FREM fik endnu en sejr, da de i weekenden slog Slagelse 3-2 på udebane. Slagelse kom tidligt foran, men kort inden pausefløjtet fik Jonas Nørremark udlignet. Derefter gjorde Jacob Pind det surt for sin gamle klub, da han bankede FREM foran både 2-1 og 3-1. Slagelse fik reduceret i slutminutterne, men FREMs føring holdt til slutfløjtet.
Sejren betyder, at FREM fortsat er at finde i top-seks. FREM ligger på en femteplads med 20 point. Der er dog ikke tid til at hvile på laurbæerne, for tabellen er særdeles tæt, og FREM er kun et enkelt nederlag fra potentielt at ryge under stregen igen.
Et af de hold, FREM kæmper om en placering i top-seks med, er weekendens modstander, FA 2000. FA 2000 ligger på syvendepladsen med 18 point, to færre end FREM. Da frederiksbergholdet i weekenden på udebane mødte FC Helsingør, blev de slået 4-0. FA 2000’s topscorer er Sebastian Jacobsen, der har scoret syv mål i sæsonen.
FREM og FA 2000 har mødt hinanden én enkelt gang før. Det var i sæsonåbneren i denne sæson. Her var to mål af Daniel ’Elly’ Pedersen ikke nok til at sikre FREM sejren, da FA 2000 også scorede to gange, og kampen dermed endte 2-2.
Snyd ikke dig selv for et lokalopgør, når sidste udekamp inden vinterpausen går løs. Der skal tre point på kontoen, hvis FREM fortsat skal være at finde i top-seks. Så slip din Sydhavnersut løs, indtag det fine Frederiksberg og syng dine helte til sejr.
God kamp!