Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede fredag aften ude mod HIK, og det blev til et nederlag på 1-4.
Donavan Bagou scorede to hurtige mål, som gav HIK et godt udgangspunkt.
Efter 20 minutters spil reducerede FREMs Justin Shaibu på et meget smukt mål, hvor chancen på et kontraangreb egentlig så ud til at være tabt. Men ghaneseren curlede bolden forbi to modspillere og sendte den i mål tæt ved den ene stolpe, hvor HIKs målmand, Oliver Børner, ganske enkelt ikke kunne nå ud.
Men inden pausen scorede HIKs Jonatan Rindom to gange, og den føring kom aldrig i fare i anden halvleg.

Det var første gang i denne sæson, at FREM tabte med mere end to mål i en kamp. Det var samtidig første gang, at et hold lavede fire mål mod FREM, siden VSK Aarhus på hjemmebane i september 2023 vandt 4-1 i 3. Division.
Alt i alt må man sige, at Daniel ’Elly’ Pedersens tropper er gået en smule i stå.
De første fem kampe i foråret gav ti point. Men de efterfølgende fire kampe har kun givet to point.
Hvad betyder resultatet for stillingen?
I sig selv var resultatet ikke specielt godt. Det betød, at FREM mistede førstepladsen til netop HIK.
Men ikke nok med det. Samtidig var der dårlige resultater for FREM andre steder. Ishøj vandt 2-1 i Nykøbing, og Thisted vandt 3-2 i Helsingør.

Derfor begynder det hele at blive en lille smule bekymrende.
Nykøbing FC er sidst, og de skal på det nærmeste vinde de resterende syv kampe for at have en chance for at overleve. Og det er endda tvivlsomt, om dét vil være nok.
FC Helsingør er nu næstsidst, og de er kun fire point efter FREM.
Imellem de to klubber ligger så Ishøj og Thisted.
Det kan godt blive et hundeslagsmål om at undgå næstsidstepladsen. Men FREM har da i den grad sagen i egne fødder.
Nu gælder det så Ishøj IF. Hvad er de for en størrelse?
Det er en klub, der blev dannet efter en sammenlægning af Ishøj BK og Strandens Boldklub af 1950 (SB 50) i 2017.
Ishøj IF rykkede op i 3. Division i 2022, og i sommer rykkede de op i 2. Division sammen med FREM.
Okay, hvordan har deres sæson så været?
De kom skidt fra start i 2. Division. Men efterhånden begyndte der at komme point på kontoen. Samlet set har det dog været temmelig ujævnt, hvad Ishøj IF har præsteret.
Den mindre heldige start var alt i alt den væsentligste årsag til, at holdet endte i nedrykningsspillet.
For Ishøj IF har det i denne sæson navnlig knebet med at samle point på hjemmebane.
Holdet har fået 31 point i 25 kampe. Men kun de 10 er hentet hjemme på Ishøj Idrætscenter.

Kun to ud af 12 hjemmekampe er endt med sejr: 2-1 over Nykøbing FC og 2-0 over FREM i den sidste kamp i grundspillet.
Til gengæld har Ishøj IF jo altså hentet 21 point på udebane. Og det er suverænt flest af alle i nedrykningsspillet.
I hele 2. Division har kun de tre tophold, Aarhus Fremad og Middelfart (begge 22) samt Fremad Amager (23), taget flere point på fremmed græs.
Hvordan er Ishøj IF så kommet i gang i slutspillet?
Det begyndte med 2-2 i Helsingør i en kamp, hvor Ishøj IF ellers var foran 2-0, indtil der manglede få minutter.
Derefter tabte holdet 3-4 hjemme mod Thisted, inden det som nævnt blev 2-1 på Falster over Nykøbing.
Josef Moussa bragte ved den lejlighed Ishøj IF foran inden pausen, og holdets anfører, Mohammed Azaquoun – der jo har en fortid i FREM – fordoblede føringen efter pausen.
Midt i anden halvleg reducerede Marcus Hansen for hjemmeholdet, men Ishøj IF endte altså med at tage alle tre point med hjem til Vestegnen.
Bulletinerne fra Sydhavsøerne taler om en ret lige kamp, hvor Ishøj IF imidlertid var skarpere i begge felter.

Dermed har Ishøj IF kun et enkelt point færre end FREM, der dog også har et lille forspring på målscoren.
Hvad siger statistikken, når det gælder FREM mod Ishøj?
Det er syvende gang på mindre end to år, at de to klubber står over for hinanden.
I sidste sæson vandt FREM begge hjemmekampe, mens de to udekampe endte uafgjort.
I denne sæson tabte FREM hjemmekampen i grundspillet i efteråret med 1-2 takket være et sent kontramål af Abdul Arshad. Inden da havde begge hold scoret på straffespark.
I grundspillets sidste kamp tabte FREM som tidligere nævnt 0-2 efter mål af Josef Moussa i første halvleg og Matin Al-Atlassi fire minutter før tid.
Den samlede målscore i de indbyrdes kampe lyder på 9-9.
Nederlaget mod Ishøj i det seneste møde betød, at Ishøj trak FREM med ned i nedrykningsspillet.
FREM har med andre ord endnu aldrig vundet på Ishøj Idrætsanlæg.
Hvem er dommer?
Det er Jonas Hansen. Han får hjælp af Daniel Krogstrup og Jonathan Garcia Nilson på linjerne.
Hvornår begynder kampen?
Det gør den lørdag kl. 13.00 på Ishøj Idrætscenter på Vejledalen.
Hvis du kommer dertil med offentlige transportmidler, er det nemmest at tage et S-tog til Ishøj Station. Derfra er der 10 minutters gang til idrætscenteret.
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre / fodboldstatistik.com
Arkivfoto: Claus M. Hansen