Hvad er der sket siden sidst?
FREM har spillet pokalkamp i Smørum mod Ledøje Smørum Fodbold fra Danmarksserien.
Kampen endte 0-0 efter forlænget spilletid, hvorefter hjemmeholdet vandt 3-1 i straffesparkskonkurrencen.
I begyndelsen af anden halvleg fik Marco Kruse sit andet gule kort og dermed rødt. FREM var med andre ord i undertal i over halvdelen af kampen. Og udvisningen betyder også, at Marco Kruse ikke kan være med i lørdagens kamp, hvor FREM skal møde FA 2000 på udebane.

Hvad står FA 2000 egentlig for?
Det står for Frederiksberg Alliancen 2000. Tallet viser, hvornår klubben begyndte at spille med i turneringerne (faktisk er klubben stiftet i 1999).
Det var B 1972, Boldklubben Dalgas og Frederiksberg Kammeraternes Idræts Forening (FKIF), som dengang besluttede at slå pjalterne sammen. De spiller på Boldklubben Dalgas’ licens, og de begyndte fodboldtilværelsen i Serie 2.
I 2012 rykkede klubben op fra Københavnsserien til Danmarksserien. Syv år senere fik klubben for første gang divisionsstatus.
Dalgas var den eneste af moderklubberne, der tidligere havde prøvet at spille divisionsfodbold. Det var i 1973, hvor de blev næstsidst i den daværende 3. division øst.
Fusionsklubbens første modstander i 2019 på divisionsniveau var… FREM!
Hvordan gik det så?
Det gik sådan, at FA 2000 hurtigt kom foran ved den senere Ishøj- og Fremad Amager-spiller Matin Al-Atlassi. Men FREM fik vendt kampen på to mål af Daniel ’Elly’ Pedersen – yes, ham der nu er holdets træner.
Små ti minutter før tid udnyttede gæsternes Lucas Simonsen imidlertid en misforståelse i FREM-forsvaret til at udligne til slutresultatet 2-2.
Var der ikke noget med, at målene væltede ind i returkampen?
Jo, det gjorde de nemlig.
Returkampen i Frederiksberg Idrætspark sluttede 4-4 efter 2-1 til FREM ved pausen.
FREM kom også foran 3-2 – men kunne i sidste ende ikke være helt utilfredse med pointdelingen, fordi Daniel Anusic scorede sit tredje og kampens ottende mål tre minutter før tid.
Det er mærkværdigvis nok de to eneste gange, de to klubber har mødt hinanden!

Det må du forklare nærmere. Hvordan kan det være?
Jamen, i den efterfølgende sæson kom FA 2000 i østkredsen i 2. Division, mens FREM kom i vestkredsen. Og siden da har begge klubber rykket lidt frem og tilbage imellem 3. Division og 2. Division.
Men når FREM er rykket op, er FA 2000 rykket ned – og omvendt. På den måde har de to klubber undgået hinanden i seks år.
Hvad skete der så i sidste sæson?
Ja, der rykkede FREM jo ned fra 2. Division, og FA 2000 var rykket ned året forinden.
I sidste sæsons 3. Division endte FA 2000 noget overraskende i nedrykningsspillet.
Det gjorde de, fordi de ikke fik ret mange point på udebane. Det blev kun til en sejr i 11 forsøg (1-0 over Avarta) og syv mål i de 11 kampe på fremmed græs.
Hjemme i Frederiksberg Idrætspark vandt holdet ellers seks kampe og tabte kun to. Men det rakte altså kun til en placering som nummer syv i grundspillet.
Nedrykning til Danmarksserien kom dog overhovedet ikke på tale.
FA 2000 tabte kun to ud af de ti kampe i nedrykningsspillet. Og det var de to sidste, som ingen betydning havde for holdet.

Hvordan er de så kommet fra start i denne sæson?
FA 2000 tabte sæsonens første kamp i CampoBet 3. Division, som var et lokalopgør mod Vanløse.
Oprykkerne udnyttede flere forsvarskoks og vandt på hjemmebane med hele 4-0 i en premiererunde, der var bemærkelsesværdig på den måde, at ingen af de seks kampe endte uafgjort.
Til gengæld er FA 2000 i modsætning til FREM stadigvæk med i Oddset Pokalen.
Det blev afgjort tirsdag aften, hvor FA 2000 vandt 1-0 på Amager over Tårnby FF, der normalt spiller i Danmarksserien.
Angriberen Mican Atici scorede kampens enlige mål sent i kampen på et frispark, som blev rettet af og derfor snød målmanden. Mican Atici har en fortid i AB og Brønshøj.
Hvem er holdets træner?
Det er Semere Haile. Han er 35 år, og han har været holdets træner i halvandet år. Han var tidligere assistenttræner i klubben – og inden da havde han roller som assistenttræner i Herlev, Holbæk og AB.
Hvem er anfører?
Det er Lukas Svensson. Han er 24 år og spiller normalt i venstre side af midtbanen.
Er der spillere, FREM-fansene kan genkende?
Ja, i truppen er der fløjspilleren Lucas Lodberg, som i to omgange har spillet for FREM. Det samme har målmanden Rasmus Wedege.

Hvad med bag kulissen?
Her vil FREM-fans kunne genkende Christoffer Balle, som er formand for sportsudvalget i FA 2000. Christoffer Balle var i flere år assistenttræner i FREM.
I samme sportsudvalg sidder også den tidligere talentchef i FREM, Benny Davidsen og Carl Steinmetz tidl. ungdomstræner og tidl. med i FREMs sportslige udvalg
Hvor og hvornår skal kampen spilles?
Det skal den lørdag kl. 14.00, så FREM har altså en dag mindre at hvile sig i efter pokal-strabadserne end FA 2000.
Kampen spilles i Frederiksberg Idrætspark, som har adresse på Sønderjyllands Allé nummer 6.
Dommer er denne gang Karl Emil Tang Nielsen. Til at hjælpe sig på linjerne har han Simon Fenger Jensen og Martin Egtved Munch Jørgensen.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
