FREM var på kurs mod årets første sejr i udekampen mod AB, men så fik holdet først annulleret et mål, og så scorede akademikerne på straffe og indirekte frispark og fik på den måde reddet et point.

Fodbold er og bliver et lunefuldt spil, og det er ikke mindst derfor, det er den mest populære sportsgren i verden.  Denne lørdags kamp var et glimrende eksempel på spillets omskiftelige karakter.

FREM vandt første halvleg og så ud til at være på kurs mod en forholdsvis sikker sejr.  Men et kvarter inde i anden halvleg fik AB udlignet, og selvom specielt FREM derefter havde muligheden for at tage sejren, så endte opgøret mellem de to traditionsklubber uafgjort.

Denne udekamp var inden for cykelafstand for både spillere og tilskuere (Foto: Preben Pathuel)

Selve kampen havde på forhånd ikke den store betydning, for FREM kan som tidligere nævnt ikke nå at rykke op. Og det kan AB heller ikke. Men den lange historie med mange indbyrdes opgør betyder omvendt, at det ofte alligevel går heftigt til, når de to klubber krydser klinger.

På dette punkt var dagens opgør bestemt ingen undtagelse.

I forhold til sidste uges kamp mod Brabrand (1-2) havde FREMs cheftræner, René Henriksen, ændret på en enkelt plads i startopstillingen til lørdagens kamp på Gladsaxe Stadion, som trods årstiden ikke ligefrem var solbeskinnet. Vejret var lunt – men overskyet og småblæsende.

Trænerteamet René Henriksen og Jesper Fleckner var tvunget til en enkelt ændring i opstillingen fra start (Foto: Preben Pathuel)

Men Ayoub Sørensen var blevet skadet i kampen mod Brabrand, og i stedet havde René Henriksen taget Jonas Nørremark med fra start. Han gik ind som venstre back, og det betød samtidig, at Daniel Anusic kom over på højrekanten – men han kom nu senere i kampen tilbage til den venstre side, hvor han normalt huserer.

Kampens intensitet kunne mærkes lige fra start, hvor der var indtil flere spilstop, fordi spillere måtte ømme sig efter hårde tacklinger. ABs farlige angriber, Yonas Nielsen, måtte oven i købet udgå allerede efter ti minutters spil.

FREM var trods alt spildominerende i kampens indledende fase, og efter 11 minutters spil gav det pote.

På dette tidspunkt sværmede FREM-spillerne omkring hjemmeholdets straffesparksfelt som en flok bier omkring en honningkrukke.

Både Lucas Balck og Tonni Adamsen måtte se deres skudforsøg blokeret af de grønblusede, som omvendt ikke var i stand til at få kuglen ud af farezonen.

Det hele endte med, at Jonas Nørremark tog chancen fra små 20 meters afstand, og som et projektil drønede han bolden op i højre målhjørne, uden at ABs målmand, Jonathan Fischer, havde den mindste mulighed for at nå op til kuglen.

Jonas Nørremark bragte FREM foran på en bragende flugter (Foto: Preben Pathuel)

Det var et flot mål af Jonas Nørremark, der jo også tidligere har bevist, at han har et godt skud. Det gav bl.a. en scoring i efterårets udekamp mod Slagelse, som FREM endte med at vinde 3-2.

Denne lørdag var det umiddelbart AB, som var bedst efter FREMs tidlige føringsmål.,

Efter et lille kvarter var det Seejou King, der udnyttede lidt passivt forsvarsspil fra FREMs side til at komme alene med FREMs målmand, Marco Brylov, tæt på venstre hjørne af målfeltet. I fri position præsterede han imidlertid at sende bolden på tværs af målet og ud til målspark.

Syv minutter senere fik AB endnu en god mulighed for at udligne, da indskiftede Frederik Rasmus Christensen – ikke at forveksle med FREMs Frederik Christensen – fik driblet sig ind i FREMs straffesparksfelt. Det blev dog til lidt for mange driblerier for AB-spilleren, som i den situation havde medspillere i en bedre position, så der slap FREM lidt med skrækken.

Herefter fulgte en periode med 20 minutter med det, som bokserne nok ville kalde åben slagsudveksling.

Kampen igennem blev der gået intenst til makronerne (Foto: Preben Pathuel)

Kampen var stadig intens, og den bølgede frem og tilbage, men ingen af holdene var i stand til at true modstandernes mål.

Fire minutter før pausen blev AB imidlertid fanget på vej frem i banen. Det udnyttede FREM til at slå kontra, og Lucas Balck fik sat fart og kom alene med Jonathan Fischer – en anelse mod højre inde i straffesparksfeltet.

Den tidligere Brøndby-spiller udnyttede den store mulighed helt perfekt, da han med et fladt skud passerede AB-keeperen og sendte bolden i mål tæt ved venstre stolpe til fordobling af FREMs føring.

Målet til 2-0 fik AB til at blive mere intensive i første halvlegs sidste minutter, men det lykkedes ikke at komme frem til muligheder af betydning, og på den baggrund vandt FREM første halvleg 2-0.

Stemningen var god i det tværstribede tilskuerafsnit (Foto: Preben Pathuel)

Og fem minutter ind i anden halvleg så det bestemt ud som om, at FREMs Daniel Anusic havde sørget for udeholdets tredje scoring.

Tonni Adamsen tog et hjørnespark i FREMs højre side og lagde bolden skråt tilbage til Daniel Anusic, som fra kanten af straffesparksfeltet sendte bolden helt hen i målets venstre side med et dykkende skud.

FREM-spillerne jublede, men dommer Jonas Bøgelund – der jo også dømte FREMs seneste kamp mod Brabrand – blev af linjedommeren gjort opmærksom på, at Jonathan Fischers udsyn var blokeret af en FREM-spiller i offside-position. På den baggrund valgte dommeren at annullere scoringen.

Set med FREM-briller var det lidt ærgerligt. I betragtning af hvad der derefter skete, var det MEGET ærgerligt.

2-0 er stadig den farligste føring… (Foto: Preben Pathuel)

AB begyndte at ane muligheder i denne fase af kampen, og efter 11 minutters spil af anden halvleg kom der en stor en af slagsen, da FREMs Jonas Nørremark kom for sent og begik straffespark – og måtte notere sig for et gult kort.

Straffesparket var en sag for ABs Sylvester Seeger-Hansen, som løb til bolden, hvorefter han placerede den til højre for sig selv. Det havde Marco Brylov luret, og han fik også fingerspidserne på forsøget, men han kunne ikke forhindre bolden i at passere målstregen og få fat i målnettet til AB-reducering.

Det var første gang, der blev scoret på straffespark mod FREM siden nederlaget på hjemmebane til B.93 i oktober 2019 (0-1).

I denne lørdags opgør havde FREM igennem hele kampen et anstrengt forhold til Jonas Bøgelund, der nok må beskrives som en af de mere nøjeregnende dommere. Og tre minutter efter målet til 1-2 fik Kristoffer Dirksen brokket sig til en advarsel.

Det skete efter, at Marco Brylov havde sikret sig bolden, og der var egentlig ikke begået nogen forseelser. Alligevel skulle AB herefter have bolden, og det var i venstre side – og betænkeligt tæt på FREMs straffesparksfelt.

AB fik fuld valuta af det indirekte frispark, da Seejou King trillede bolden kort hen til Sylvester Seeger-Hansen, der med et lavt skud bragte balance i mål-regnskabet ved at placere læderet i det korte målhjørne uden for Marco Brylovs rækkevidde.

Således var FREM altså gået fra 3-0 til 2-2 på ti minutter!

Den sidste halve time af kampen var karakteriseret ved en hel del advarsler – og en håndfuld chancer til FREM.

Andreas Lundberg og Paul Ngongo Iversen havde store chancer for at afgøre kampen til sidst (Foto: Preben Pathuel)

Den som altid meget aktive Tonni Adamsen havde både et skudforsøg og et frisparksforsøg, der endte i sidenettet, og Andreas Lundberg kunne meget vel have bragt FREM i fornyet førerposition, da han syv minutter før tid fik en god hovedstødschance, som Jonathan Fischer imidlertid fik slået over mål.

Den største FREM-chance tilfaldt imidlertid indskiftede Paul Ngongo Iversen små ti minutter tidligere.

Efter et godt gennemspillet FREM-angreb fik Daniel Anusic sat sig godt igennem i venstre side, og han nåede også i bund. Derfra sendte han bolden ind midt for mål, hvor Paul Ngongo Iversen kom glidende til. Men selvom der kun var tre-fire meter ind til målet, fik den tidligere Hvidovre-spiller drejet bolden for langt til højre med det resultat, at der ikke blev mål – men målspark til AB.

Hjemmeholdet producerede til gengæld ikke nævneværdige chancer i kampens afsluttende fase, og da FREM ikke fik scoret på deres muligheder, sluttede kampen altså med en remis-løsning.

Dermed har FREM spillet tre kampe i 2020, og efter 1-1 mod HIK i grundspillets sidste kamp og nederlaget til Brabrand i slutspillets første dyst må man konstatere, at holdet endnu ikke har fået en sejr i dette kalenderår.

Og for tredje kamp i træk forlod man stadion med en fornemmelse af, at FREM kunne have fået mere ud af anstrengelserne. Der vil nok også være nogle, der ville mene, at holdet burde have fået mere end to point ud af de tre kampe.

Kampen endte med et lidt ærgerligt point – næste kamp er allerede onsdag i Thisted (Foto: Preben Pathuel)

Hvorom alting er: Det uafgjorte resultat betyder, at FREM stadig er på 11. pladsen i oprykningsspillet, mens dagens modstander ligger to placeringer højere med tre point flere.

Der venter nu en meget lang køretur for FREM til næste udekamp, når holdet onsdag aften skal en tur til Thisted, som lørdag vandt 2-0 hjemme over Brønshøj.

AB-FREM 2-2 (0-2)

Mål:

  • 0-1 Jonas Nørremark Jensen (11)
  • 0-2 Lucas Balck (41,)
  • 1-2 Sylvester Seeger-Hansen (57., str.)
  • 2-2 Sylvester Seeger-Hansen (60.)

Advarsler:

AB: Daniel Wambach (17.), Frederik Christensen (32.), Seejou King (52.)
FREM: Frederik Christensen (38.), Jacob Pind (55.), Jonas Nørremark Jensen (56.), Kristoffer Dirksen (59.), Magnus Juul Davidsen (78.), Amdreas Lundberg (90.)

Holdopstillinger:

AB: Jonathan Fischer – Philip Oslev, Marcus Hørbye, Adnan Curovic, Seejou King – Nichlas Rohde, Daniel Wambach, Sylvester Seeger-Hansen, Frederik Ellegaard Christensen – Tobias Noer, Yonas Nielsen

FREM: Marco Brylov – Christian Bramsborg, Kristoffer Dirksen, Andreas Lundberg, Jonas Nørremark Jensen – Daniel Anusic, Viktor Christiansson, Jacob Pind, Frederik Christensen – Tonni Adamsen, Lucas Balck.

Udskiftninger:

AB: Frederik Rasmus Christensen ind for Yonas Nielsen (10.)

AB: Simon Holden ind for Daniel Wambach (54.)

AB: Jonathan Dahl Bagger ind for Frederik Ellegaard Christensen (54.)

FREM: Paul Ngongo Iversen ind for Lucas Balck (65.)

FREM: Armend Aslani ind for Frederik Christensen (65.)

FREM: Magnus Juul Davidsen ind for Jacob Pind (70.)

AB: Emil Mygind Jensen ind for Tobias Noer (75.)

FREM: Dominik Kis ind for Christian Bramsborg (89.)

(For FREM blev Daniel ’Elly’ Pedersen, Rasmus Wedege (målmand) samt Gorm Hansen ikke benyttet

Dommer: Jonas Bøgelund

Tilskuere: 400

Se fotograf Preben Pathuels billeder fra kampen herunder

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk