Endelig normale tilstande

Lørdag d. 11. september kl. 14.00 spiller FREM mod Dalum IF på Valby Stadion. Kampen er 7. spillerunde i 3. Division, og for første gang i lang tid er restriktionerne på stadion ophævet. Det betyder, at du kan sidde eller stå, hvor du vil, og hvor du plejer.

Vi har igen halv pris for pensionister, mens børn under 18 samt sælgere af Hus Forbi kommer gratis ind. Hvis du har sæsonkort, skal du bare fremvise dette ved indgangen.

Billetter købes på Boldklubben FREMs hjemmeside lige her

Vi glæder os til at se rigtig mange glade og festlige fans på stadion lørdag (Foto: Preben Pathuel)

Velkendt fynsk modstander

Efter nogle kampe mod klubber, vi ikke har mødt tidligere, er det nu tid til det, vi kan kalde en gammel kending. Dalum IF har været divisionshold i en længere årrække – med enkelte afstikkere undervejs. Det er derfor en modstander, vi kender ret godt.

I seneste sæson var det fynboerne, der kom bedst ud af de indbyrdes møder efter 0-0 i kampen på Fyn og en Dalum-sejr på 2-0 i Valby. Især hjemmekampen var en frustrerende oplevelse for FREM. Kampen blev afviklet på kunstgræsbanen uden for stadion i svære vejrforhold, og vilkårene blev kun værre af, at Rasmus Grønne var uheldig med at bringe Dalum foran på et selvmål. Resten af kampen blev en kamp for at komme tilbage, men i stedet lukkede gæsterne til 0-2 på en friløber, da FREM satsede med alle mand fremme til sidst. Den kamp vil især Rasmus Grønne nok gerne revanchere, og med et talstærkt publikum i ryggen kan revanchen passende komme i denne weekend.

Vi skal 6 år tilbage for at finde seneste FREM-sejr mod Dalum. Det var den sidste af en stime på 4 sejre i træk, som strakte sig tilbage til 2004. Faktisk var FREM ubesejret indbyrdes i de første 6 kampe, da de to første i sæsonen 1999-2000 var endt uafgjort (1-1 og 4-4).

Fra 2006 til 2013 var Dalum sammen med B1909 og B1913 en del af FC Fyn, og i den periode fungerede Dalums førstehold som FC Fyns officielle andethold. Da fusionen kollapsede, var det Dalum, der hurtigst fik rejst sig igen og kom tilbage til divisionerne, mens de to årstalsklubber fortsætter rivaliseringen længere nede i rækkerne.

Topscorer Isak Tånnander scorede et flot mål med ryggen til mod Young Boys. Kommer han på tavlen igen? (Foto: Preben Pathuel)

FREM skal på sejrskurs igen

Efter to sejre i træk blev sidste rundes udekamp i Silkeborg mod Young Boys FD en skuffelse. Som vi har set det før, lod vi desværre pointene glide ude af hænderne i de sidste minutter af kampen og måtte nøjes med uafgjort.

På hjemmebane er det kun sejre, der tæller, og det er uden tvivl en toptændt trup, René Henriksen har til rådighed til lørdagens kamp. Udover førsteholdets gode sæsonstart er U23-holdet kommet fra land med maksimumpoint, og det er vigtigt for stemningen i både klubben og begge trupperne, som supplerer hinanden med spillere.

Vi er stadig tidligt på sæsonen, så karantæner er ikke det store problem endnu. René Henriksen har nærmest frit valg på alle hylder, så det bliver et stærkt hold, der løber på banen foran de mange trofaste fans og tilskuere lørdag.

Dalum ligger inden weekendens runde nummer 6 med 8 point, mens FREM ligger 3 point foran på andenpladsen. Rækken er tæt, og det bliver en hård kamp at skille sig ud fra de andre, så der er brug for al den støtte, vi kan finde. Tag familien, vennerne og naboen med – der er plads nok på stadion.

3 spændende hjemmekampe i træk

Der er flere spændende opgør i vente i den kommende tid, og lørdagens kamp mod Dalum er den første af 3 hjemmekampe på stribe. Næste lørdag d. 18. september, er det VSK Aarhus, der kommer på besøg i Valby, og efter VSK kommer deres bysbørn fra AGF på besøg i Sydbank Pokalen 23. september.

Især pokalkampen forventes at blive noget af et tilløbsstykke, så sørg for at sætte aftenen af til pokalbold og køb din billet i god tid. Der bliver brug for mange ledige hænder til den kamp, så hold øje med klubbens opslag op til kampen.

September er godt i gang, og det bliver en rigtig spændende måned på Valby Stadion. Vi ses på lørdag – god kamp til alle!

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd”

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk