Det eneste fynske hold i Campo Bet 3. Division, Næsby, kommer lørdag på besøg, når FREM afslutter første turneringshalvdel af grundspillet.

Hvad er der sket siden sidst?

FREM var i Brønshøj, og det lykkedes at få det ene point med hjem takket være 1-1.

Frederik Nedergaard bragte ellers Brønshøj foran efter et kvarters spil, da han afsluttede et kontraangreb med at sende bolden i mål tæt ved venstre stolpe efter opspil i modsatte side.

Men fem minutter før pausen lykkedes det for FREM at udligne, da Oussama Djafer-Bey satte sig igennem i højre side og spillede bolden ind til Amin Amhamdi, som med et resolut skud tæt på højre stolpe satte målet til 1-1 ind.

Det var Amin Amhamdis andet mål for FREM siden skiftet fra Avarta for små to måneder siden. Han scorede også målet til 1-2 i udekampen mod Holstebro, som FREM tabte 2-3.

I alt er FREM’s 17 divisionsmål scoret af 10 forskellige spillere. Det er flest forskellige målscorere af alle klubberne i Campo Bet 3. Division.

Kampen mod Brønshøj var den fjerde divisionskamp i træk for FREM uden sejr. Men på den anden side set fik FREM sat proppen i efter tre nederlag på stribe. Og et point på udebane mod rækkens nummer to er bestemt værd at tage med.

Det var den tredje uafgjorte kamp i denne sæson efter 1-1 hjemme mod Hørsholm/Usserød og 2-2 i Vanløse.

Mærkværdigvis nok er det sådan, at modstanderne ikke har scoret i anden halvleg i nogen af de tre uafgjorte kampe. I alle de syv øvrige divisionskampe har modstanderne til gengæld scoret i anden halvleg.

Hvad betød resultatet for stillingen?

Samtlige point er dyrebare – især i den situation, som FREM nu er havnet i.

Men omvendt batter et enkelt point ikke så meget i den samlede stilling.

FREM kom et point tættere på Sundby, fordi amagerkanerne tabte 0-1 hjemme mod Vanløse. Sundby ligger lige over nedrykningsstregen.

Hørsholm/Usserød vandt til gengæld 3-1 hjemme over Helsingør og fik lagt afstand til bunden, hvor Ishøj og Ringsted også befinder sig. Disse to hold spillede 2-2 mod hinanden.

Derudover ser rækken i øjeblikket ud til at kunne knække over.

Foruden FREM, Ishøj, Ringsted, Sundby og Hørsholm/Usserød befinder Holstebro sig også i bund-6. Holstebro har tre point op til ASA på sjettepladsen.

Nu gælder det så Næsby. Hvad er de for en størrelse?

Næsby Boldklub er stiftet i 1938, og klubben holder til i det nordvestlige Odense.

Deres bedste placering er en andenplads i den daværende 2. division vest i 2012 efter fusionsklubben FC Fyn, som bestod af B 1909, B 1913 og Dalum IF.

FC Fyn findes ikke mere, og alle de tre nævnte klubber spiller nu seriefodbold.

Næsby er med andre ord den næsthøjest rangerede klub i Odense (efter OB).

Har klubben haft kendte spillere?

Ja, der har været flere.

Den tidligere landsholdsspiller, Morten Donnerup, begyndte sin karriere i Næsby.

Den finurlige midtbanespiller blev siden dansk mester med såvel OB i 1982 som med AGF i 1986. Han fik desuden et udlandsophold i spanske Racing Santander.

Også to nuværende landsholdsspillere kan nævnes.

Højrebacken Alexander Bah er godt nok skadet for tiden, men Benfica-spilleren har optrådt for landsholdet 23 gange. Han har tidligere spillet for bl.a. SønderjyskE – og altså også et år i Næsby.

Målmanden Mads Hermansen vogtede senest landsholdsburet i Nations League hjemme mod Portugal (2-4) og ude mod Wales (1-0).

Til dagligt spiller han for West Ham i toppen af den næstbedste engelske række, The Championship. Han har tidligere – foruden Næsby – også spillet for Leicester og inden da for Brøndby.

Okay, hvordan gik det Næsby i sidste sæson?

