September bød på en runde 100. kamp for klubbens egen Gustav O. Hansen, der i august forlængede til udgangen af 2029, pokalspænding mod FC Roskilde og en gentegning med partneren SJ Law. Her er overblikket over måneden

Kampene i september
Fredag 4/9 tog FREM imod Ringsted IF på Valby Stadion og vandt 5-2. Kampen blev også en personlig milepæl for Gustav O. Hansen, der spillede sin 100. kamp for klubben – og fejrede det med en scoring. Ringsted kom ellers foran i det 23. minut ved Johannes Larsen, men blot to minutter senere hamrede Gustav bolden i mål fra kanten af feltet efter oplæg fra Christoffer Remmer. Fem minutter senere scorede Emil Wass sikkert på straffespark efter hånd på bolden, og i første halvlegs overtid gentog han kunststykket fra pletten, efter at Noah Kretzschmar Nielsen var blevet fældet i feltet. Efter pausen sendte Christoffer Remmer bolden i mål i det 72. minut på indlæg fra Malthe Karsberg, og syv minutter senere scorede Malthe Karsberg selv på en returbold til 5-1. I overtiden pyntede Niclas Thaulow på resultatet for Ringsted.
Læs hele kampreferatet på bkfrem.dk | Se kampresumé.
Søndag 13/9 gik turen til Holstebro B, hvor FREM tabte 2-3 på Krøyer Park. FREM havde mest af bolden i en målløs første halvleg, hvor Tobias Søderstrøm stod for to store redninger. I det 80. minut bragte Noah Iversen Holstebro foran, og få minutter senere scorede han igen til 2-0. FREM satsede alt og fik reduceret i det 84. minut, da Amin Amhamdi scorede på en returbold efter et indlæg fra Emil Schou Jørgensen. I det minut headede Gustav O. Hansen et frispark fra Emil Wass i mål til 2-2. Men i det 96. minut headede Lasse Risager Kristensen et hjørnespark ind til Holstebros sejrsmål, kort før slutfløjtet.
Læs hele kampreferatet på bkfrem.dk | Se kampresumé.
Lørdag 19/9 spillede FREM ude mod Ishøj IF og tabte 2-3 efter at have ført 2-0. Emil Wass bragte FREM foran i det 8. minut på et frispark, der blev rettet af undervejs, og i det 26. minut øgede Ali Almosawe til 2-0. Magnus Søndergaard reducerede for Ishøj i det 33. minut, og efter pausen udlignede Ertugrul Teksen i det 61. minut. I det 88. minut blev Gustav O. Hansen udvist med sit andet gule kort, og dybt inde i overtiden (90.+4) scorede Jagvir Singh Sidhu Ishøjs sejrsmål – holdets første sejr i sæsonen.
Læs hele kampreferatet på bkfrem.dk | Se kampresumé.
Lørdag 26/9 var FREM tilbage på Valby Stadion mod Sundby BK, men det blev til et 0-3-nederlag. Magnus Krogh Hansen bragte Sundby foran allerede i det 3. minut. I anden halvleg øgede Elias Langfeldt Eriksen til 0-2 i det 77. minut, inden Johan Becker satte det endelige punktum dybt inde i overtiden (90.+9). 1.360 tilskuere var mødt op på Valby Stadion, og kampens spiller blev passende nok fansene.
Se kampresumé.
Landspokalen
Onsdag 9/9 stod FREM over for FC Roskilde i 3. runde af Betano Pokalen, hjemme på Valby Stadion. Efter sejre ude over Ringsted IF (1-0) og FC Sydkysten (2-1) i de første runder sluttede pokaleventyret her med et 1-2-nederlag foran 1.027 tilskuere. FC Roskilde kom foran i det 18. minut ved Bjarni Adalsteinsson, og i det minut øgede Frederik Howald Pedersen til 0-2. Lige før pausen (45.) reducerede Christoffer Remmer, efter at Noah Kretzschmar Nielsen havde driblet på tværs uden for feltet og fundet ham. Efter pausen var FREM det bedste hold, og Amin Amhamdi hamrede bolden på overliggeren. I den anden ende reddede
Tobias Søderstrøm en stor chance for Roskilde, men udligningen udeblev.
Læs hele kampreferatet på bkfrem.dk | Se kampresumé.
Stillingen i CampoBet 3. Division
Efter ni spillede runder i grundspillet ligger FREM nummer 10 med 8 point og en målscore på 16-18:
| # | Hold | K | Mål | P |
| 1 | Holbæk B&I | 9 | 24-17 | 19 |
| 2 | Brønshøj BK | 9 | 17-9 | 18 |
| 3 | FC Helsingør | 9 | 17-11 | 17 |
| 4 | Vanløse IF | 9 | 15-9 | 16 |
| 5 | ASA, Aarhus | 9 | 13-12 | 16 |
| 6 | Næsby BK | 9 | 16-14 | 14 |
| 7 | Holstebro B | 9 | 16-18 | 13 |
| 8 | Sundby BK | 9 | 14-15 | 10 |
| 9 | Hørsholm-Usserød IK | 9 | 17-18 | 9 |
| 10 | FREM | 9 | 16-18 | 8 |
| 11 | Ishøj IF | 9 | 7-17 | 7 |
| 12 | Ringsted IF | 9 | 11-25 | 4 |
Kilde: DBU. Grundspillet er på 22 runder, hvorefter feltet deles i en opryknings- og en nedrykningspulje.
GUSTAV O. HANSEN FORLÆNGER TIL 2029
Forsvarsspilleren Gustav O. Hansen skrev i august under på en ny aftale, der løber til udgangen af 2029. I september fulgte han op ved at runde sin 100. kamp for FREM – en kamp, han markerede med en scoring i sejren over Ringsted IF. “Det er en milepæl, som jeg er meget stolt af. Jeg synes generelt, at der i den moderne fodboldverden er en voksende tendens til, at man hurtigere ønsker at skifte klub, og dermed ikke får et bånd til den klub, som man spiller for. Det synes jeg er en ærgerlig tendens, og jeg vil med min forlængelse gerne vise, at jeg ønsker at blive i FREM og forhåbentlig nå mange flere kampe end de 100, det nu er blevet til,” siger Gustav O. Hansen om sin kamp nr. 100.
BAG OM GUSTAV O. HANSEN
Gustav O. Hansen har netop rundet 100 kampe for FREM og forlænget til udgangen af 2029. Vi har spurgt ham om udviklingen, milepælen og livet i FREM.
Hvordan føles det at have skrevet under på en aftale, der løber til udgangen af 2029?
“Jeg er meget tilfreds med at have forlænget med FREM på en længere aftale. Der er ikke nogen tvivl om, at det er her, jeg ønsker at spille fodbold, så jeg er meget glad og stolt over forlængelsen.”
Hvad var det, der gjorde, at valget faldt på at fortsætte i FREM?
“Der er bare noget specielt ved at repræsentere FREM. Den massive støtte og interesse, der er for vores fodboldhold, er virkelig fedt at være en del af. Derudover er der et meget stærkt sammenhold i vores trup, hvilket er ret unikt. Dette er nogle af de faktorer, der har gjort, at valget er faldet på, at jeg skal blive i FREM.”
Du kom til i 2023 – hvordan har du udviklet dig som spiller siden da?
“Det er ikke nogen hemmelighed, at der er sket meget siden jeg kom til klubben. Vi har oplevet både store opture og store nedture. Disse oplevelser har gjort mig til en mere moden spiller i dag.”
Hvad har ændret sig mest i klubben, siden du kom til?
“Der er først og fremmest sket en del med truppen, idet vi ikke er mange tilbage fra dengang jeg kom til. Det er selvfølgelig naturligt i denne branche. Men jeg tror faktisk, at jeg vil pege på, at på trods af en stor udskiftning, er der mange ting, der er bevaret, fra da jeg kom til. Det store sammenhold i omklædningsrummet og den store støtte fra vores fans har været konstant igennem min tid i klubben, hvilket viser en del om den klub, vi alle er en del af.”
Hvad er dine styrker, hvis vi skal genkende dig på banen?
“Mine styrker på banen er min spilforståelse, hvilket både kommer til udtryk, når vi har bolden, og når vi ikke har bolden. Derudover synes jeg det er en styrke, at jeg er glad for at repræsentere FREM, og det håber jeg vores fans kan se, når jeg trækker trøjen over hovedet.”
Hvad arbejder du mest med at blive bedre til lige nu?
“Jeg arbejder med mange forskellige facetter i mit spil, så jeg synes det er svært at pege på ét specifikt område. Dog tror jeg, at jeg skal arbejde lidt mere med mine afslutninger, så jeg forhåbentlig kan score flere mål end vores anfører i denne sæson “
Hvad glæder du dig mest til i de kommende år?
“Jeg glæder mig mest af alt til at spille en masse kampe på Valby Stadion. Det motiverer mig helt vildt hver gang, jeg løber ind på det stadion og kan se en masse mennesker, der støtter os i tykt og tyndt. Derudover glæder jeg mig også til, at vi forhåbentlig snart skal fejre en oprykning sammen igen.”
Hvad vil du gerne have, at partnerne og fansene ved om dig?
“Jeg vil gerne have, at I skal vide, at jeg gør alt, hvad jeg kan, hver gang jeg bærer vores logo på brystet. Det er det vigtigste for mig. En sjov ting I også kan få at vide er, at jeg er medlem af det jeg selv vil kalde en meget anerkendt og prestigefuld vinklub bestående af gamle og nuværende Fremmere.”
Tak til Gustav for at tage os med bag om spilleren.
BAG OM EMIL SCHOU JØRGENSEN
Emil Schou Jørgensen har været i FREM siden 2020 og har oplevet både op- og nedrykninger. Vi har spurgt ham om rejsen, klubben og målene for sæsonen.
