FREM spiller lørdag sæsonens sidste kamp, når det på hjemmebane går løs mod Brabrand.

Det bliver så også den sidste kamp i 2. Division for FREM i denne omgang.

Der har været lagt op til, at det var denne vej, det ville gå i næsten hele sæsonen. I fredags røg så det allersidste halmstrå, som FREM kunne klamre sig til, da det ude mod HIK blev til et nederlag på 0-4 efter 0-2 ved pausen.

Arkivfoto Claus M. Hansen

Den kamp skal vi ikke fortabe os alt for meget i. Vi kan bare konstatere, at holdet alt i alt manglede noget kvalitet – både i denne kamp og i sæsonen som helhed.

Til næste sæson går det så løs i 3. Division, hvor der venter 11 helt nye modstandere, der dog alle har været på programmet før for FREM.

Inden da skal sæsonen sluttes af med et ordentligt knald hjemme mod Brabrand, som FREM har mødt tre gange i denne sæson.

I grundspillet endte den første kamp imellem de to hold 0-0, mens returkampen i grundspillets sidste runde på hjemmebane sluttede 1-1.

I slutspillets fjerde runde var FREM så tilbage i det vestlige Aarhus. Her kom holdet foran på et sublimt saksesparksmål af Rasmus Grønne Jensen.

Arkivfoto Claus M. Hansen

Uheldigvis viste den gamle svaghed med ikke at kunne holde fast i føringer sig igen. Jesper Brinck udlignede 12 minutter før tid, og Lasse Møberg scorede til slutresultatet 2-1 til Brabrand langt inde i dommerens tillægstid.

Men overordnet set har FREM en nogenlunde lige statistik mod Brabrand.

De to klubber er tidligere tørnet sammen 14 gange, og begge klubber har vundet fire gange. Seks kampe er med andre ord endt uafgjort.

Den samlede målscore er 22-16 i FREMs favør.

Vi skal dog efterhånden et stykke tid tilbage for at finde den seneste sejr til de tværstribede i de indbyrdes opgør.

Den kom i oktober 2020 og lød på 2-1.

Matthias Andersen bragte ved den lejlighed FREM foran på et mål på frispark, der forinden havde kostet modstandernes målmand det røde kort.

Arkivfoto Claus M. Hansen

Selvom Brabrand således var i undertal i over 80 minutter, lykkedes det alligevel for dem at udligne ved Malthe Boesen, inden Rasmus Grønne Jensen med et hovedstødsmål fire minutter før tid sørgede for tre point til FREM.

I denne sæson lignede Brabrand efter efteråret et af de hold, som FREM kunne hænge deres nedryknings-hat på.

Men de blåblusede spillede sig op i de sidste kampe i grundspillet, og de fik derved lagt lidt luft til den værste suppedas.

Det forspring kunne Brabrand så lukrere på i nedrykningsslutspillet, hvor de har været ubesejrede hjemme, men hvor de til gengæld har tabt alle deres tre udekampe.

Vi må se, om den statistik fortsætter på lørdag! Om ikke andet vil det se pænt ud, hvis FREM kunne slå andre i denne sæson end Skive og konkursramte Jammerbugt.

Arkivfoto Claus M. Hansen

Mens FREM er sikre på at slutte som nummer 11, så kan Brabrand avancere til ottendepladsen i 2. Division. Det kræver dog, at de får et bedre resultat mod FREM, end HIK opnår ude mod FC Roskilde.

Alt dette er og bliver dog kosmetik i slutstillingen. Og derfor kan man sagtens forestille sig, at både FREM og Brabrand vil blæse frem over isen i erkendelse af, at resultatet ikke gør den store forskel.

Den slags kampe er ofte målrige, og det satser vi også på, at lørdagens kamp bliver.

Ovenikøbet er der GRATIS entré til kampen, og da den danske sommer jo viser sig fra dens allerbedste side i disse dage, så er der ingen undskyldning for ikke at støtte FREM og sige pænt tak for denne sæson, der ikke ligefrem går over i historien som en af FREMs bedste. Til gengæld var sæsonen ikke kedelig. Og kedeligt er det jo i øvrigt aldrig, når det har med FREM at gøre.

Sebastian Tornhøj Nielsen fløjter sæsonens sidste kamp i gang lørdag kl. 14.00 på Valby Stadion.

Arkivfoto Claus M. Hansen