FREM 2 og Viking/RIK leverede en intens og underholdende kamp, der bød på masser af chancer, dramatik og mål. Til sidst måtte de to hold dele i porten efter en svingende forestilling, der sluttede 3-3.

Første halvleg
FREM 2 fik en forrygende start på kampen. Allerede efter 2 minutter blev en dybdebold i højre side omsat til 1-0, da Nicolas Brøndum med et par kølige driblinger skabte plads til afslutning og sendte bolden i nettet. Kort efter var der bud efter mere, da Alex Batista satte en mand af i feltet og lagde bolden til rette for Gustav Holst, der dog sparkede en meter over mål.
Gæsterne bed også fra sig. Efter 7 minutter var Viking/RIK tæt på at udligne, men inde foran mål fik deres spiller ikke ordentligt træf på bolden. I det 20. minut måtte FREM-keeper Magnus Krabbenhøft diske op med en stærk redning, da Viking/RIK pressede sig til en stor chance.
Efter en halv time fik Andreas Olsen udlignet til 1-1 for gæsterne, men glæden blev kort for Viking/RIK. Først sendte Zakarias Stougaard FREM foran igen i det 35. minut med en sikker afslutning, og blot to minutter senere bragede Gustav Holst bolden i nettet fra distancen til 3-1. Det blev også pausestillingen.
Anden halvleg
FREM kom godt ud efter pausen og satte gæsterne under pres – hjulpet på vej af et gult kort til Viking/RIK. Alligevel kom spændingen tilbage i opgøret, da en stikning i det 64. minut førte til en reducering til 3-2 ved Lamujr Michael i en situation, der lignede offside.
Herfra tiltog intensiteten. Kampen blev mere duelpræget, og publikum blev mere vokale. I det 72. minut blev FREMs højre back Pelle Ring sendt 10 minutter på bænken for et frispark, hvilket satte hjemmeholdet yderligere under pres.
Viking/RIK pressede på og havde to store chancer i det 77. minut, men både Krabbenhøft og Milosz Kapica fik afværget. Kort efter måtte Noah Bille redde på stregen, da en afslutning fra gæsterne var på vej mod mål.
I den anden ende kunne Zakarias Stougaard have afgjort kampen fem minutter før tid, men tæt under mål styrede han bolden forbi stolpen.
Straffen kom hurtigt. Efter et kort hjørne i højre side blev bolden lagt ind foran FREMs felt, hvor Frederik Nielsen hamrede den ind til 3-3 i det 86. minut.
Slutminutterne
De sidste minutter blev hektiske, og i tillægstiden fik Stougaard endnu en stor chance, men denne gang gik hans afslutning i sidenettet. Kort efter fløjtede dommeren af, og en dramatisk kamp endte uden vinder.
Cheftrænerens reaktion
Efter kampen satte cheftræner Daniel Holm ord på præstationen:
“Vi spiller en rigtig stærk kamp og dominerer helt frem til det 70. minut. Vi er kloge på bolden, har kontrol og skaber chancer nok. Men da de reducerer til 2-3, bliver vi for nervøse og ender med at frygte mere at tabe end at ville vinde. Derfor står vi kun med ét point i en kamp, hvor vi egentlig er bedst, men som mod Vigerslev får vi ikke lukket den af.”
Næste opgave for FREM 2 er på udebane mod Boldklubben Union. Den kamp spilles på Genforeningspladsen lørdag d. 27. september kl. 12.00.
