Takket være to sene mål af Paul Ngongo Iversen og Lucas Balck vandt FREM årets sidste hjemmekamp mod Holbæk med 2-0, og på denne måde lykkedes det at holde fast i holdets status som ubesejret i 2. Division i nu 11 kampe.
Efter en ret trist første halvleg kom der gang i sagerne i anden halvleg af lørdagens kamp, hvor FREM fik lagt et bedre tryk på udeholdet, der retfærdiggjorde, at det tålmodige tværstribede mandskab igen kunne synge sejrssangen efter 0-0 i sidste hjemmekamp mod VSK Aarhus.
I mellemtiden skulle der have været spillet en udekamp mod Jammerbugt FC, der ligeledes er ubesejrede. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi situationen omkring coronavirus har lukket Nordjylland ned.
Ingen ved netop nu, hvornår kampen så skal spilles. Men forårsprogrammet kan blive temmelig sammenpresset for vendelboerne, der også har fået udsat denne weekends kamp mod Brabrand og næste uges dyst mod Næsby.
Men den tid – den sorg. Denne novemberlørdags kamp mod Holbæk skulle spilles. Og her havde FREM-træner René Henriksen blandet kortene anderledes end til opgøret mod VSK Aarhus.
Emil Schou Jørgensen og Daniel Anusic var ikke med i truppen, og Andreas Lundberg begyndte kampen mod Holbæk på bænken. Det samme måtte den tidligere Holbæk-spiller, Emil Bjørn.
På banen var til gengæld kommet Elias Gärtig, Matthias Andersen og Jacob Pind. Desuden var der en debutant på venstre fløj i skikkelse af den tidligere OB- og AaB-spiller, Mathias Thrane. Han har senest spillet for Nykøbing FC, men nu tørner han altså ud for FREM.
Efter årstiden var det et glimrende fodboldvejr – ti grader og hverken regn eller vind – men første halvleg blev nu en småtrist omgang for de godt 400 tilskuere.
Holbæks træner, Lars Feist, havde valgt at stille med en femmandsmidtbane, der lagde et højt pres på FREM. Og det havde en vis effekt.
Det slog i høj grad FREMs opspil i stykker, og alt i alt havde Holbæk nok bolden mest i første halvleg. Til gengæld lykkedes det ikke for nordvestsjællænderne at skabe ret mange chancer.
Holbæks bedste mulighed i første halvleg kom cirka midtvejs, hvor den lille, hurtige fløjspiller, Mikkel Jensen, var søgt ind i feltet. Her modtog han bolden efter opspil i gæsternes venstre side, og han fik også skudt på mål. Der manglede dog saft og kraft i forsøget, og FREMs målmand, Tobias Brogaard Larsen, kunne med fødderne sætte et modangreb i gang i stedet.
FREM virkede lidt farligere, når det en sjælden gang imellem lykkedes at komme igennem modstandernes kompakte midtbane.
Efter godt ti minutters spil lykkedes det for Mathias Thrane at få slået et godt indlæg fra venstrekanten ind midt i feltet, hvor han sigtede efter Paul Ngongo Iversen.
Bolden lå lidt bag FREM-angriberen, men på akrobatisk vis lavede han et saksespark, der blev til et målforsøg.
Det er imidlertid en svær, teknisk detalje, og Paul Ngongo Iversen fik ikke helt fart nok på sit saksesparksforsøg til, at det kunne true Holbæks målmand, Frederik Hansen.
Samme Frederik Hansen blev heller ikke voldsomt udfordret af et hovedstødsforsøg fra Tonni Adamsen syv minutter før pausen.
Her havde FREM ellers fået strikket et ret godt angreb sammen, der sluttede med en høj aflevering fra Jacob Pind på kanten af feltet ind til Tonni Adamsen tæt på venstre side af målfeltet. Men også her manglede der noget fart på afslutningsforsøget.
To minutter før pausen fik samme Tonni Adamsen udnyttet, at man ikke kan blive offside på et indkast.
Han spænede i bund i højre side og fik lagt bolden ind i feltet med det resultat, at Matthias Andersen nogle sekunder senere kunne notere sig for et skudforsøg fra venstre side. Undervejs havde bolden imidlertid ramt en modstander med det resultat, at der var meget rundskævt i den, så den blev for svær at kontrollere for FREM-backen. Resultatet blev et målspark til Holbæk.
I pausen valgte René Henriksen at foretage en udskiftning.
Lucas Balck kom på banen i stedet for Andreas Hansen fra starten af anden halvleg, som FREM kom ud til med et bedre offensivt udtryk.
Jacob Pind var i fokus i anden halvlegs start med et forsøg direkte på frispark og inden da med en god dribletur i venstre side, som han også fik afsluttet med et skud på mål. Her var vinklen dog så spids, at Frederik Hansen uden større problemer kunne regne ud, hvor forsøget ville komme.
I den anden ende var der et forsøg direkte på frispark af den tidligere FREM-spiller, Gustav Gjøg. Han spillede mest back, mens han var i klubben, men i Holbæk er han overgået til at være midterforsvarer.
Hans frisparksforsøg endte nu et stykke over både Tobias Brogaard Larsen og FREMs mål.
Tonni Adamsen forsøgte sig også direkte på frispark.
I hans tilfælde var det noget længere udefra, men han har tidligere vist, at han godt kan score på den slags muligheder, selvom afstanden er stor.
I dette tilfælde kom kuglen ikke så langt i første omgang, men nedfaldsbolden endte hos Lucas Balck, der med et kvalificeret forsøg tordnede bolden tæt op ad målrammen.
Uret nærmede sig på dette tidspunkt en time, og det plejer at være tegn på, at der skal ske udskiftninger.
Det gjorde der også i denne anden halvleg, hvor FREM fortsatte med at være mest på bolden, mens de hvidblusede gæster i højere grad end i første halvleg måtte leve på kontraangreb.
Indskiftede Armend Aslani afsluttede et fornuftigt angreb, hvor han ramte Paul Ngongo Iversen med det resultat, at bolden strøg lige forbi venstre stolpe. Og minuttet efter forsøgte Jacob Pind at placere bolden i målet tæt ved højre stolpe med en følt afslutning fra kanten af feltet. Han måtte dog se Frederik Hansen nå ned og få reddet.
Endnu et minut senere var Frederik Hansen kommet lidt langt ud i venstre side af eget straffesparksfelt, da han sparkede bolden op ad banen. Han ramte ved den lejlighed Jacob Pind, der straks forsøgte at sende bolden i tomt må. Frederik Hansen kom imidlertid tilbage og fik dækket buret.
Med et kvarter tilbage fik Holbæk igen et frispark tæt på FREMs straffesparksfelt.
Denne gang blev det en sag for angriberen Malte Sjørslev, der forsøgte at udnytte, at spillerne i FREMs forsvarsmur hoppede. Tobias Brogaard Larsen havde dog helt styr på det flade forsøg og reddede let.
I stedet løb FREM op og scorede i den anden ende!
Holbæk kom under hårdt tryk, og de havde svært ved at holde Tonni Adamsen. I udeholdets forsøg på at sparke bolden ud af straffesparksfeltet fik Tonni Adamsen i stedet tacklet bolden hen til Paul Ngongo Iversen, som i højre side af målfeltet kunne sende bolden forbi Frederik Hansen og ind til 1-0.
Det var sjette sæsonmål for 20-årige Paul Ngongo Iversen.
FREM-scoringen tvang nordvestsjællænderne længere frem på banen, og et par minutter efter FREMs mål fik de deres bedste chance i hele kampen.
Indskiftede Hamzah Abdul Nassiru førte bolden frem, og han lagde den ud i venstre side af straffesparksfeltet, hvor Victor Sørensen kom alene med Tobias Brogaard Larsen. Det lykkedes også for Holbæk-kantspilleren at passere FREM-keeperen, men han måtte se bolden stryge på tværs af målfeltet – og hjemmeholdet i stedet starte et modangreb.
Fem minutter før tid fik Malte Sjørslev headet på mål efter et indkast, men hans forsøg var for harmløst til at kunne true Tobias Brogaard Larsen. Og tættere på kom Holbæk ikke.
I stedet gav offensiven bagslag fire minutter inde i dommer Philp Warburgs tillægstid, da Lucas Balck udnyttede, at man ikke kan blive offside på egen banehalvdel.
Han modtog bolden i venstre side og løb alt, hvad han kunne ned mod Frederik Hansen, der i første omgang fik forsinket – men ikke standset – Lucas Balcks planer. I mellemtiden havde en markspiller taget plads på stregen, men vel vidende at det er sværere, når en modstander ikke må bruge sine hænder, var det en smal sag for Lucas Balck at placere bolden uden for hans rækkevidde og dermed fordoble FREMs føring.
Det blev kampens sidste spark, og dermed kunne FREM for en stund indtage rækkens andenplads – et point efter Jammerbugt, der altså har en kamp i hånden.
Det varede dog kun en time, for i mellemtiden vandt B.93 hjemme over SfB/Oure med 1-0, og dermed er ’Den Hvide Dame’ nyt tophold i rækken. Men de har altså spillet en kamp mere end FREM.
Netop SfB/Oure er sidste modstander i 2020 for FREM på udebane næste lørdag.
Matchfacts
FREM – Holbæk 2-0 (0-0)
Mål.
1-0 Paul Ngongo Iversen (77.)
2-0 Lucas Balck (90. +4)
Advarsler:
FREM: Matthias Andersen (53.), Andreas Lundberg (88.)
Holbæk: Nikolaj Brandt Frandsen (15.)
Holdopstillinger:
FREM: Tobias Brogaard Larsen – Frederik Sundstrup, Elias Gärtig, Rasmus Grønne Jensen, Matthias Andersen – Andreas Hansen, Mikkel Andersson, Jacob Pind, Mathias Thrane – Tonni Adamsen, Paul Ngongo Iversen
Holbæk: Frederik Hansen – Mads Bobjerg Larsen, Triston Hall, Gustav Gjøg, Christian Olsen – Nikolaj Brandt Frandsen, Ferdinand Romme Bangsgaard, Casper Jørgensen – Mikkel Jensen, Victor Sørensen – Malte Sjørslev
Udskiftninger:
FREM: Lucas Balck ind for Andreas Hansen (46.)
Holbæk: Jonas Bengtsson ind for Nikolaj Brandt Frandsen (64.)
FREM: Armend Aslani ind for Mathias Thrane (66.)
Holbæk: Hamzah Abdul Nassiru ind for Mikkel Jensen (66.)
FREM: Emil Bjørn ind for Matthias Andersen (81.)
FREM: Alexander Holst Christiansen ind for Tonni Adamsen (81.)
FREM: Andreas Lundberg ind for Mikkel Andersson (85.)
For FREM blev Magnus Juul Davidsen og Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet
Dommer: Philip Warburg
Tilskuere: 406