FREMs tredje kamp i slutspillet var et topopgør mod Ishøj som i sidste uge overtog 2. pladsen i rækken. I forhold til kampen sidste lørdag havde FREM ændret på et par pladser, Tobias Noer og Martin Conley havde fået chancen fra start på bekostning af August Andersen og Berkay Sahin.
Første halvleg blev absolut ikke nogen nydelse fra FREMs side, mængden af fejl var lidt for stor og FREM vandt sjældent duellerne midt på banen. Ishøj havde da også kampens første chance, da Rasmus Grønne var tæt på et selvmål da han rettede en aflevering af, fra den tidl. FREM spiller Ibrahim Badran.
FREM havde dog en kæmpe mulighed efter et kvarters spil, da Ishøjs målmand ikke kunne holde et skud fra Egzon Seqiri, og han nærmest tabte bolden i retning af målet. Om bolden var over stregen da målmanden fik den slået i spil igen får vi nok aldrig opklaret, da linjedommeren ikke var i nærheden af baglinjen.
Ishøj kom foran kort før pausen. Isaac Kannah, blev spillet fri midt for mål og bankede bolden på opstanderen, bolden sprang i spil igen og ramte Viktor Anker i ryggen og havnede for fødderne af Tobias Pedersen som sikkert sendte bolden i mål.
Kort efter havde FREM bolden i mål, dette blev dog annulleret for offside på Tobias Noer. Kendelsen virkede dog lidt tvivlsom.
2. halvleg blev noget bedre for FREM, og i det 57. minut fik FREM udlignet, Salieu Dramme driblede ind i feltet i venstre side og afleverede bolden perfekt til Egzon Seqiri der nærmest udækket sendte bolden sikkert i mål med en blød inderside.
Begge hold havde efterfølgende mindre muligheder mens de helt store chancer udeblev indtil kort før tid. Her havde Salieu Drammeh en stor mulighed efter bandespil med Benjamin Warlo, desværre blev afslutningen fra Salieu Drammeh reddet helt nede ved roden af stolpen.
Kort efter forsøgte Berkay Sahin sig med et lumsk langskud, men Ishøjs målmand fik fingerspidserne på bolden og sendt den til hjørnespark. Dybt inde i overtiden var Egzon Seqiri tæt på at slippe fri, men Ishøjs målmand ramlede ind i FREM spilleren, Berkay Sahin opsnappede bolden, men målmanden faldt til jorden og tog sig til hovedet , smart nok for så var dommeren nød til at stoppe spillet, ellers ærgerligt når der nu ikke var nogen målmand i buret.
Kampen sluttede 1-1 et for FREM fornuftigt resultat, specielt fordi at VSK Århus tabte til Avarta i søndagens kamp. Netop VSK er FREMs modstander i næste lørdag kl. 13:30 i Århus
BK FREM SUPPORT arrangerer bustur til denne vigtige kamp, læs mere på Support’s FB gruppe her
Fakta og Statistik på fodboldstatistik.com ved Steen M. Bjerre
Foto: Claus M. Hansen





























