Et tidligt mål i første halvleg og et tidligt mål i andet halvleg fra Næsby gjorde betingelserne svære for FREM, der dog reddede et enkelt vigtigt point ved at spille 2-2.

Vurderet på spil og chancer burde FREM have vundet kampen, men de fynske gæster var effektive. Og specielt i anden halvleg sørgede de for, at tilværelsen blev op ad Valby Bakke for de tværstribede. Men om ikke andet fik de næsten 1000 tilskuere en ganske underholdende kamp at se i forårssolen.

Mohammed Youssef var med igen – Foto Claus M. Hansen

FREM-træner René Henriksen havde ændret holdets opstilling på to pladser i forhold til forårspremieren på udebane mod Dalum (0-1).

Den ene ændring var dog tvunget.

Christian Bramsborg fik en advarsel i nederlaget mod Dalum, og han havde nu samlet så mange gule kort sammen, at DBU belønnede ham med en tur på tribunen.

I stedet spillede Mohammed Youssef som højre back.

Derudover var Emil Schou Jørgensen tilbage i midterforsvaret efter to kampes karantæne. Det betød, at anfører Kristoffer Dirksen overtog pladsen som balancespiller fra Jakob Skovgaard Larsen, der i stedet spillede på den centrale midtbane på bekostning af Oliver G. Andersen.

René Henriksen foretrækker altså stadig formationen 4-1-4-1, mens Næsby afprøvede flere formationer undervejs. Men udeholdet begyndte i en klassisk 4-4-2.

Og de begyndte godt. Men de fik også lidt hjælp fra FREM i andet minut.

Det startede skidt for Frem og Sebastian Sørensen i FREM målet – Foto Claus M. Hansen

Her gik det galt med en tilbagelægning til målmand Sebastian Sørensen, som ikke var ordentligt afstemt. Bolden passerede Sebastian Sørensen og ramte højre målstolpe, hvorefter kuglen endte for fødderne af Næsbys Elias Lamnaouar, der havde både tid og plads til at sende den i mål fra kanten af målfeltet.

Det var en kold douche for FREM. Men hjemmeholdet svarede igen fire minutter senere.

Her lykkedes det for den livlige Isak Tånnander at komme i bund i højre side af banen. Han lagde bolden skråt tilbage til Lucas Balck, som fra kanten af målfeltet forholdsvis ugeneret kunne heade bolden forbi Næsbys målmand, Philip Gejl, og ind i netmaskerne til 1-1.

Så var vi ligesom i gang!

Tre minutter senere kunne FREM såmænd være kommet foran, da forsvarsspilleren Rasmus Grønne Jensen var gået med frem ved et hjørnespark. Han headede mod mål, men det lykkedes for Næsby-forsvaret at få ekspederet kuglen væk på selve mållinjen i den situation.

FREM fortsatte dog med at have momentum, og efter yderligere to minutter fik de tværstribede sat et godt angreb sammen, som Mohammed Youssef afsluttede med et forsøg, der endte en smule over mål.

Derefter fulgte en periode, hvor Næsby kom bedre med – men uden at blive farlige.

Rytmen i kampen blev i den midterste periode af første halvleg slået lidt i stykker af, at begge hold på skift måtte have en mand til behandling.

Lucas Balck Sørgede for Balance i regnskabet med sit udlignende mål – Foto Claus M. Hansen

Næsbys Jonathan Harboe fik næseblod, og nogle minutter senere ramte Phillp Gejl desværre Lucas Balck i ansigtet, da den fynske målmand ville sætte et angreb i gang. Resultatet blev, at FREM-målscoreren røg en tur i græsset.

Men under behandlingen af Jonathan Harboe var det såmænd ikke så langt fra, at FREM kunne have udnyttet den numeriske overvægt på banen.

FREMs ni markspillere stillede sig an i forsvarspositur, og det lykkedes for Isak Tånnander at få erobret bolden i FREMs højre side. Han lagde kuglen ind til Lucas Balck, der i en gunstig position fra kanten af straffesparksfefltet med et behersket skud sendte den forbi Philip Gejl – og venstre stolpe.

