Festligt punktum på flot sæson
Det er sidste kamp i 3. Division for FREMs vedkommende, efter at oprykningen er kommet i hus, når FREM møder Dalum IF på Valby Stadion lørdag d. 11. juni kl. 14.00.
Kom og vær med til den sidste kamp inden sommerferien og fejr sæsonen sammen med holdet og alle de andre fremmere – det bliver en rigtig sjov kamp.
Tæt kamp i vente
Kampene mellem FREM og Dalum er som regel tætte og intense. Statistikken siger 12 kampe i alt, hvor FREM har vundet de 5 og spillet 4 uafgjort, mens Dalum har vundet 3. Det er sjældent, at et af holdene vinder stort, og i denne sæson viser resultaterne også, at holdene har snor i hinanden.
Det er fjerde gang i sæsonen, vi står over for odenseanerne. Sæsonens første indbyrdes kamp i Valby i september endte 1-1 på mål af Kristian Weber og Jakob Skovgaard Larsen, og de to udekampe er endt henholdsvis 1-0 til Dalum og 2-1 til FREM. Begge Dalum-målene er lavet af Frederik Humlegaard, mens FREMs er scoret af Emil Schou Jørgensen og Frederik V. Kristensen.
Da ingen af holdene har placeringer og point på spil, kan det godt ende med at blive tæt igen. Eller også kan vi endelig spille frit – så måske kommer der gang i måltavlen, ligesom mod Lyseng.
En mand i karantæne
Sommerferien er startet tidligt for Emil Schou Jørgensen, som fik et gult kort i sidste rundes uafgjorte kamp mod VSK Aarhus, og han sidder derfor ude mod Dalum. Heldigvis har cheftræner René Henriksen gode kort på hånden og gode spillere på bænken, og især er det glædeligt at se Valdemar Frahm komme tilbage på banen efter en lang pause ude med skulderproblemer.
Udeholdet har til gengæld ingen i straffeboksen i denne omgang.
Matthias Andersen takker af
Matthias Andersen spiller i denne omgang sin sidste kamp på Valby Stadion på lørdag.
Matthias Andersen fik debut i FREM i 2012, og med et par ophold i andre klubber spiller han nu 10 år senere sin sidste kamp på Valby Stadion i 3. Divisions sidste kamp. Det er blevet til 93 kampe i den tværstribede trøje og med 3 mål til følge.
Vi siger mange tak for den store indsats med at få FREM tilbage i 2. Division, hvor han har spillet en stor rolle. Arbejdet gør det dog svært at få tiden til passe sammen med træning og kampe.
Så kom på stadion på lørdag og sig pænt farvel til Matthias og ønsk hele holdet held og lykke, når den står på 2. Division igen efter sommerferien.
Folkeforening, fællesbillede og fest
Inden kampen holder Foreningen FREM’s Folkeanpartshavere stiftende generalforsamling for alle med en B-anpart. Spændende bliver det.
Efter kampen er det en tradition, at sæsonen foreviges med et fællesbillede med spillere og fans, og den tradition fortsætter. Så kom på stadion og vær med til det hele.
Spillere, ledere, fans og frivillige runder sæsonen af med at feste og fejre sig selv og hinanden, og med oprykning til både førsteholdet og U23 kan det ikke undgå at blive festligt. Sommerpausen er kærkommen, men vi skal først lige sætte et værdigt punktum – først på banen og bagefter på dansegulvet.
Rigtig god kamp til alle – kom så gutter, kom så FREM!
Hvis du ikke kan komme til kampen, kan du følge den på livestream på 3.division.dk/streaming