Holbæk B&I tager imod
Forårets udekampe er næsten allesammen i Jylland, men der er dog undtagelser. Lørdag d. 17. april skal vi kun til Holbæk, hvor der er kampstart kl. 14.00.
Kampen er uden tilskuere, men kan følges live på Ekstra Bladets hjemmeside og via opdateringer på klubbens Twitter.
Hvis du vil med på ‘virtuel bustur’ med BK Frem Support og støtte klubben på den måde, så kan du komme det her: Virtuel bustur. Kig også forbi FREM-shoppen for at se, om der er noget, der frister.
Vi håber meget, at vi snart kan byde velkommen til tilskuere på stadion igen.
Kommer vi ind i en sejrsstime?
Sidste spillerundes resultater gjorde, at vi igen er at finde i top 3, men det er utrolig tæt. Førerkvartetten kan meget vel snart blive udvidet med et hold mere, da Middelfart kommer med en stime på 5 sejre i træk og ånder os efterhånden i nakken.
En sejrsstime skal vi også selv prøve at få bygget op, så vi både kan holde fast i toppen og lave et hul til den streg, der deler rækken. Første skridt mod en stime blev taget mod SfB/Oure med en sejr, som måtte kæmpes i land til sidst. Det lykkedes, og nu skal vi følge sejren op mod Holbæk – et andet af de hold, der ligger i den tunge ende af rækken.
Forrige kamp gav ingen karantæner, men vores anfører Mikkel Andersson måtte støttes fra banen i starten af anden halvleg, og han må forventes at sidde ude i den kommende kamp.
Truppen er derudover blevet decimeret en smule, da Daniel ‘Elly’ Pedersen og FREM er blevet enige om at gå hver til sit. René Henriksen og trænerteamet har dog mange andre kort at spille ud, og det bliver interessant at se, hvordan opstillingen bliver.
Holbæk er en yndlingsmodstander
Holbæk B&I er et hold, vi har mødt en del gange i de senere år. Og man må sige, at statistikken i den grad er i FREMs favør. De seneste 7 kampe er endt med 7 sejre til os og en målscore på 18-2. Den omvendte kamp i efteråret vandt FREM 2-0 på mål af Paul Ngongo Iversen og Lucas Balck, som også begge kom på tavlen i lørdags.
Nu kan vi jo ikke leve på fortidens meritter, så der skal kul på kedlerne i Holbæk Sportsby. Efter kampen mod SfB/Oure, hvor tempoet og kvaliteten gik gevaldigt ned i anden halvleg må det være nogle motiverede spillere, som trækker den tværstribede over hovedet på lørdag.
Flere af spillerne kommer til at stå over for kendte ansigter, da der er flere velkendte navne i Holbæks trup. Ex-fremmerne Hervé Gamys, Triston Hall og Gustav Gjøg vil sikkert gerne gøre en god figur mod deres tidligere klub, og vi kender jo selv deres kvaliteter.
Af andre kendte navne med gode divisionsmeritter hos hjemmeholdet kan nævnes Jeppe Illum, Ferdinand Bangsgaard og Malte Sjørslev. Vi slipper dog for de to sidstnævnte, da Bangsgaard er ude med skade, og Sjørslev er i karantæne.
Holbæk kunne godt have brugt lidt mere stabilitet og rutine på holdet i denne sæson, hvor det begynder at se svært ud, og resultaterne i 2021 har også været ærgerligt konstante. En flot sejr ude over Aarhus Fremad springer i øjnene, mens det er blevet til nederlag i de øvrige kampe.
Vi skal ikke lade os snyde af tabellen, og Holbæk kan sagtens gøre ondt på alle, men hvis vi er klar fra start og leverer det, vi ved, vi kan, så kan vi forhåbentlig forlænge stimen for både os og Holbæk.
Knækker tabellen?
Ingen af de 5 øverste hold i rækken møder hinanden i den kommende runde, og hvis resultaterne mager sig således, kan der komme et lille knæk i tabellen efter nummer 5, som lige nu er Middelfart. Det betyder enormt meget at komme med i top 6, når sommerferien starter, og en lille smule luft i stillingen kan måske løsne op for nerverne og give plads til at folde sig mere ud.
Mens vi selv kæmper en tæt kamp i toppen, kæmper Holbæk for at holde fast i statussen som divisionshold. med 17 point har de 4 point op til den anden streg i rækken, som afgør nedrykningen til Danmarksserien, og de vil helt sikkert slås, til blodet springer, for at hente 3 point mod os, så hullet kan mindskes.
Vi glæder os til den relativt korte tur til Nordvestsjælland og til kampen mod Holbæk B&I. Spændende bliver det!