Hvad er der sket siden sidst?
FREM spillede hjemme mod Brønshøj og tabte 0-1.
I de første 15-20 minutter lykkedes det for FREM at få lagt et godt tryk på Brønshøj. Det skabte fem-seks muligheder for mål. Men nettet kom ikke til at blafre.
Så småt åd Brønshøj sig ind i kampen, og ti minutter efter pausen scorede Abdul Arshad fra kort afstand, efter at Anders Bergholt havde trukket på tværs af hele straffesparksfeltet.
Nederlaget var det fjerde til FREM i de seneste fem kampe.
Hvad vil kampen ellers blive husket for?
Lidt af hvert.
Et minuts stilhed inden kampen til ære for Johnny Vilstrup, der var afgået ved døden i en alder af kun 58 år.
Desuden vil tilskuerne nok huske kampen for et slagsmål i slutningen af kampen, som kostede rødt kort til FREM’s Christopher Remmer, der har fået to kampes karantæne.
Og derudover var der over 2.000 tilskuere i det fine vejr – heraf flere hundrede fra Skotland, som bidrog til den generelt gode stemning (trods nederlaget til FREM).

Hvad betød resultatet for stillingen?
Runden bød på fem udesejre og en enkelt hjemmesejr (hvor Næsby vandt 3-1 over Sundby).
Campo Bet 3. Division har dermed indtil videre budt på meget få uafgjorte kampe. Der er spillet 29 kampe, og kun fire af dem er endt remis. FREM er et ud af fem hold i rækken, der endnu ikke har spillet uafgjort.
FREM ligger stadig over nedrykningsstregen – men nu kun på bedre målscore end FA 2000.
Tre hold er inden for rækkevidde, men fem hold er gået i udbrud i toppen.
Men nu er det tid til et nyt københavneropgør, ikke sandt?
Jo, turen går til Vanløse på søndag.
Hvad er de for en størrelse?
Vanløse Idræts Forening er stiftet i 1921, og de rykkede første gang op i divisionerne i 1952.
Klubben havde sin storhedstid midt i halvfjerdserne, hvor det blev til to sæsoner i 1. division, som dengang var den bedste række.
De vandt også en pokalfinale, som var historisk.
Hvordan det?
Finalen i 1974 stod mellem Vanløse og OB, som begge spillede i 2. division på daværende tidspunkt.
Det er til dato eneste gang, at begge finalister kom fra den næstbedste række.
Vanløse vandt kampen 5-2 og kom dermed i den daværende Pokalvinderturnering i Europa.
Her mødte de Benfica, som dog var alt for stærke (4-0 i Portugal og 4-1 i København).
Vanløses enlige mål mod Benfica blev scoret af et af holdets esser, Bjarne Petterson, der senere blev pokalvinder med en anden klub. Han var nemlig også med til at vinde pokalturneringen med B 93 i 1982, hvor de slog B 1903 i slutkampen.
Den præstation er han dog ikke ene om.
En anden af Vanløseholdets iøjnefaldende spillere, den nu desværre afdøde Jacob Rossander – dengang let genkendelig med sit pandebånd – var også med til at vinde pokalturneringen med FREM i 1978 (efter tre finaler mod Esbjerg).

Har Vanløse ellers haft kendte spillere?
Ja, adskillige.
Bjarne Petterson har også en bror, Jan Petterson, der scorede en hel del mål for det daværende Vanløse-hold.
Begge brødre kom da også på landsholdet.
Der har været 15 brødrepar på det danske landshold igennem tiderne. Det usædvanlige ved brødrene Petterson – sådan rent staitistisk – er, at de er det eneste par, hvor lillebror (Bjarne) kom på landsholdet før storebror (Jan).
To andre pokalvindere, fløjspilleren Birger Mauritzen og midtbanespilleren Tommy Kristiansen, endte også på det danske landshold.
Men der er flere rigtig gode spillere med Vanløse-blod i årerne.
Inden 1976-sæsonen fik Vanløse tilgang af en angriber fra FB med navnet Preben E. Larsen. Han blev senere kendt som Preben Elkjær og fik en fantastisk karriere i tyske FC Köln, belgiske Lokeren, italienske Hellas Verona og i Vejle.
Desuden var han en af super-stjernerne på det såkaldte dynamitlandshold i firserne.
I halvfjerdserne befandt der sig også en drengespiller i Vanløse ved navn Michael Laudrup. To af Danmarks største spillere har med andre ord spillet i klubben – men ikke samtidig.
Faderen Finn Laudrup spillede også for Vanløse i tresserne, inden han blev professionel i Wiener SC i Østrig, hvor Michaels lillebror, Brian, kom til verden.
Vanløse rykkede ud af 1. division i 1976, men i 2. division dukkede en spiller ved navn Henrik Jensen op på klubbens bedste hold.
Den lille dribler blev siden dansk mester med både Hvidovre og Brøndby og træner for Brøndby, Køge, AB, AC Horsens og FREM.
I begyndelsen af halvfemserne havde Vanløse også et spændende hold i den næstbedste række. Blandt spillerne var endnu et brødrepar.
Forsvarsspilleren Jan Bjur blev senere pokalvinder med AB. Fløjspilleren Ole Bjur blev mester og pokalvinder med Brøndby.

Hvad så med nutiden? Hvordan gik det Vanløse sidste år?
I 2024 rykkede Vanløse for fjerde gang på 12 år ned i Danmarksserien. Men den række vandt de så i sidste sæson.
Først vandt holdet den indledende pulje med et forspring på 11 point.
I slutspillet blev det tæt, men takket være en sejr på 1-0 i sidste runde hjemme over Hørsholm/Usserød tog Vanløse førstepladsen med et forspring på et enkelt point til netop Hørsholm/Usserød og Ringsted.
I alt tabte Vanløse kun tre ud af deres 28 kampe i sidste sæson.
Hvordan er det så gået dem i denne sæson?
De har lagt fornuftigt fra land.
Vanløse har foreløbig kun tabt en enkelt kamp (0-1 i Næsby) og spillet 2-2 mod Nykøbing FC.
De øvrige fire divisionskampe har holdet vundet, og de 13 point giver dem en foreløbig tredjeplads i tabellen.
Til gengæld røg Vanløse ud af Oddset Pokalen efter nederlag i 2. runde til Sundby (2-3).
Hvordan gik det dem i deres seneste kamp?
Der blev det til en sejr på 1-0 i Odder.
Målet blev scoret af Marius Qvarnstrøm efter en god halv times spil efter oplæg fra Mikkel Sonne, der havde modtaget en lang stikning fra Emil Bodholdt-Larsen.
Okay, hvem er så Vanløses træner?
Det er Mads Hadberg, som overtog fra Jonas Hjortshøj efter oprykningen i sommer.
Mads Hadberg er 38 år, og han har tidligere stået i spidsen for BK Skjold, som han førte op i Danmarksserien.

Vandt FREM ikke sidste gang, klubben var på besøg i Vanløse?
Jo, det blev til tre point i november 2023 takket være en sejr på 1-0.
Målet blev scoret midtvejs i første halvleg efter en situation, hvor Philip Oslev forsøgte at afdrible Vanløses målmand, Lasse Krogh, som imidlertid fik armen på. Bolden sprang i stedet hen til Sylvester Seeger-Hansen, som nærmest trampede den i mål.
Tidligere i samme sæson havde FREM tabt 1-2 på Valby Stadion.
Dengang scorede den senere FREM-spiller August Andersen samt Marius Qvarnstrøm for de hvidblusede. FREM’s Rasmus Grønne Jensen headede ved den lejlighed bolden ind til pausestillingen 1-1.
FREM endte alligevel med at rykke op i den sæson. Vanløse rykkede som nævnt ned.
Hvad siger statistikken ellers?
Den siger, at de to klubber har mødt hinanden 24 gange.
FREM har vundet 11 gange, syv kampe er endt uafgjort, mens Vanløse har seks sejre.
Målscoren er 44-27 i FREM’s favør. Stærkt medvirkende til den fine målscore er en sejr på 6-0 i 1976, hvor både Ole Mørk og Henning Hansen scorede hattrick.
Hvem er dommer i kampen på søndag?
Det er Jakob Majgård Christensen. På linjerne bevæbner Jan Johansen og Morten Helweg Andersen sig med flag.

Er der bustur?
Nej, det er der ikke.
En gruppe FREM-supportere har aftalt at mødes på Café Damsø på Jydeholmen 45 kl. 11.00. Derfra går de i samlet flok mod Klitmøllervej, hvor Vanløse Idrætspark ligger.
Det sker kl. 13.15. Selve kampen begynder kl. 14.00
Tekst: Niels O. Hansen
Statistik: Steen Bjerre/fodboldstatistik.com
