Fem på stribe

Vi brød endelig “forbandelsen” hjemme mod Næsby i den sidste kamp, hvor det blev til en 4-1 sejr over fynboerne. Nu venter endnu et fynsk hold, denne gang på Fyn, nemlig Dalum IF fra det sydlige Odense. Kampen spilles lørdag d. 30. april kl. 13.00 på Dalum Stadion.

Sejren over Næsby BK var den femte sejr i træk og med sejre til både FC Roskilde og VSK Aarhus, så er der status quo i rækken, hvor vi stadig ligger på andenpladsen med seks point op til FC Roskilde og fire point ned til VSK. Der skal altså fortsat kæmpes for alle point for at holde afstand til VSK Aarhus, som vi møder i næste hjemmekamp lørdag d. 7. maj kl. 14.00, og for at holde snor i FC Roskilde.

Frem har fået god gang i angriberne – Foto Claus M. Hansen

REVANCHE TIL GODE

Dalum IF ligger sidst i oprykningsspillet, men der findes ikke lette kamp her i slutspillet, så der skal være fuld koncentration på start af i kampen og Dalum IF har ikke været en ønskemodstander for os i de seneste kampe. Således har vi revanche til gode efter vi tabte 0-1 på udebane i forårets første kamp i grundspillet i en ikke særlig velspillet kamp. Læser man kampreferatet fra sidste gang står der bl.a. ”Den fynske sejr kom i hus efter en generelt uskøn fodboldkamp, som nok var intens, men som ikke bød på ret mange chancer i nogen af enderne.”

Tager man et kig på indbyrdes opgør mod Dalum, som kan findes på http://fodboldstatistik.com/, skal vi faktisk helt tilbage til 2015 for at finde den seneste FREM sejr. Helt præcist d. 24. oktober 2015 hvor det blev til en 3-0 over fynboerne på Valby Stadion på mål Mohamed Azaquoun og Thomas Christiansen plus et selvmål af Dalums Mikkel Kjær Andersen. Efter den sejr er det blevet til to uafgjorte og tre nederlag.

Det vil være et godt tidspunkt at vendt denne dårlige stime og tage 3 point med hjem til Valby.

Kristoffer Dirksen kan spille sin kamp nr. 100 mod Dalum – Foto Claus M. Hansen

KARANTÆNER OG SKADER

Frederik V. Kristensen er tilbage efter udestået karantæne mod Næsby, mens topscorer Isak Tånnander stadig ikke er helt klar efter skaden han pådrog sig mod Vanløse. Det vil sige, at der næsten er frit valg for René Henriksen når han skal sætte holdet til kampen.

Indtil videre har truppen formået at score mål uden topscorer og i kampen mod Næsby kom både Lucas Lodberg og Lucas Balck på måltavlen samtidig med at Oliver Andersen noterede sig for to scoringer. Det er dejligt at se at andre i truppen stepper op. Oliver Andersen er nu oppe på seks sæsonscoringer. Samme antal som Frederik V. Kristensen. Lucas Balck og Lucas Lodberg har scoret hhv. 4 og 3 mål efter de kom til klubben i januar.

Dalum IF har en enkelt mand, Lasse Seistrup Clausen, i karantæne.

Frem kan igen råde over Frederik V. Kristensen Foto Claus M. Hansen

Dalum har tabt to første kampe i oprykningsspillet. I premieren tabte de 1-4 på hjemmebane til FC Roskilde og i sidste runde tabte de 1-3 ude til VSK Aarhus. De har dog helt sikkert også kigget på den indbyrdes statistik mod os og er nok opsatte på at vise, at de stadig kan drille et af topholdene. Det håber vi ikke sker og sætter vores lid til at René Henriksen og holdet denne gang formår at dirke det fynske forsvar op.

BK FREM SUPPORT ARRANGERER BUSTUR

BK Frem Support har bestilt en bus og du kan komme med til Odense. Bussen er blevet opgraderet, så der er lidt flere pladser ledige. Du kan læse mere om turen og hvordan du tilmelde dig her: https://bkfrem.dk/bus-til-dalum-loerdag-d-30-april-2022/.

Vi håber at bussen bliver fyldt, så holdet kan få den bedste støtte.

STREAMING

Hvis du ikke kan komme til kampen, kan du følge den på livestream ved at trykke på billedet herunder. God kamp til alle – kom så FREM!

Nyhedsbrev

Hold dig opdateret med hvad der sker i vores klub, ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.