De sidste 20 minutter af første halvleg var FREM toneangivende. Og meget af det gode spil kom fra Isak Tånnander, som Næsby havde store problemer med at holde.

FREM-topscoreren havde et forsøg med en helflugter i en akavet position, hvor han løftede bolden over Philip Gejl. Men bolden ramte nettaget ved den lejlighed – og den ramte det oven fra!

Mod slutningen af første halvleg lykkedes det også for Isak Tånnander efter at have sprintet fra sin oppasser at sende bolden over Philip Gejl fra højre side af straffesparksfeltet. Der var blankt mål, men der var ingen medspiller, der var nået med frem til at prikke bolden det sidste stykke over stregen.

Isak Tånnander havde flere muligheder – Foto Claus M. Hansen

Derudover kunne Kristoffer Dirksen notere sig for et langskud, som måske var tænkt som en fremlægning til Lucas Lodberg. Philip Gejl kunne i hvert fald redde sit hold ved den lejlighed.

Det kunne Næsby-målmanden også lige før pausefløjt – men denne gang med noget større besvær og med hjælp fra den tidligere Slagelse-spiller, midterforsvareren Nicklas Venzel. Bolden hoppede og dansede i målfeltet, men i fællesskab fik de altså sendt den ud af farezonen.

Ser man bort fra det tidlige mål, havde Næsby kun én reel chance i første halvleg.

Det var i slutningen af halvlegen, hvor Rasmus Praus Espersen fra højre side lagde en flad bold ind i feltet. Her manglede Elias Lamnaouar dog nogle centimeter i at kunne nå frem til læderet.

Anden halvleg bød på endnu en chokstart fra Næsbys side.

FREM begik en opspilsfejl, hvor Matthias Andersen i første omgang reddede sit hold ved at nedlægge gæsternes Martin Lund Pedersen i Næsbys højre side, inden han meget vel kunne have fået et frit skud på mål.

Det kostede en advarsel, og det kostede et frispark meget tæt på straffesparksfeltet til Næsby.

Venstrebacken Rasmus Knudsen tog sig af det, og det så ud som om, han sigtede efter en medspiller inde på midten. Men ingen ramte bolden, og så gik det hverken værre eller bedre, end at den endte i FREMs mål tæt ved venstre stolpe.

Så var FREM tilbage i situationen fra første halvleg. Næsby havde åbnet halvlegen med at bringe sig foran. Og denne gang gik det ikke lige så hurtigt med at komme tilbage.

FREM forsøgte ellers godt. Og de tværstribede var især farlige på hovedstød.

Emil Schou havde flere hovedstødsforsøg men ramte ikke målet idag – Foto Claus M. Hansen

Lucas Lodberg headede i en akavet position lige over mål på et indlæg fra Isak Tånnander, mens Kristoffer Dirksens hovedstødsforsøg efter et hjørnespark udløste et nyt hjørnespark.

Rasmus Grønne Jensen skød kvalificeret – men lige på keeperen – og Emil Schou Jørgensen headede i sidenettet, mens Isak Tånnander endnu en gang var lidt for hurtig for sine medspillere med det resultat, at hans tværpasning ind i feltet savnede en hjælpende fod.

Næsbys bedste forsøg i denne periode var en situation kort efter målet. hvor det lykkedes at få spillet FREM tynde fra venstre mod højre. Det kunne have endt med et målforsøg fra Martin Lund Pedersen, men det fik Matthias Andersen blokeret i sidste øjeblik.

12 minutter før tid gik den ikke længere for udeholdet.

FREM havde kørt et meget langt angreb, hvor René Henriksens tropper virkelig havde sværmet omkring Næsbys straffesparksfelt.

Det angreb afsluttede FREM på forbilledlig vis ved, at Mohammed Youssef fra højre side lagde en bold skråt tilbage til Frederik V. Kristensen, der fra kanten af straffesparksfeltet curlede bolden mod mål – meget tæt på højre stolpe og langt væk fra Philip Gejl, der var aldeles uden muligheder for at forhindre scoringen.

Frederik V. Kristensen var manden der sikrede FREM et enkelt point – Foto Claus M. Hansen

Udligningen var mildest talt fortjent. Men det lykkedes ikke for FREM at få fulgt helt godt op på den.

Værterne var dog retfærdigvis tættest på sejren.

Få minutter efter målet til 2-2 fik den fremskudte Emil Schou Jørgensen nemlig endnu en hovedstødschance efter et hjørnespark. Denne gang suste hans forsøg tæt forbi højre målstolpe.

Næsby fik kampens sidste mulighed i dommer Jacob Stausgaard Kobberrøds tillægstid, da holdet kæmpede sig til et frispark midt på FREMs banehalvdel.

Elias Lamnaouar tog sig af muligheden, men han sendte bolden helt ud af stadion på sit forsøg. Og derefter vurderede dommeren, at de to hold havde fået tid nok.

Det ene point til FREM betød faktisk, at holdet fik lidt mere luft fra anden- til tredjepladsen, da Lyseng samtidig tabte med 1-7 til førerholdet fra FC Roskilde.

VSK Aarhus vandt samtidig 2-1 hjemme over Dalum, og dermed overtog VSK Aarhus tredjepladsen fra Lyseng på bedre målscore. Begge hold har to point op til FREM.

Rundens resultater betød samtidig, at det for alvor er blevet tæt i kampen om at komme i top-6.

Der er kun seks point mellem FREM og Young Boys FD på rækkens ottendeplads.

Hvis FREM skal misse oprykningsslutspillet, kræver det dog nok, at holdet dels taber alle de resterende tre kampe i grundspillet, samtidig med at resultaterne flasker sig usandsynligt uheldigt. Men matematisk er pladsen ikke sikker endnu.

FREM spiller en vigtig kamp på lørdag kl. 13:15 mod Lyseng – Foto Claus M. Hansen

Næste kamp for FREM er en udekamp på lørdag mod netop Lyseng, hvor holdet altså får en mulighed for at cementere andenpladsen.

Matchfacts

FREM – Næsby 2-2 (1-1)

Mål

0-1 Elias Lamnaouar (2.)
1-1 Lucas Balck (6.)
1-2 Rasmus Knudsen (48.)
2-2 Frederik V. Kristensen (78.)

Advarsler

FREM: Frederik V. Kristensen (19.), Matthias Andersen (47.)

Næsby: Andreas Hammershøy Kjerstad (85.)

Holdopstillinger

FREM: Sebastian Sørensen – Mohammed Youssef, Emil Schou Jørgensen, Rasmus Grønne Jensen, Matthias Andersen – Kristoffer Dirksen – Isak Tånnander, Frederik V. Kristensen, Jakob Skovgaard Larsen, Lucas Lodberg – Lucas Balck

Næsby: Philip Gejl – Rasmus Praus Espersen, Alexander Molberg, Nicklas Venzel, Rasmus Knudsen – Jonathan Harboe, Kristian Petersen, Mikkel Stangerup, Philip Stoustrup – Martin Lund Pedersen, Elias Lamnaouar

Udskiftninger

Næsby: Andreas Hother ind for Kristian Petersen (55.)

FREM: Pablo Basarte ind for Matthias Andersen (60.)

FREM: Oliver Møller-Jensen ind for Lucas Balck (60.)

Næsby: Esben Petersen ind for Martin Lund Pedersen (71.)

Næsby: Andreas Hammershøy Kjerstad ind for Philip Stoustrup (71.)

FREM: Rasmus Fugl ind for Lucas Lodberg (80.)

FREM: Valdemar Frahm ind for Mohammed Youssef (89.)

For FREM blev Rasmus Wedege (målmand), Philip Herslov og Frederik Balslev ikke benyttet

Dommer: Jacob Stousgaard Kobberrød

Tilskuere: 939

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.