Du har været i FREM siden 2020 – hvordan har rejsen været?
“Lærerig er vel det bedste ord. 3 nedrykninger og 2 oprykninger. Sæsoner med en masse højdepunkter og sæsoner med nogle voldsomme lavpunkter. Men alt i alt lærerig og med til at gøre mig mere robust som spiller.”
Hvad har ændret sig mest i klubben i de år, du har været her?
“Ledelsen og måden, klubben bliver drevet på. I de lidt over 6 år jeg har været her, har der i lange perioder ligget og ulmet rygter om en dårlig økonomi. Pt. er det vel næsten første gang, hvor det for mig virker til, at der er styr og overblik over tingene, og penge til at der kan blive investeret yderligere i truppen. Det skal slet ikke forstås som kritik af dem, der tidligere har stået i spidsen for det, for det har været vanvittigt svære vilkår, så det er fremragende, at de har holdt skuden kørende og ovenikøbet lykkedes med oprykninger.”
Hvad er det, der har fået dig til at blive?
“Jeg nyder at komme derude, snakke med menneskerne i klubben, møde fansene, spille for fansene og logoet. Jo længere tid jeg har været der, des større er mit tilhørsforhold også blevet. Så i bund og grund pga. min kærlighed til klubben.”
Hvordan har du udviklet dig som spiller i den tid?
“Jeg er helt sikkert blevet mere moden i mit spil og bedre med bolden.”
Hvad er dine styrker, hvis vi skal genkende dig på banen?
“Det må være min fysiske statur, samt mine nærkampe, og jeg synes egentlig også, at jeg er fin til at læse spillet.”
Hvad arbejder du mest med at blive bedre til?
“Mit spil med bolden og at være mere verbal.”
Hvem eller hvad har betydet mest for din udvikling undervejs?
“Der er sku mange, der har betydet meget og hjulpet mig i mine år i klubben, men hvis man skulle vælge, så må det være holdkammeraterne. På det her stadie klubben er på, hvor vi træner eftermiddag, handler det i bund og grund om, at man elsker at spille fodbold og nyder at bruge sine eftermiddage på Valby Stadion med sine holdkammerater og trænere. Hvis jeg trives i det, så udvikler jeg mig.”
Hvad er dit mål for sæsonen – både personligt og for holdet?
“Oprykning til 2. division. Jeg synes vi har truppen og ikke mindst trænerteamet til det.”
Hvad laver du, når du ikke spiller fodbold?
“Når jeg ikke spiller fodbold, så arbejder jeg til daglig fuld tid ved siden af, og bor i Nordvest med min kæreste.”
Hvad vil du gerne have, at partnerne og fansene ved om dig?
“At jeg værdsætter alt det, I gør for klubben, om det er med sponsorat, med frivilligt arbejde, med opbakning på lægterne, med en krammer efter kamp, opmuntrende ord og mange flere ting, så sætter jeg enormt stor pris på det. Så tak for jer. Ingen Boldklubben FREM uden jer.”
Tak til Emil for at tage os med bag om spilleren.
NYE ANSIGTER OG EN OPRYKNING
Truppen har fået tilgang af Jeppe Simonsen, der skifter til FREM. Den 30-årige højreback med midtbanekompetencer spillede senest i Fremad Amager og har tidligere spillet i bl.a. SønderjyskE og HB Køge samt i Polen og Portugal.
FREM har desuden hentet Noah Kretzschmar Nielsen på en lejeaftale fra Hillerød Fodbold (1. Division). Den 18-årige centerforward måler 1,96 meter.
Samtidig har unge Viggo Blicker taget springet fra klubbens 2. senior og er officielt rykket op på førsteholdet.
Modsat måtte vi i september sige farvel til Asger Hemmingsen, der har forladt klubben. Tak for indsatsen, og held og lykke fremover.
DEBUTANTER I SEPTEMBER
Noah Kretzschmar Nielsen fik sin debut for FREM fredag 4/9 i 5-2-sejren over Ringsted IF, hvor han blev fældet til det ene af de to straffespark. Jeppe Simonsen debuterede lørdag 26/9 mod Sundby BK, da han blev skiftet ind i det 62. minut for Noah Danboe Poulsen.
TAK TIL SJ LAW
SJ Law fortsætter som partner i FREM efter en gentegning. Tak for den fortsatte opbakning.
KOMMENDE KAMPE I OKTOBER
Lør 3/10 kl. 14.00 – Brønshøj-FREM (ude)
Lør 10/10 kl. 14.00 – FREM-Næsby BK (hjemme)
Lør 17/10 kl. 14.00 – Hørsholm-Usserød IK-FREM (ude)
Fre 23/10 kl. 18.30 – FREM-FC Helsingør (hjemme)
Lør 31/10 kl. 15.00 – ASA Aarhus-FREM (ude)
