Da ugen startede havde Holstebro ikke holdt nullet endnu i sæsonen – nu har de gjort det to gange i træk. 0-0 i klubbens jubilæumskamp betød, at vi måtte rejse den lange vej hjem til København med et enkelt point. Forårets første.

Lad det være sagt med det samme: Der var stor forskel på holdene i søndagens kamp. Holstebro har haft en svær sæson og kom ind til kampen med et defensivt udgangspunkt, hvilket havde givet et point i den svære udekamp i Thisted få dage forinden.
Omvendt kom FREM blæsende fra start – på trods af en rimelig kraftig modvind i første halvleg.

Trænerteamet med René Henriksen i spidsen havde fået ekstra kort på hånden til kampen, da både Jacob Pind og Emil Bjørn var klar til startopstillingen, og topscorer Paul Ngongo Iversen var klar på bænken.

Holstebro Boldklub var tvunget til at spille 100-års jubilæumskampen på kunstgræs og uden tilskuere.

Kampstarten blev en anelse forsinket. Desværre ikke pga pres på indgangen – der var heller ikke denne gang tilskuere til kampen – men på grund af nettet i det ene mål, som måtte repareres med forhåndenværende midler. Pudsigt nok skete det samme i anden halvleg med det samme mål, så sikkerhedschefen måtte på jagt efter plasticstrips. Det lykkedes.

André Riel var første mand med en scoringschance, men han blev dækket af af hjemmeholdets forsvar. Samme Riel fik få minutter senere endnu en stor chance, men Holstebros dygtige – og travle – målmand Mads Sylvan fik reddet til hjørne. Et af utallige hjørnespark til FREM.

FREMs offensive trio Riel, Lucas Balck og Andreas Smed byttede positioner kampen igennem og skiftedes nærmest til at komme til afslutninger. Desværre kneb det med at ramme målet uden samtidig at ramme målmanden. Det har været billedet i de foregående to kampe, og det billede fortsatte mod Holstebro.

Tilbagevendte Jacob Pind var den kreative kraft på midten i første halvleg, og i det 13. minut satte han sig igennem med et farligt indlæg, som ikke gav gevinst, og kort efter havde han selv et godt skud, som blev assisteret af Daniel Anusic.

Kampbilledet fortsatte med FREM tungt på bolden og Holstebro sjældne gæster i FREMs ende. Begge hold satsede på de omstillinger, spillet giver på det hurtige underlag, og FREMs midtbane og forsvar var kampen igennem gode til at bryde Holstebros kontraer højt oppe på banen. Det samme prøvede hjemmeholdet at gøre, og midt i halvlegen kostede det en advarsel til tidligere Superligaspiller Jeppe Mehl. Han rev Daniel Anusic i trøjen, men Anusic slap fra ham og gennemførte angrebet. Bolden forblev i spil i noget, der lignede 5 minutter, men dommer og linjevogter havde ikke glemt, at Mehl havde et gult kort i banken, og han fik det præsenteret uden brok.

Brok kom der til gengæld en masse af få minutter senere. Mikkel Andersson kom i klemme i en duel og slog sig i blandt andet ansigtet, og det tvang dommeren til at stoppe spillet tæt på FREMs felt, så Mikkel kunne få behandling. Da spillet skulle genstartes var der på ingen måde enighed om, hvem der skulle have bolden, og nærmest samtlige spillere gav deres besyv med – bare i tilfælde af at dommeren havde brug for input. Det havde han ikke, og situationen endte mindeligt, efter at spillere fra begge hold havde haft lejlighed til at få luft for frustrationerne. Ingen kort eller påtaler var nødvendige – fornuftigt afviklet af dommeren.

Emil Bjørn med rygnummer 5 og Jacob Pind til højre var tilbage i startopstillingen. Begge måtte dog lade sig skifte ud i løbet af kampen.

Igen var det FREM, der tog fat om spillet, og igen og igen måtte Holstebro give hjørnespark. Hjemmeholdets cheftræner Kim Kristensen havde ellers på forhånd advaret om, at FREM er farlige på dødbolde, men det kunne ikke være anderledes, som kampen forløb. Der var simpelthen for meget tryk på HB-forsvaret kampen igennem. Riel og Balck kom til farlige forsøg i flere omgange omkring den halve time.

Både Rasmus Grønne og Emil Schou viste farlighed efter hjørne, og i det 36. minut blev Grønnes hovedstød reddet på selve målstregen. Også Daniel Anusic testede keeper Mads Sylvan, men han stod en rigtig god kamp.

Efter 37 minutter måtte Emil Bjørn opgive at spille videre, og han blev skiftet ud med Armend Aslani, som tog plads i venstre side. Daniel Anusic rykkedes ned på venstrebacken, hvor Emil Bjørn spillede indtil da.

I slutningen af halvlegen var det Holstebros tur til at skyde på mål, men uheldigvis var det på deres eget. Skæverten blev dog holdt ude af nettet af Sylvan, som greb sin holdkammerat ud. I de sidste minutter før pausen blev det til mere pres til FREM og også et hjørnespark, som ramte Emil Schou, som til gengæld ikke ramte kassen.

Efter endnu nogle minutters forsinkelse pga målreparation kom anden halvleg i gang, og nu havde FREM medvind. Andreas Lundberg havde afløst Jacob Pind på midten, og hans rolle var nærmest det, man kan kalde ‘oprydder’ eller ‘bølgebryder’ på midten. Det gjorde han godt.

Halvlegen startede noget mere svingende end første, og ingen af holdene fik rigtig fat i spillet i starten. Måske var det vindfaktoren, som begge hold lige skulle vænne sig til.

Indskiftningen af Armend Aslani havde givet mere gennembrudsstyrke på venstrekanten, mens Frederik Sundstrup tog sig af mange indlæg fra højre. Desværre var de ikke alle lige præcise denne gang.

Mikkel Andersson og André Riel havde gode forsøg for FREM, mens Holstebro i denne periode også havde optræk til noget, der kunne blive farligt. Ofte stoppede bolden dog i vinden, så Andreas Larsen kunne komme imellem, eller også afviste FREMs defensiv effektivt.

Holstebros målmand Mads Sylvan havde rigeligt at gøre med at holde FREM fra scoringer. Det lykkedes.

Næste træk fra FREM-trænerbænken for at få brudt dødvandet på tavlen var at sætte topscoreren på banen. I det 60. minut var der comeback til Paul Ngongo Iversen, som afløste Lucas Balck helt på toppen. Om det er den lange pause eller den generelle uskarphed, der er smittet af, vides ikke, men Ngongo lykkedes ikke rigtig med at komme til de helt store chancer i denne kamp. Han havde dog et godt forsøg med 10 minutter igen, som blev reddet.

Før det var der muligheder til Grønne, Aslani, Anusic og Smed, men de resulterede oftest i hjørnespark, som vi ikke fik meget ud af. Kampen igennem prøvede vi med både korte og lange hjørnesparkskombinationer, men bolden ville ikke ind. Det kom den dog alligevel i det 84. minut på en afslutning fra Andreas Smed, men der var både vinket og fløjtet for offside inden.

Kort efter var det Frederik Sundstrups tur til at komme højest i feltet, og igen blev afslutningen reddet på selve stregen. Ren utur. Efter det forsøgte René Henriksen sig med en sidste ændring, da han lod Oliver Basse og Andreas Agermose Hansen erstatte Rasmus Grønne og Andreas Smed.

Presset fortsatte frem til slutfløjt, og det brændte på i feltet. Efter et langt tilløb til en advarsel for tidsudtræk lykkedes det til sidst for HB-keeper Mads Sylvan, som nok tager det gule kort med ophøjet ro.

Andreas Agermose Hansen, Daniel Anusic og resten af holdet hang forståeligt med hovederne efter en kamp, som burde have givet tre point og ikke kun et enkelt.

Kampen sluttede 0-0, og Holstebros spillere var tydeligt mere tilfredse med pointet end FREMs. Egentlig kan hjemmeholdet ikke bruge et enkelt point til ret meget i stillingen, men et ‘clean sheet’ varmer altid, når man ikke er vant til det Og to i træk varmer dobbelt. Egentlig kan man håbe, at det samme sker i FREMs tilfælde, da det var ved at være længe siden, vi har holdt målet rent.

Det bliver en anderledes opgave, FREM skal på på lørdag, når topholdet Jammerbugt FC kommer til byen. Her skal vi revanchere nederlaget i den omvendte kamp for nylig og spille os med ind i den absolutte topkamp igen.

Så må vi håbe, at kanonerne er ladet, og at krudtet er tørt. Nu skal det være.


Kampfakta

Holstebro Boldklub – Boldklubben FREM 0-0 (0-0)

Advarsler:

FREM: Ingen
Holstebro: Jeppe Mehl (23.), Mads Sylvan Jensen (90.+1)


Holdopstillinger:

Holstebro: Mads Sylvan Jensen – Andreas Kiilerich, Emil Laursen, Frederik Søvndal, Mikkel Rønn, Anders Nicolaisen – Lasse Lilbæk, Rasmus Strangholt, Jeppe Mehl, Per Lauge Jensen – Sebastian Lau Nielsen

FREM: Andreas Larsen – Frederik Sundstrup, Rasmus Grønne Jensen, Emil Schou Jørgensen, Emil Bjørn – Daniel Anusic, Mikkel Andersson, Jacob Pind, Andreas Smed – Lucas Balck, André Riel


Udskiftninger:

FREM: Armend Aslani ind for Emil Bjørn (37.)

FREM: Andreas Theil Lundberg ind for Jacob Pind (46.)

FREM: Paul Ngongo Iversen ind for Lucas Balck (59.)

Holstebro: Bo Balder Berg ind for Per Lauge Jensen (63.)

Holstebro: Nicklas Lauridsen ind for Sebastian lau Nielsen (63.)

Holstebro: Anders Iversen ind for Lasse Libæk (70.)

FREM: Oliver Fossum Basse ind for Rasmus Grønne Jensen (87.)

FREM: Andreas Agermose Hansen ind for Andreas Smed (87.)

For FREM blev Magnus Juul Davidsen samt Rasmus Wedege (målmand) ikke benyttet

Dommer: Rasmus Nielsen

Tilskuere: Ingen (på grund af Covid-19)

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden kan sætte
Vi vil kæmpe vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd


Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk