Fynsk besøg på bane 6
Med mere end 3 måneders mellemrum er de seneste to kampe i 2. Division endt i målfest med hele 15 mål til følge. Efteråret sluttede med en sejr på 5-3 i Svendborg, mens foråret åbnede med et nederlag på 5-2 mod Jammerbugt FC. Om nettene også blafrer lige så voldsomt på hjemmebane på lørdag, får vi se.
Lørdagens hjemmepremiere er mod Dalum IF, som har overrasket de fleste positivt og ligger midt i rækken og kæmper om at komme med i den vigtige top 6. Desværre er det stadig ikke tilladt at have tilskuere til kampene, så vi opfordrer kraftigt til, at alle følger kampen hjemmefra. Læs formandens opfordring her.
Vejr- og baneforholdene gør, at kampen afvikles på kunstgræs og ikke på selve stadion, og du kan følge den live på Ekstra Bladets hjemmeside fra kl. 15.00, hvis du har abonnement.
Støt klubben hjemmefra
Selvom vi ikke må have tilskuere til kampen, har vi sat gang i salget af støttebilletter sammen med vores nye billetpartner Ticketbutler. Alle indtægter fra støttebilletter går til at støtte klubben, og der bliver trukket lod om en allerede legendarisk retro-spillertrøje blandt alle, der støtter.
Velkommen til Dalum
Dalum IF har gjort det godt i denne sæsons 2. Division, og det er et stærkt hold, som gæster Valby på lørdag.
Den omvendte kamp i efteråret endte uden mål, men med vores seneste kampe i mente kan vi nok godt regne med, at det ikke ender 0-0 denne gang. Dalum er dog godt organiseret og er ikke kendt for målrige kampe, så der skal arbejdes for sagen.
I vinterpausen har Dalum fået tilgang fra både egne rækker og fra rundt om på Fyn, mens de ikke har haft en tilsvarende afgang af spillere. Det tyder på, at truppen er blevet polstret i bredden, og de får lov at vise sig frem for første gang for alvor mod os på lørdag.
Traditionelt har vi et godt tag i Dalum, og de seneste 8 indbyrdes kampe siger 4 sejre til os, 3 uafgjorte og et enkelt nederlag. Den slags statistik er fin at have med, men det er på banen, det skal afgøres, og vi skal vise, at kan rejse os hurtigt efter sæsonens først nederlag i lørdags.
Dalums formkurve ligner vores egen til forveksling med 3 sejre og en uafgjort, inden det blev til nederlag i sidste kamp. På den måde jagter begge hold oprejsning, og begge hold skal bruge pointene.
I tabellen er Dalum pt nummer 7 efter at være blevet overhalet af Thisted, som spillede en udsat kamp i lørdags. Der er ingen tvivl om, at Dalum vil være meget tilfredse, hvis de kan booke en billet til den kommende tredjebedste række ved at ende blandt de seks øverste, og det må være målet for resten af sæsonen at rykke mindst en plads op til den sjove side af stregen.
Dalum kommer til kampen med en enkelt mand i karantæne; Alexander Nicolajsen afsoner efter for mange gule kort i efteråret.

Oprejsning med det samme
Også FREM har en spiller i karantæne, efter at Emil Schou Jørgensen måtte gå den tunge gang fra banen med to gule kort mod Jammerbugt i sidste weekend.
Det var ikke kun Emil Schou, der gik fra banen med bøjet nakke; det kunne tydeligt ses på spillere og trænere, at nederlaget i topkampen mod Jammerbugt FC var en bitter pille at sluge. Det skal revancheres på hjemmebane.
Både Lucas Balck og Andreas Smed kom på tavlen i topkampen, og offensiven viste i det hele taget fine takter i mange angreb. Det kneb med skarpheden foran mål, men det kan man heldigvis træne – og mon ikke det er sket i ugens løb.
Cheftræner René Henriksen har sikkert haft noget at tænke over på den lange bustur hjem fra Nordjylland, og han har sammen med resten af teamet lagt en god plan for, hvordan sejren skal komme i land mod Dalum.
Hele fire mand – Andreas Larsen, Oliver Basse, André Riel og Andreas Smed – debuterede mod Jammerbugt FC, og der var endda også en mulig debutant på bænken i form af unge Frederik Balslev, som dog ikke kom på banen. Det er i det hele taget en bred trup, trænerteamet har at arbejde med, når alle er klar, og det kan vise sig at blive afgørende i et spændende forår, hvor vi stadig jagter de absolutte topplaceringer.
Sidste weekends resultater i en ‘opsamlingsspillerunde’ betød, at vi dumpede ned på tredjepladsen efter B.93, som rykkede forbi med to point mere – men også med en kamp mere spillet. Der er stadig masser af drama i vente, og ingen kan føle sig sikre på noget som helst. Det kræver derfor masser af kampvilje og fuld koncentration, så vi kan hente de point, vi satte til i topkampen. De første tre kan passende komme lørdag.
God kamp til alle – vi glæder os til, at vi kan mødes igen!