På langfart igen
Spillerne mødte lørdag ind til formiddagstræning og derefter afgang til det nordvestlige Jylland, for at være helt klar til søndagens kamp i Thisted. Om det var den gode nats søvn i det jyske eller det taktiske oplæg fra trænerteamet, der blev afgørende, skal være usagt herfra, men spillerne viste i hvert fald, at de var klar fra start denne gang.
Thisted FC kunne for første gang i lang tid lukke tilskuere ind, og stemningen kunne mærkes helt hjem i stuerne hos de mange, der fulgte kampen via Ekstra Bladets livestream. Desværre er det endnu ikke tilladt at have udebanefans på stadion, så de fleste fremmødte holdt naturligt nok med hjemmeholdet.
Taktisk præget første halvleg
Allerede efter 2 minutter fik Thisted en god mulighed, da Jacob Pind begik frispark på kanten af straffesparksfeltet. Rækkens topscorer Yao Dieudonne sparkede dog i muren, og returen blev en skævert ud over baglinjen til målspark. En tidlig indikation af, at man skal være koncentreret fra starten, og det var FREMs spillere heldigvis.
FREMs første store chance kom efter 8 minutter og var en kæmpestor en af slagsen. Et fladt indlæg fra Christian Bramsborg i højre rammer roden af den venstre stolpe for næsen af Lucas Balck, men bolden hopper desværre tilbage lige uden for Balcks rækkevidde, og FREM må nøjes med hjørne. Emil Schou får hovedet på hjørnesparket, men den går over mål.
Hjemmeholdet var mest i boldbesiddelse i denne periode, hvilket så ud til at passe begge hold fint. FREM satsede på hurtige omstillinger, og det skabte problemer et par gange hos Thisted. Det nåede dog ikke at blive rigtig farligt. Der kom som regel en forsvarer eller et offsideflag i vejen.
Omvendt førte Thisteds presspil heller ikke til de store chancer – dertil stod FREMs defensiv godt imod. Et par hjørnespark og målspark blev det til. Og et gult kort til Rasmus Grønne efter 24 minutter.
I det 33. minut har FREM et godt gennembrud i højre, som ender med en afslutning fra Paul Ngongo i feltet, men afslutningen bliver snittet tæt forbi trekantsammenføjningen og til hjørne.
FREM kommer foran
Efter 37 minutter sker der noget. En lang fremlægning ender helt oppe i feltet, hvor Lucas Balck kan sætte en tå på og passere Thisteds keeper Rasmus Kristensen til 0-1. FREMs taktik med de hurtige omstillinger bærer frugt, og nu må Thisted til at overveje, om de skal ændre deres egen taktik.
Forud for kampen havde FREMs cheftræner René Henriksen udtalt, at han regnede med, at det ville blive en taktisk affære mellem to lige hold, og det har første halvleg vist, at han havde ret i.
Halvlegen førte ikke til til flere store chancer, og René Henriksen og FREM kunne gå mest tilfredse til pausen med en føring.
Gang i løjerne og 10 minutters tillægstid
Anden halvleg startede med samme kampbillede som første med Thisted mest på bolden og et godt kæmpende FREM-hold, som står godt imod. Lidt held skal der også til, og efter 5 minutter i halvlegen sparker netop indskiftede Frederik Sloth på stolpen bag Andreas Larsen, og returen sparkes over mål.
Kort efter går Emil Schou Jørgensen i græsset og må modtage behandling både på og udenfor banen. Efter lidt løb på sidelinjen kommer han i spil igen. Mens han er uden for banen har Thisted en god mulighed i feltet, men Schous midterforsvarskollega Rasmus Grønne kommer i vejen.
Thisted fortsætter presset på FREMs felt, og det er svært for FREM at få gang i omstillinger. Føringen holder dog stadig. André Riel kommer til afslutning i feltet i det 59. minut, men skuddet blokeres.
Stor dramatik og masser af kort
Efter 64 minutter er der drama i en situation, hvor Jacob Pind og Yao Dieudonne kommer i infight. Pind holder fast i Thisted-angriberen i en kontra langs sidelinjen, og Dieudonne reagerer med noget, der ligner et slag i ansigtet på Pind, som går i jorden. Episoden skete lige ud for den ene linjevogter, og efter et samråd ender dommer Benjamin Seferovic med at give rødt kort til Yao Dieudonne og gult til Jacob Pind og Andreas Lundberg.
Begge hold benytter spilstoppet til at skifte ud. For FREM kommer Elias Gärtig ind i stedet for Emil Schou, som ikke er helt klar efter sit skrub.
Dramatikken fortsætter få minutter senere. Der var på forhånd lagt op til en duel mellem rækkens to topscorere, Yao Dieudonne og Paul Ngongo Iversen, og den duel ender lige, da også Ngongo får direkte rødt kort. Han går ind i en duel med Thisteds Asger Bust Sørensen på midten af banen og rammer modstanderen i ansigtet. Dommeren vurderer, at der er tale om hensynsløst spil og trækker det røde kort op af baglommen.
Om der var tale om en lille kompensation for Thisteds røde kort er svært at afgøre, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at Paul Ngongo rammer Asger Bust Sørensen i duellen. Thisted-spilleren modtager behandling længe for en blodtud og må til sidst opgive at fortsætte og i stedet lade sig udskifte.
Efter de dramatiske minutter skal begge hold lige finde sig selv igen. Begge hold prøver sig med direkte spil, når de har bolden, men det kniber med at blive farlige. Den fortættede fight fortsætter og resulterer i en del dueller og enkelte frispark på midten af banen.
De sidste minutter ligner ‘indianerfodbold’, og Andreas Smed får en stor mulighed i det 90. minut, da han lobber over målmanden, men også over mål. Det bliver sidste aktion for Smed, da han efterfølgende bytetes ud med Andreas Agermose Hansen.
Kort efter har Thisted en stor chance i FREMs felt, men Nicolai Laursen fyrer kanonen over Andreas Larsens mål.
Bitter udligning i 95. minut
Langt inde i overtiden gik det galt. Uret rundede 95 minutter, da en lang fremlægning mod FREMs felt endte i hovedet på Mathias Myrthue, som headede over venner og fjender og en fremstormende Andreas Larsen, som så uheldig ud i situationen. Larsen råber, at han kommer ud og har bolden, men Myrthue kommer altså først, og så sejler bolden i det tomme mål.
Det bliver til flere chancer efterfølgende i begge ender i en hektisk slutfase, men ikke flere mål. Thisted ender med et frispark tæt på kanten af feltet, mens uret runder 10 minutters tillægstid, og skuddet til venstre for buret bliver kampens sidste spark.
En tæt, taktisk og intens kamp ender 1-1, og begge hold kan glæde sig over, de ikke tabte og stadig er med i toppen af rækken.
For FREMs vedkommende venter FC Sydvest 05 Tønder på hjemmebane på lørdag i endnu en yderst vigtig kamp, og billetsalget starter mandag kl. 12.00 på bkfrem.dk/billetter
Matchfacts
Thisted FC – FREM 1-1 (0-1)
Mål:
0-1 Lucas Balck (38.)
1-1 Mathias Myrthue (90.+5)
Advarsler:
Thisted: Ingen
FREM: Rasmus Grønne Jensen (24.), Andreas lundberg (67.), Jacob Pind (67.), Frederik Sundstrup (83.), Andreas Agermose hansen (90.+3), Christian Bramsborg (90.+10)
Udvisninger:
Thisted: Yao Dieudonne (67.), direkte rødt.
FREM: Paul Ngongo Iversen (70.), direkte rødt.
Holdopstillinger:
Thisted (formation ukendt): Rasmus Kristensen – Mathias Myrthue, Asger Bust Sørensen, Mads Stefansen, Mathias Andersen, Laus Østervig Nielsen, Gloire Rutikanga, Laurits Bust Sørensen, Yao Kouassi Dieudonne, Emil Steen Lagergaard, Mads Vang
FREM: Andreas Larsen – Christian Bramsborg, Emil Schou Jørgensen, Rasmus Grønne Jensen, Frederik Sundstrup – Andreas Smed, Andreas Lundberg, Jacob Pind (anf.), Lucas Balck – Andre Riel, Paul Ngongo Iversen
Udskiftninger:
Thisted: Frederik Sloth ind for Mads Vang (46.)
FREM: Elias Gärtig ind for Emil Schou Jørgensen (67.)
Thisted: Tobias Friis ind for Mathias Andersen (68.)
Thisted: Nicolai Laursen ind for Asger Bust Sørensen (76.)
FREM: Daniel Anusic ind for Lucas Balck (81.)
FREM: Andreas Agermose Hansen ind for Andreas Smed (90.)
Thisted: Frederik Vestergaard Kristensen ind for Gloire Rutikanga (90.+2)
For FREM blev Oliver Basse, Magnus Juul Davidsen, Ayoub Sørensen og Rasmus Wedege ikke benyttet
Dommer: Benjamin Seferovic
Tilskuere: 206