Boldklubben FREM henter Malthe Karsberg, der skifter fra VSK Aarhus. Malthe er 27 år og har de sidste fem år, dog med lille afstikker til Fylkir på Island, spillet i VSK Aarhus, hvor han primært har gjort sig som venstre wingback. I denne sæson i 3. division er det blevet til hele ni mål fra Malthe.
Malthe har tidligere spillet for Middelfart Boldklub og Kolding IF, udover sin seneste tid i VSK Aarhus. Han har dermed opbygget værdifuld erfaring fra flere danske klubber, som han nu bringer med sig til Valby Idrætspark.
Malthe har allerede et godt kendskab til klubben og udtrykker stor glæde ved at blive en del af Boldklubben FREM:
– Jeg er utrolig glad for at have skrevet under med FREM. Klubben er en jeg efterhånden kender rigtig godt og jeg har altid nydt at spille på Valby Stadion. Det er en klub med virkelig dygtige spillere, et stærkt træner-team, et fedt setup og ikke mindst nogle exceptionelt fede fans. Derudover kan jeg godt lide den slags fodbold FREM forsøger at spille. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og til at blive en del af klubben.
Beran Camili fra Sportsudvalget i FREM fortæller om tilgange af Malthe Karsberg:
– Vi er super glade for at kunne tilføje Malthe til vores trup. Det er en spiller som har været en af rækkens bedste spillere i indeværende sæson, med blandt andet 9 mål og en masse assist fra sin venstre wingback position. Vi får en løbestærk og fysisk stærk spiller, som samtidig har store forcer på bolden.
Vi byder Malthe hjerteligt velkommen til Boldklubben FREM og ser frem til at se Malthe på banen i næste sæson.