Halvdelen af grundspillet i 2. Division er nu overstået. Og det er vel at mærke veloverstået for FREM, som indtager fjerdepladsen i rækken med 17 point efter at have mødt alle de andre 11 hold én gang.

I toppen af rækken har de to Fremad-klubber slået et hul til forfølgerne. Og de to klubber må her og nu siges at være favoritter til at tage oprykningspladserne. Men der kan stadig nå at ske meget på 21 runder.

Senest vandt FREM med 2-1 ude over HIK efter 2-0 ved pausen.

Egzon Zeqiri bragte FREM foran efter et kontraangreb, hvorefter Daniel Warmbach fordoblede føringen, da han headede bolden forbi alt og alle efter et hjørnespark til første stolpe.

FREM kan dermed tillade sig at kigge lidt opad i tabellen. Men midten af rækken er tæt. Og det kan blive ret vigtigt at komme i top-6, når der skal være oprykningsslutspil og nedrykningsslutspil en gang til foråret.

Kommer et hold i top-6, er de ikke om andet sikre på ikke at rykke ned!

Lidt bekymrende har FREM nu som det eneste hold i rækken spillet syv kampe på hjemmebane. Men omvendt har det ikke gjort den store forskel, om det har været hjemme eller ude i år.

I samtlige turneringskampe på udebane i hele 2024 har FREM kun tabt en enkelt (1-2 mod Aarhus Fremad).

Næste kamp er også en hjemmebanekamp, for her kommer Nykøbing FC på besøg.

Nykøbing FC lagde fra land i denne sæson med at få én på hatten på 0-4 mod nedrykkerne fra FC Helsingør. Men derefter blev det 1-0 hjemme mod AB, så det så egentlig ikke så dårligt ud efter de to første runder for falstringerne.

Men det må man nok sige, at det gør nu. For siden sejren over AB har Nykøbing FC tabt alle deres kampe i 2. Division.

Den er gal i begge ender. Men det er dog i det offensive departement, at det halter mest for ’Bjørnene’.

Ud over målet mod AB er det kun lykkedes at score en enkelt gang i de 11 kampe. Det var hjemme mod Ishøj (1-4).

På udebane har Nykøbing FC altså slet ikke scoret endnu.

Det betyder, at holdet her og nu ligger sidst i 2. Division med ni point op til redning.

Indtil videre holder klubben dog fast i cheftræneren Claus Jensen, der er født i Nykøbing Falster, og som har en fortid som Premier League-spiller i bagagen (Bolton, Charlton og Fulham).

Den nu 47-årige Claus Jensen var som spiller en teknisk dygtig midtbanespiller, der også nåede 47 landskampe og scorede otte mål i rødt og hvidt – heraf et hattrick mod Egypten i 2003 i en kamp, som Danmark vandt 4-1.

Men han kan jo ikke spille kampene for Nykøbing FC, som risikerer at ryge ned i den fjerdebedste række for første gang siden 2002, hvor den stod på Danmarksserien under navnet Nykøbing Falster Alliancen (sammenlægning af B 1901 og B 1921).

Det er i det hele taget noget af en udfordring at sammenligne FREM i deres kampe mod lørdagens modstander.

Hvis vi kun tager kampe mod Nykøbing FC, er der syv kampe. Af dem har FREM vundet tre, Nykøbing FC har vundet to, og to kampe er endt uafgjort. Den samlede målscore er 8-8.

Men for at få det fulde billede, skal kampene mod Nykøbing Falster Alliancen også regnes med. Og det samme skal kampene mod Lolland-Falster Alliancen, som klubben hed fra 2006-13.

Mod Lolland-Falster Alliancen fik FREM fire sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag og en målscore på 11-4.

Men Nykøbing Falster Alliancen var i halvfemserne og nullerne ikke så lidt af en favoritmodstander for FREM.

Det blev til 10 kampe, ni sejre og et enkelt nederlag – og en målscore på 29-10.

Lægger vi så også kampene mod B 1901 og B 1921 til, så ender vi på 60 kampe med 31 sejre til FREM, 12 uafgjorte og 17 nederlag. Den samlede målscore er 132-86 i FREMs favør.

Det første opgør i denne sæson imellem de to klubber sluttede med en sejr på 1-0 til FREM.

Kampens enlige mål scorede Daniel Warmbach i anden halvleg. Ligesom mod HIK brugte han hovedet, da han sendte bolden i nettet.

Sejren var spinkel – men fortjent, for Nykøbing FC skabte ikke mange farlige situationer.

Dengang var det sejr nummer to på stribe for FREM. Og det kan det altså blive igen, hvis det bliver til tre point på lørdag.

Det bliver interessant at se, og DBU har denne gang udpeget Philip Warburg til at styre løjerne.

Han blæser til kamp lørdag kl. 14.00 på Valby Stadion.

Tekst: Niels O. Hansen

Statistik: Steen Bjerre (fodboldstatistik.com)

Foto: Claus M. Hansen

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk