Fredag den 17. juli markerede Boldklubben FREM sit 140-års jubilæum med en stor fest ved klubhuset. Fra formiddag til sen aften var dagen fyldt med fodbold, cricket, aktiviteter, fællesspisning og gensyn på tværs af generationer.
Med tidligere spillere, supportere, frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere og medlemmer samlet blev jubilæet en fejring af både klubbens historie og det fællesskab, som fortsat binder FREM sammen.
De gamle åbnede jubilæumsdagen
Jubilæumsfesten begyndte på banen, hvor Torsdagsholdet og FC Protasta stod over for hinanden.
Kampen mellem de gamle FREM-folk satte gang i dagen og blev samtidig et passende billede på en klub, hvor gamle holdkammerater og venskaber fortsat mødes omkring fodbolden.
For de yngste gæster var der blandt andet mulighed for at boltre sig på hoppeborgen.

Frokost, fødselsdagskage og officielle gæster
Klokken 12.00 blev der serveret smørrebrød til frokost, inden dagens officielle gæster ankom senere på eftermiddagen.
Omkring klokken 14.00 lagde repræsentanter fra blandt andre DBU, Divisionsforeningen og klubbens sponsorer vejen forbi klubhuset. Her blev der serveret kaffe og jubilæumskage sponsoreret af BK Frem Café.
I forbindelse med besøget holdt formand for Boldklubben FREM, Solveig Rasmussen, tale for de fremmødte.

Supporterne besejrede legenderne
Klokken 16.00 var det tid til en af dagens store fodboldbegivenheder, da Supporterne mødte Legenderne.
Supporterne stillede med et blandet hold bestående af medlemmer fra BK Frem Support og Paulis Rødder, mens Legenderne havde flere kendte FREM-navne på holdkortet. Blandt de tidligere spillere var Martin Jeppesen og Michael Mio.
På banen var der både plads til godt humør, gamle fodboldkunster og masser af konkurrencementalitet. Supporterne endte med at tage sejren med 4-1.

Cricket på FREM
FREM blev i 1886 stiftet som en cricketklub, og derfor var cricket naturligvis også en del af jubilæumsdagen.
Klokken 17.30 blev der spillet opvisningskamp mellem FREMs Old Boys og Forty Øst. Kampen gav de fremmødte mulighed for at opleve en del af klubbens oprindelige idræt og lære mere om spillets traditioner og regler.
FREM vandt kampen med 215 runs mod Forty Østs 146.

Fællesspisning for omkring 200 gæster
Efter en lang dag med aktiviteter blev der klokken 18.00 dækket op til fællesspisning med helstegt pattegris.
Omkring 200 personer havde tilmeldt sig spisningen, og de mange fyldte borde blev endnu et billede på det store fællesskab omkring klubben.
En særlig tak skal lyde til Alice Voss, som havde foldet servietter til samtlige pladser og dermed sat sit eget præg på borddækningen.

Store gevinster i jubilæumslotteriet
Efter spisningen stod F.O.B. for et stort jubilæumslotteri med en lang række flotte gevinster.
Boldklubben FREM sender en stor tak til alle virksomheder, sponsorer og privatpersoner, som havde bidraget med præmier til lotteriet.
Se alle vindernumrene fra jubilæumslotteriet her:
https://bkfrem.dk/vindernumre-fra-frems-140-aars-lotteri/

Dans og musik trods regn og torden
Jubilæumsfesten sluttede med levende musik og dans, hvor selv regn og torden ikke kunne holde FREM-folket væk fra dansegulvet.
Da regnen tog til, blev der i bedste Fremmer-stil straks taget fat. Paraplyer og parasoller blev fundet frem, mens udstyr blev flyttet i sikkerhed, så bandets instrumenter og teknik ikke tog skade.
Vejret satte dermed ikke en stopper for festen, som fortsatte med musik, dans og højt humør til langt ud på aftenen.

Tak for en mindeværdig jubilæumsdag
Boldklubben FREM ønsker at sige tak til alle, som var med til at gøre klubbens 140-års fødselsdag til en mindeværdig dag.
Tak til de mange frivillige, der stod for planlægning, opsætning, aktiviteter, mad, servering og oprydning. Tak til deltagerne på banen, de officielle gæster, sponsorerne og alle de FREM-folk, som lagde vejen forbi klubhuset.
En stor tak skal også lyde til Preben Pathuel, som var med hele dagen og dokumenterede jubilæumsfesten med sit kamera.
140 år efter klubbens stiftelse står én ting fortsat klart:
FREM er historien og de store øjeblikke, men først og fremmest er FREM de mennesker, der samles om klubben.
Find billeder fra hele dagen herunder. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.
Torsdagsholdet mod FC Prostata







Frokost og kaffe og kage








Besøg fra DBU, Divisionsforeningen og sponsorer




Supporterne mod Legenderne















Cricket






Fællesspisning













Lotteri






Stemningsbilleder fra hele dagen











