Her blev Næsby nummer tre i grundspillet i Campo Bet 3. Division. Holdet var seks point efter FA 2000 på andenpladsen. Men fynboerne kom efter dem, og de sluttede kun to point efter Frederiksberg-klubben, som dog retfærdigvis var sikre på oprykning inden sidste runde.

Næsby markerede sig som rækkens næstmest scorede mandskab med 63 mål i de 32 kampe.

Kun det suveræne tophold, Nykøbing FC, lavede endnu flere mål (80).

Hvad så med denne sæson. Hvordan er det gået dem her?

Der har Næsby fortsat tendensen med mange mål. Det er blevet til 20 stykker i de første ti kampe.

Kun i hjemmekampen mod Brønshøj (0-0) og udekampen mod ASA (0-1) har Næsby forladt banen uden selv at have scoret.

Holdet ligger nummer fire med 17 point for 10 kampe. Kun førerholdet Holbæk har lavet flere mål end Næsby indtil videre (26).

Næsby har dog været klart bedre hjemme end ude. Holdet er et ud af fem hold i rækken, som endnu ikke har tabt på eget græs, hvor det er blevet til tre sejre og to uafgjorte.

På udebane har de haft det sværere. Her er det blevet til to sejre og tre nederlag.

Hvordan gik det dem senest?

Her vandt Næsby med hele 4-0 hjemme over Holstebro.

Ronny Larsen bragte tidligt fynboerne foran, og Louis Larsen sørgede for, at Næsby gik til pause med en tomålsføring.

Ti minutter før tid scorede Louis Larsen sit andet og Næsbys tredje mål, inden Mikkel Stangerup slog sejren fast.

Hvad så med Pokalen?

I Betano Pokalen nåede Næsby ligesom FREM til tredje runde.

De slog først Kolding Boldklub 3-0 og dernæst Munkebo med 5-0, inden de fik Superligamodstand i form af AC Horsens, der med besvær vandt 3-2.

Hvem er deres træner?

Det er Nicolai Wollenberg. Han er 38 år, og han har været cheftræner siden sommeren 2025. Han kommer fra egne rækker.

Har Næsby ellers spillere, man kender?

FREM’s fans vil kunne genkende Magnus Schou Jørgensen, som er tvillingebror til FREM-anføreren Emil Schou Jørgensen, der normalt spiller i forsvaret.

Magnus Schou Jørgensen er til gengæld angriber, og han har scoret syv mål indtil videre i denne sæson.

Hvordan gik det sidst for FREM mod Næsby?

FREM mødte Næsby to gange i sidste sæson, og begge kampe endte med nederlag.

Hjemme på Valby Stadion blev det 1-2 efter 0-2 ved pausen.

Her bragte Julius Fechtenburg Næsby foran efter en misforståelse i FREM-forsvaret. Senere i første halvleg kunne Oliver Koertz score i tomt mål, efter at Næsby havde spillet FREM tynde.

I anden halvleg reducerede Marco Vinterberg på en ripost.

I returkampen tabte FREM 2-3. Her stod Thor Høholt for målet til 1-0, men Louis Larsen udlignede for Næsby i første halvleg, og Kasper Høst samt Julius Fechtenburg sørgedei anden halvleg for fynsk føring på 3-1, inden Rasmus Fink Hansen reducerede til sidst.

Det var grundspillets sidste kamp, og nederlaget sendte FREM i Kvalifikationsspillet. Men sådan havde det ikke behøvet at gå, for Næsby havde brugt en spiller, der ikke stod på holdkortet.

Fodboldens Disciplinærinstans valgte dog at nøjes med at give Næsby en bøde på 2.500 kroner for fejlen, som altså ikke kostede dem point.

Hvad siger statistikken ellers for FREM mod Næsby?

Overordnet set er den god for FREM.

FREM har mødt Næsby 17 gange, vundet syv, spillet fem uafgjorte og tabt fem kampe.

Den samlede målscore lyder på 37-25 i FREM’s favør.

Hvornår skal kampen spilles?

Det skal den lørdag kl. 14.00, og DBU har denne gang udpeget Mikkel Gertsen til at styre løjerne. Ham har FREM ikke tidligere haft fornøjelsen af.

På linjerne får han assistance af Ulrik Gøtze og Jakob Majgård Christensen, som senest passede fløjten, da FREM spillede hjemme mod ASA (3-1).

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com

Arkivfotos: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. :+45 40 14 94 69

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 17

Torsdag kl. 10 – 16


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk