakob Skovgaard Larsen, Lucas Lodberg – Oliver Andersen

VSK Aarhus: Rasmus From – Anders Gerding Kjeldgaard, Frederik Søvndahl, Oscar Jacobsen, Jacob Hansen Niklassen – Malthe Karsberg Rasmussen, Marcus Sloth Jørgensen, Jonas Spornberger – Mathies Skjellerup – Thais Damgaard Nielsen, Jonas Andersen

Udskiftninger

VSK Aarhus: Simon Søndergård Rasmussen ind for Malthe Karsberg Rasmussen (26.)

VSK Aarhus: Rasmus Fink Hansen ind for Anders Gerding Kjeldgaard (45 +1.)

FREM: Isak Tånnander ind for Oliver Møller-Jensen (69.)

FREM: Pablo Basarte ind for Matthias Andersen (69.)

VSK Aarhus: Tobias Bach ind for Jonas Andersen (82.)

VSK Aarhus: Majaliwa Msabaha ind for Jonas Spornberger (82.)

FREM: Mohammed Youssef ind for Christian Bramsborg (83.)

FREM: Rasmus Fugl ind for Kristoffer Dirksen (85.)

For FREM blev Lucas Balck, Magnus Juul Davidsen og Balder Stensgaard ikke benyttet

Dommer: Oliver Simbold

Tilskuere: 1.512

Sejrsfoto – Foto H.O.

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk