FREM er færdige i Oddset Pokalen efter nederlag i straffesparkskonkurrence på udebane mod Ledøje-Smørum Fodbold.
De to klubber mødte også hinanden for ti år siden, hvor det gik på nogenlunde samme måde: Uafgjort i ordinær tid, uafgjort i forlænget spilletid – og så sejr til hjemmeholdet fra 11-meterpletten.
Men selve kampforløbet var lidt anderledes denne onsdag. Mest fordi der denne gang ikke blev scoret i løbet af de 120 minutters fodbold.
Tilbage i 2015 var den ordinære kamp endt 1-1.
FREM-træner Daniel ’Elly’ Pedersen havde til 2025-versionen mod Ledøje Smørum Fodbold (LSF) lavet noget om på sin startopstilling.
Der var ændret på fem pladser i forhold til det hold, som lørdag havde vundet premieren i CampoBet 3. Division med 3-2 hjemme over Sundby.
Ud var gledet Christopher Remmer, Daniel Warmbach, Malthe Karsberg, Nicholas Sejr og Asger Hemmingsen.
I stedet spillede Emil Wass, Nicolas Ljungberg Brøndum, Rasmus Fink Hansen, Mikkel Eslund og Gustav Ring fra start.
Om kampen i Smørum kan man generelt sige, at den blev intens – men chancefattig.
I første halvleg foregik en ret stor del af spillet mellem midterlinjen og LSF’s straffesparksfelt.
FREM var med andre ord toneangivende. Men målt i målchancer endte første halvleg nogenlunde lige.
Emil Wass havde kampens første rigtige chance, da han efter 12 minutter med gode driblinger i bunden af venstre side af straffesparksfeltet spillede sig selv fri til skud. Her tvang han en redning ud af LSF’s målmand, Nicolaj Søberg.
To minutter senere kunne Mikkel Eslund notere sig for et forsøg – eller var det et indlæg? Faktum var i hvert fald, at den høje bold ramte oversiden af overliggeren og gik til målspark.
LSF ville dog også lege med.
De fik sat et godt angreb i deres venstre side i værk, som Malik Ait Ahmed endte med at afslutte med et godt skud. Her var FREM-målmand, Tobias Søderstrøm, imidlertid på sin plads.
I resten af halvlegen stod Marco Kruse for det bedste forsøg for FREM, da et skud fra hans fod ramte en modstander og dermed tvang LSF-keeperen til endnu en redning.
Det skete et minut efter, at LSF’s Malit Ait Ahmed på et godt forsøg havde sendt bolden lige over mål.
Med fem minutter tilbage af første halvleg fik Petar Grujovic imidlertid hjemmeholdets bedste mulighed i første halvleg, men her nåede Tobias Søderstrøm på fantastisk vis ned til bolden tæt på stolperoden og fik reddet til hjørne.
I begyndelsen af anden halvleg skete der noget, der fik indflydelse på resten af kampen.
Allerede efter tre minutters spil fik FREM’s Marco Kruse sit andet gule kort – og dermed rødt.
Udvisningen ændrede kampbilledet på den måde, at styrkeforholdet mellem de to hold nu virkede nogenlunde lige.
I den ordinære kamps anden halvleg var LSF imidlertid ikke for alvor i stand til at udnytte overtallet til at skabe nævneværdige chancer.
Bedste mulighed kom et par minutter efter udvisningen, hvor Lucas Gudmann efter oplæg fra Lukas Værslev sendte bolden over mål.
Mod slutningen af anden halvleg var det i stedet FREM, der fik sat hjemmeholdet under et ret godt tryk.
Det udmøntede sig i nogle hjørnespark til de tværstribede – og også enkelte chancer.
Den største tilfaldt indskiftede Nicholas Sejr, hvor han i en god position i højre side af straffesparksfeltet måske kunne have fået bolden i mål, hvis han havde sparket første gang. Nu endte chancen i stedet med at løbe ud i sandet.
Godt ti minutter senere fløjtede dommeren op til forlænget spilletid, og den man kan så til gengæld sige, at LSF kom bedst ud til.
Her var det værterne, der fik en kavalkade af hjørnespark. Det sidste af dem sluttede med et hovedstød, hvor bolden gik over mål.
I anden halvleg af den forlængede spilletid kom de to største chancer i hele kampen til LSF.
Først fik Jacob Lind en friløber i hjemmeholdets højre side. Tobias Søderstrøm gik godt ud af sit mål og fik gjort vinklen lille. LSF-spilleren endte med at sende bolden forbi FREM-keeperen – men også i sidenettet ved højre stolpe.
Få minutter senere var det Malik Ait Ahmed, som fik en god mulighed med et frit skud i straffesparksfeltets venstre side – og kun få meters afstand til målet. Men her reddede Tobias Søderstrøm uden de store problemer.
Men mål kom der altså ikke i kampen.
Mens tusmørket var ved at sænke sig over Sydbank Arena – som er det officielle navn for fodboldbanen på Ledøje Smørum Idrætsanlæg – begyndte spillerne at lægge an til straffesparkskonkurrence.
Der er sagt meget dårligt om straffesparkskonkurrencer i årenes løb. Men som tilskuer må man alligevel sige, at de ikke om andet har et vist element af underholdning.
Mest underholdende endte det denne gang dog med at blive for hjemmeholdets fans.
De kunne se deres hold score på alle deres tre forsøg, mens Nicholas Sejr var ene om at score for FREM.
Asger Hemmingsen missede konkurrencens første forsøg, da LSF-keeper Nicolaj Søberg reddede. Derefter sendte Marc Winkel bolden over mål, og det samme gjorde Malthe Karsberg på dét, der endte med at blive kampens sidste spark.
LSF er derfor klar til anden runde. FREM kan koncentrere sig om CampoBet 3. Division.
Her venter FA 2000 lørdag kl. 14.00 på udebane.
Matchfacts
Ledøje-Smørum Fodbold (LSF)– FREM 0-0 (LSF vandt 3-1 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Mål: Ingen
Straffesparkskonkurrence:
Asger Hemmingsen brænder
1-0 Jacob Lind
Marc Winkel brænder
2-0 Jacob Søberg
2-1 Nicholas Sejr
3-1 Malik Ait Ahmed
Malthe Karsberg brænder
Holdopstillinger
Ledøje Smørum Fodbold: Nicolaj Søberg – Malik Ait Ahmed, Jacob Søberg, Hjalte Andersen, Rasmus Thygesen – Jonas Therkelsen, Tobias Sandris, Benjamin Lyng, Lucas Gudmann, Lukas Værslev – Petar Grujovic
FREM: Tobias Søderstrøm – Marco Kruse, Gustav O. Hansen, Gustav Ring, Philip Oslev – Rasmus Fink Hansen, Casper Froulund, Nicolas Ljungberg Brøndum, Emil Wass, Mikkel Eslund – Marco Vinterberg
Udskiftninger
FREM: Nicholas Sejr ind for Nicolas Ljungberg Brøndum (55.)
FREM: Malthe Karsberg ind for Marco Vinterberg (55.)
FREM: Thor Høholt ind for Mikkel Eslund (55.)
LSF: William Kjørup Henriksen ind for Lukas Værslev (57.)
FREM: Marc Winkel ind for Rasmus Fink Hansen (74.)
FREM: Asger Hemmingsen ind for Gustav Ring (74.)
LSF: Jacob Lind ind for Petar Grujovic (83.)
LSF: Chauki Ghailani ind for Benjamin Lyng (83.)
LSF: Simon Fisker ind for Rasmus Thygesen (91.)
LSF: Malik Schumacher ind for Lucas Gudmann (106.)
FREM: Alex Batista Lindstrøm ind for Thor Høholt (106.)
For FREM blev Tekin Abdulovski og Lucas Dinesen Wernblad (målmand) ikke benyttet
Advarsler
LSF: Malik Ait Ahmed (97.)
FREM: Marco Kruse (13.), Rasmus Fink Hansen (72.), Philip Oslev (114.), Gustav O. Hansen (117.)
Udvisninger
LSF: Ingen
FREM: Marco Kruse (48.) (to gule kort)
Dommer: Midjan Hadzidulbic
Tilskuere: 500 (anslået)
Tekst: Niels O. Hansen
Foto: Claus M. Hansen




















