Kendt fodboldstemme bliver ny direktør i traditionsklubben Boldklubben FREM ApS.
Boldklubben FREM ApS har pr. 1/9 ansat Amalie Bremer som ny direktør. Den tidligere radiovært, fodboldekspert og kommunikationschef bliver den første kvindelige direktør i klubbens historie – og skal nu stå i spidsen for en af Danmarks ældste og mest traditionsrige fodboldklubber.

Valget af Amalie Bremer er truffet i enighed af bestyrelsen og klubbens nye værdifællesskab, der reddede klubben fra konkurs tidligere på året. Det markerer et nyt kapitel for FREM – hvor foreningsliv, frivillighed og fællesskab skal bindes endnu tættere sammen med den sportslige og organisatoriske udvikling.
“Boldklubben FREM er for mig en af Danmarks vigtigste fodboldklubber, fordi man insisterer på at stå på et værdibaseret fundament i en brydningstid, hvor fodboldens sjæl er under massivt pres,” siger Amalie Bremer.
“FREM har alt det, du ikke kan købe for penge: frivillighed, nærvær, sjæl og mennesker, der holder klubben oppe, fordi de tror på noget større. Det er præcis derfor, jeg har sagt ja til at stå i spidsen for klubben.”
“Jeg kommer til opgaven med stor ydmyghed og enorm energi. Jeg ved, at jeg står på skuldrene af hundredvis af frivillige, medlemmer og fans, som hver dag lægger kræfter i foreningen. Min ambition er at samle klubben, styrke fællesskabet og forløse det store potentiale, der allerede er her.”
“FREM skal være Danmarks bedste klub at være barn og ung i. Vores kampdagsoplevelse skal være levende og inkluderende. Og vi skal skabe de bedste betingelser for vores førstehold og trænerstab – men altid med rødderne solidt plantet i foreningen,” siger hun.
Et modigt og rigtigt valg
Boldklubben FREM ApS’ afgående midlertidige direktør, Per Wind – der også er en levende legende i klubben – glæder sig over valget.
“Jeg synes det er et modigt, innovativt, men også et ansvarsfuldt valg. Jeg har selv mødt Amalie et par gange, og hun virker til at have styr på fodboldens mange forskellige finurligheder og nuancer. Det viser hendes CV også. Jeg er sikker på, at med Amalie som primus motor, og med mange andre gode FREM kræfter til at hjælpe, så vil FREM som klub blive løftet til nye højder. Vi har behov for endnu flere frivillige kræfter, og vi skal stadig være den unikke klub, vi altid har været – og så trænger vi til ro og kontinuitet i både bestyrelsen i moderklubben og i ApS’et”, udtaler Per Wind.
En klub for alle – med plads til alle
Amalie Bremer ser sin opgave som en brobyggerrolle – mellem fans, frivillige, medlemmer og den sportslige ledelse. Hun vil arbejde tæt sammen med bestyrelsen, værdifællesskabet, cheftræner Daniel Elly Pedersen, sportsdirektørerne og resten af organisationen og sætte en fælles retning.
“Jeg tror på, at når alle gode kræfter i og omkring FREM trækker i samme retning, er der ingen grænser for, hvor fed en klub vi kan blive. Hvis vi lykkes med at forløse klubbens potentiale, kan vi blive et forbillede i dansk fodbold – hvor fællesskab, solidaritet og plads til alle er fundamentet, alt andet bygges ovenpå.”
Boldklubben FREM er stiftet i 1886 og har hjemme på Valby Idrætspark. Med ansættelsen af Amalie Bremer sættes retningen for en ny fase i klubbens historie – hvor både struktur, identitet og frivillighed skal løftes i fællesskab. Et omfattende udviklingsarbejde er allerede i gang i kulissen, og Bremer får nu ansvaret for at bringe det til live sammen med resten af klubben.

CV Amalie Bremer
2016: Kandidat i Film- og medievidenskab fra
Københavns Universitet
2016-2021: Kommunikationskonsulent
2021-2024: Radiovært på Radio4
2022-2025: Prisvindende podcaster på bl.a
Kvindefodboldpodcasten og Førsteholdet
2024: Forfatter til bogen Kvindefodboldens stjerner og legender
2022- Foredragsholder, skribent, debattør,
kommentator og fodboldformidler
2025: Kommunikationschef i Ligaforbundet
2025-: Bestyrelsesmedlem i Ombold
starter officielt d. 25/8
Gift med Sille og mor til Johanne
Bosat på Frederiksberg
