Selvom forårssæsonen nu er skudt i gang, skal vi naturligvis lige stoppe op og anerkende en stærk præstation fra vores ungdomsafdeling.
Både U14 og U15 har nemlig vundet deres respektive DBU VinterBOLD-turneringer.

VinterBOLD spilles mellem efterårs- og forårsturneringen og samler nogle af de bedste ligahold i København. Det gør triumferne endnu mere imponerende og vidner om en stærk udvikling på tværs af årgangene i Boldklubben FREM.
Det er resultatet af hårdt arbejde fra både spillere og trænere uge efter uge.

Derudover vandt også U13-holdet deres turnering i VinterBOLD Drenge 4.
Stort tillykke til alle tre hold med en flot præstation!
Nu ser vi frem mod en spændende forårssæson.
