FREM kom bagud 0-2 i lørdagens kamp mod Næsby, og selvom Marco Vinterberg scorede i anden halvleg, var det ikke nok til at forhindre sæsonens første hjemmebanenederlag.

Dermed er FREM havnet i bunden af CampoBet 3. Division. Men sæsonen er endnu ung, og meget kan derfor stadig ske.

I forhold til den seneste kamp på udebane mod FA 2000 (1-2) havde FREM’s træner, Daniel ’Elly’ Pedersen, lavet to ændringer i startopstillingen.

Philip Oslev erstattede Thor Høholt i midterforsvaret, og Justin Shaibu begyndte kampen mod Næsby som frontangriber i stedet for Emil Wass.

Marco Kruse var tilbage efter karantæne på grund af det røde kort, han fik i pokalnederlaget mod LSF forrige tirsdag. Men han måtte begynde kampen mod Næsby på bænken.

FREM indledte lørdagens kamp med et lille overtag i spillet, og det lykkedes også at skabe tilløb til nogle chancer – uden at det blev farligt for alvor.

Der var mere fare på færde, da Næsby fik gennemført et angreb efter seks minutters spil, hvor Ronny Larsen fik afsluttet tæt på mål. Men her dykkede FREM’s målmand, Tobias Søderstrøm, godt ned og fik blokeret.

Helt så billigt slap FREM ikke tre minutter senere.

Næsbys Magnus Schou Jørgensen – tvillingebror til den skadede FREM-anfører, Emil Schou Jørgensen – jagtede en bold, som FREM ville lade gå ud til målspark. Men Magnus Schou Jørgensen fik alligevel fat i kuglen og lagde den skråt bagud til en fri Ronny Larsen, der udsøgte sig Julius Fechtenburg, som kunne prikke bolden forbi Tobias Søderstrøm til fynsk scoring.

Få minutter senere forsøgte Magnus Schou Jørgensen at lobbe bolden over Tobias Søderstrøm, men her fik FREM-keeperen reddet til hjørne, som der ikke kom noget ud af.

Lidt efter lidt kæmpede FREM sig dog tilbage i kampen.

Marc Winkel havde efter 20 minutters spil et forsøg, som godt kunne have fortjent en bedre skæbne, da han fra højrekanten af straffesparksfeltet forsøgte at lægge bolden over i modsatte målhjørne. Forsøget endte lige ved siden af målet.

To minutter senere brød den gennembrudsivrige Malthe Karsberg igennem på venstre side og fik lagt et fladt indlæg på tværs i målfeltet. Men Justin Shaibu kunne lige nøjagtig ikke nå frem til læderet i den situation.

I stedet kunne det minuttet efter være blevet 2-0 til Næsby, da Oliver Koertz kom alene med Tobias Søderstrøm, der imidlertid gik godt ud af sit mål og fik afværget den store chance.

Men Oliver Koertz skulle efter en god halv times spil få chancen igen.

Denne gang spillede Næsby hjemmeholdet tynde i fynboernes højre side med det resultat, at Oliver Koertz kom alene med Tobias Søderstrøm, som han rundede, hvorefter det var en smal sag at lægge bolden i tomt mål.

Det kunne have været gået endnu værre, da også gæsternes Victor Vestby kom alene med FREM-målmanden seks minutter senere. Men her fik Tobias Søderstrøm klaret situationen flot.

Lige inden pausen havde Næsbys højrekant, Julius Fechtenburg – der generelt var lidt af en mundfuld at håndtere – et kvalificeret skud, som dog endte i sidenettet.

FREM’s bedste bud i første halvleg sidste fase var et hovedstødsforsøg fra Asger Hemmingsen i en situation, hvor Næsbys forsvar virkede en smule uorganiseret. Der var dog ikke fart nok på hovedstødet til, at det kunne true Buster Stage i Næsby-målet.

Daniel ’Elly’ Pedersen reagerede på stillingen 0-2 ved i pausen at lave to udskiftninger, som sendte Nicolas Brøndum og Jonathan Canto på banen.

Dét var ikke så langt fra at give pote lige med det samme, for Nicolas Brøndum fik bragt sig på skudhold, men hans forsøg endte desværre for FREM i sidenettet.

Derefter fulgte omkring 20 minutter med et meget statisk kampbillede.

FREM havde bolden en del, men de tværstribede kunne ikke skabe nævneværdige chancer. Næsby skabte heller ikke rigtigt noget, men de havde jo altså også en tomålsføring at tære på – og forsvare.

Midtvejs i anden halvleg lykkedes det dog for Næsby at skabe en stor mulighed, da den netop indskiftede Mathias Frederiksen skød knaldhårdt på mål. Tobias Søderstrøm parerede, men det gav en hovedstødschance til den ligeledes indskiftede Mikkel Kunnerup Jensen, som Tobias Søderstrøm imidlertid også tog sig af – og sendte til hjørne, som der ikke kom noget ud af.

Med små 20 minutter tilbage af opgøret kom FREM i stedet tilbage i kampen.

Netop indskiftede Emil Wass kom frem til en skudmulighed, som Buster Stage kun kunne halvklare, og i stedet kunne en anden indskiftet spiller, Marco Vinterberg, sende riposten ind.

Næsby troede, at Buster Stage havde klaret forsøget. Men linjedommeren vinkede, at bolden havde været inde, og dommer Daniel Kühn Christiansen valgte at fløjte for mål til FREM.

Reduceringen bragte spændingen tilbage i kampen, og det gav opgøret noget tiltrængt nerve.

Men faktisk var Næsby tættere på 3-1, end FREM var på at udligne.

Fem minutter efter FREM’s mål kom Næsby i en to-mod-to situation på et kontraangreb, som Mathias Frederiksen afsluttede med et fladt hug, som Tobias Søderstrøm imidlertid tog sig af.

FREMs bedste mulighed kom i virkeligheden i dommerens tillægstid, men Gustav Overgaard Hansen fik hverken fart eller retning nok på sit hovedstød ved den lejlighed. Så Buster Stage kunne klare uden større problemer.

Derfor kunne Næsby tage hjem med til det nordvestlige Odense med en sejr på 2-1 i bagagen.

De tre point betyder, at holdet nu er alene i spidsen for rækken med maksimumpoint.

De to andre hold med maksimumpoint seks efter to kampe, Vanløse og Nykøbing FC, spillede 2-2 i deres indbyrdes opgør.

FREM dumpede ned som nummer otte. Men der er 19 kampe endnu – og dermed lang vej bare til slutspillet, som først skal i gang i kamp nummer 23.

Der venter nu FREM to kampe på udebane – først i Odder og dernæst i Holbæk.

Efter to nederlag på stribe skal disse kampe gerne give nogle point, hvis FREM skal regnes med blandt topholdene.

Matchfacts

FREM – Næsby 1-2 (0-2)

Mål

0-1 Julius Fechtenburg (9.)

0-2 Oliver Koertz (32.)

1-2 Marco Vinterberg (73.)

Holdopstillinger

FREM: Tobias Søderstrøm – Christopher Remmer, Philip Oslev, Gustav O. Hansen, Marc Winkel – Philip Froulund, Rasmus Fink Hansen, Nicholas Sejr, Asger Hemmingsen, Malthe Karsberg – Justin Shaibu

Næsby: Buster Stage – Rasmus Knudsen, Alexander Molberg, Victor Vestby, Lauritz Dauerhøj – Julius Fechtenburg, Hjalte Hemmingsen, Mikkel Stangerup, Victor Koertz – Magnus Schou Jørgensen, Ronny Larsen

Udskiftninger

Næsby: Rasmus Praus Espersen ind for Alexander Molberg (46.)

FREM: Jonathan Canto ind for Rasmus Fink Hansen (46.)

FREM: Nicolas Brøndum ind for Nicholas Sejr (46.)

FREM: Marco Kruse ind for Marc Winkel (61.)

FREM: Marco Vinterberg ind for Justin Shaibu (61.)

Næsby: Mathias Frederiksen ind for Magnus Schou Jørgensen (62.)

Næsby: Mikkel Kunnerup Jensen ind for Julius Fechtenburg (62.)

FREM: Emil Wass ind for Mikkel Froulund (71.)

Næsby: Louis Richard Larsen ind for Ronny Larsen (78.)

Næsby: Malte Jürgensen ind for Oliver Koertz (90+2.)

For FREM blev Mikkel Eslund og Lucas Wernblad (målmand) ikke benyttet.

Advarsler

FREM: Marc Winkel (58.)

Næsby: Julius Fechtenburg (7.), Alexander Molberg (29.)

Dommer: Daniel Kühn Christiansen

Tilskuere: 1036

Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus Mørch Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Links

Info

Privatlivspolitik

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

Ægte København - Sammen er vi stærkest * Altid for æren - Aldrig for magten

Kontakt Information

Boldklubben FREM 

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 10 – 16

Tirsdag kl. 10 – 18

Torsdag kl. 10 – 18


kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk