I september 2020 vedtog en enstemmig Generalforsamling stiftelsen af Danmarks første kooperative fodboldvirksomhed, der skal løfte Boldklubben FREM økonomisk og samtidig sikre en sund og bæredygtig økonomi, hvor alle med hjerte for klubben kan blive medejere.

Selve selskabet er stiftet og i gang, og direktøren er ansat, men der forestår stadig et stort arbejde, inden vi kan lancere anparterne til fans og partnere. Et dedikeret hold af fremmere arbejder intenst med de mange delelementer, der skal til, før lanceringen af anparterne bliver en realitet.

Direktør i Boldklubben FREM ApS, Claus Mohrhagen.

”Vi arbejder for tiden med at få lagt sidste hånd på hjemmeside og salgskanal”, siger selskabets direktør, Claus Mohrhagen. ”Og så skal vi selvfølgelig have skudt en god kampagne i gang, når vi snart er klar til at åbne for salget af anparter. Vi ved, at mange har glædet sig – og vi har ventet længe. Til foråret går vi i luften, og vi glæder os”.

Formanden glæder sig

Det samme gør FREMs nye formand Benny Juul Davidsen. ”Det her projekt er virkelig spændende. Jeg er jo kommet lidt ind fra siden, da jeg først overtog formandsposten for bare et par måneder siden, men det jeg har set, lover godt for Boldklubben FREMs fremtid. Hele tanken om det kooperative selskab passer lige i FREMs ånd, og i bestyrelsen glæder vi os virkelig meget til at indgå samarbejde med både vores fantastiske fans og naturligvis også de samarbejdspartnere, der har lyst til at være med til at bygge et bæredygtigt selskab omkring Boldklubben FREM.”

De mange frivillige kræfter imponerer

En af dem, der har lagt mange kræfter i stiftelsen af det nye selskab, er FREMs næstformand, Simon Nyborg. Fra hans position koordineres de mange indsatser, der skal til for at få et helt nyt selskab op at stå.

”Jeg er meget imponeret over, hvor stor interesse, der har været for selskabet – og det endda fra mange sider. Helt fra de første forespørgsler på muligheder for investeringer, og i mindst lige så høj grad de mange frivillige timer, der er blevet lagt i det her projekt. Nu skal vi have de sidste opgaver fordelt, så hvis der er nogle derude, der har tid og lyst til at bidrage med stort som småt, så giv endelig lyd på sn@bkfrem.dk,” siger Simon Nyborg.

“Om du har evner inde for sociale medier, pressehåndtering, events, tekstforfatning, grafik og video, så hører jeg meget gerne fra dig. Det samme, hvis du gør dig gældende inden for markedsføring og forretningsudvikling. Alle gode kræfter, der vil give et nap, er meget velkomne,” siger han.

Til foråret går vi i luften, og vi glæder os

Claus Mohrhagen, direktør i Boldklubben FREM ApS

Er du kommende partner i FREM?

Direktør Claus Mohrhagen supplerer: ”Vi vil selvfølgelig også gerne i dialog med interesserede forretningspartnere allerede nu. Så hvis man kunne tænke sig at blive medejer af en bæredygtig fodboldforretning og sammen med klubfolk og fans være med på en rejse opad i de danske fodboldrækker, så tag gerne fat i mig allerede nu, så vi sammen kan bygge en fremtid for en landets mest traditionsrige fodboldklubber.”

Claus Mohrhagen kan kontaktes på cm@bkfrem.dk

Hvis man ønsker at blive partner og har særlige kompetencer inden for f.eks. sportsmanagement, event, merchandise, byggeri eller andet relevant for en divisionsklub med ambitioner, er man velkommen til at henvende sig for at høre, hvad vi kan tilbyde professionelle, der ønsker at blive partnere og medejere af FREMs fodboldselskab.

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.