FREM fik ikke den bedste start på turneringen i 3. Division, da det lørdag blev til et nederlag på 2-4 ude mod Næsby.

Sylvester Seeger-Hansen bragte ellers FREM foran midtvejs i første halvleg på en smuk helflugter, men Næsby vendte kampbilledet inden pausen takket være mål af Philip Stoustrup og Rasmus Nissen.

I anden halvleg scorede Philip Stoustrup sit andet og Næsbys tredje mål, men det lykkedes for FREMs Egzon Zeqiri at bringe spændingen tilbage i opgøret syv minutter før tid, da han udnyttede en misforståelse i Næsbys forsvar til at reducere til 2-3.

Det varede dog kun tre minutter, førend Jonathan Harboe med et mål på straffespark slog den fynske sejr fast.

Men allerede onsdag venter den næste opgave for FREM. Her går det løs på Valby Stadion mod Næstved fra den næstbedste række.

Holdet, FREM skal møde, hedder i dag Næstved Boldklub, fordi førsteholdet i 1996 blev skilt ud fra moderklubben, der hedder Næstved IF.

Næstved IF blev selv dannet tilbage i 1939 efter en sammenlægning af de klubber, som dengang hed Næstved IK og Næstved BK. Det er en smule forvirrende. Men sådan er den historie altså.

Det var under navnet Næstved IF, at klubben havde sin storhedstid i halvfjerdserne og firserne.

Her blev det til sølv to gange (1980 og 1988) og til bronze fire gange (1972, 1975, 1981 og 1986).

Tættest på guldet var Næstved i 1980, hvor sæsonen sluttede med en meget berømt kamp på Næstved Stadion mod KB.

Situationen var den, at vinderen af kampen ville blive danske mestre, mens taberen ville få sølv. Men KB havde den fordel, at de kunne nøjes med uafgjort.

Kampen var totalt udsolgt, og folk hang i træerne og i lysmasterne for at overvære det historiske opgør.

Næstveds nuværende træner, Peter Bonde, bragte hjemmeholdet foran, og alt tydede på, at Næstved ville blive danske mestre for første gang. Men til sidst sendte KBs træner, John Kramer, den lange Henrik Tune med frem.

Det var netop Henrik Tune, der slog et indlæg i kampens slutfase, og samtidig råbte Næstveds træner, Torben Storm, så hele Næstved og to millioner radio-lyttere kunne høre det: Pas på Aabech, for helvede!

Det fik Næstved ikke gjort. KBs Hans Aabech dukkede op og headede udligningen i kassen. KB blev på denne måde danske mestre for 15. og sidste gang. KB har siden 1992 som bekendt været en del af fusionen FCK sammen med B 1903.

Næstved måtte nøjes med at være nærved.

Nu er denne onsdags dyst mellem FREM og Næstved en pokalkamp. Og mens FREM har vundet pokalturneringen to gange (1956 og 1978), så er Næstveds fineste bedrift, at de har været i finalen.

Det var i 1994, og modstanderen var Brøndby, som var ret klare favoritter.

På selve dagen var chancen dog til stede, for Brøndby var meget langt fra deres normale styrke. Set med grønne briller var der dog alligevel et problem. Det var Næstved nemlig også!

Næstved spillede dog mindst dårligt, og de kunne på den baggrund have fortjent sejren. Men efter 120 minutter uden mål endte det hele med straffesparskonkurrence, hvor Anders Bjerre var ene om at score for Næstved. De rutinerede Søren Juel og Alex Nielsen brændte begge, og det gjorde unge Michael Nonbo også.

For Brøndby scorede den tidligere FREM-spiller, Kim Vilfort, samt Kim Daugaard og Brian Jensen, mens Ole Puggaard kiksede sit forsøg.

Igen: Nærved og Næstved.

Den sydsjællandske klub har haft mange dygtige spillere, men der vil nok være en del, der vil mene, at den mindste spiller endte med at blive den største.

Jesper Olsen kom oprindeligt fra Faxe, og stor af størrelse var og er han ikke. Men han forvaltede de 165 centimeter, han er blevet tildelt fra naturen side, på fortrinlig vis på en fodboldbane.

Han endte efter tiden i Næstved i hollandske Ajax, hvor de kaldte ham De Vlo (’Fluen’), fordi han var lille og svær at fange.

Mange husker især Jesper Olsen for den fatale tilbagelægning ved VM i 1986 i ottendedelsfinalen mod Spanien, hvor Danmark førte 1-0, men hvor Emilio Butragueño opsnappede bolden og satte Spanien i gang. Kampen sluttede 1-5, og det danske dynamithold var derfor færdige ved VM i Mexico.

Hvad ikke så mange husker, er, at det faktisk var Jesper Olsen, som scorede det danske mål i den kamp. Det gjorde han på straffespark, som var en af hans specialiteter.

I det hele taget fortjener Jesper Olsen at blive husket for mange ting. For eksempel scorede han et meget smukt solo-mål for landsholdet mod England i 1982, der gjorde, at kampen sluttede 2-2. Det ene point viste sig i sidste ende at blive vitalt i forhold til, at Danmark kvalificerede sig til EM i 1984, hvor de rød-hvide nåede semifinalen.

Sandheden er, at Jesper Olsen var en dygtig fløjspiller med næse for både mål og målgivende afleveringer.

Efter tiden i Ajax kom Jesper Olsen til Manchester United, hvor han havde ganske pæn succes. I 1985 blev han den første danske spiller, der vandt en FA Cup-finale, da Manchester United slog Everton 1-0 efter forlænget spilletid.

Senere kom Jesper Olsen til Bordeaux og Caen i Frankrig, men da var glansen så småt at begyndt at falme.

Han bor i dag i Australien med sin engelske hustru, Sarah, og ernærer sig som fodboldtræner for ungdomsspillere.

Hans danske klub, Næstved, er i dag røget ud af Superligaen. Det skete i 1996, og siden da har klubben spillet i 1. og 2. Division.

FREM har en ret skidt historik med Næstved.

I 1976 var FREM et mulehår fra klubbens syvende mesterskab – og det første i 32 år – da holdet med en sejr i Næstved kunne have sikret sig guld.

Bolden hoppede og dansede på Næstveds målstreg flere gange. Men kampen sluttede 0-0, og B 1903 vandt i stedet klubbens syvende og sidste mesterskab.

17 år senere – i 1993 – var det igen i Næstved, at FREM skulle afslutte fodboldåret.

FREM skulle vinde for at blive i Superligaen. Næstved kunne nøjes med uafgjort.

FREM kom foran 2-0 på mål af norske Dan Eggen samt Kim Mikkelsen. Men i de sidste ti minutter scorede både Søren Juel og Jesper Bo Pedersen, så FREM endte under stregen.

Der gik en konkurs – og ti år – førend det lykkedes for FREM at komme tilbage til Superligaen. I et enkelt år.

Alt i alt er FREM stødt ind i Næstved 56 gange. De tværstribede har vundet 16 gange, 17 opgør er endt uafgjort, mens Næstved har vundet 23 gange. Målscoren er 84-79 i Næstveds favør (kampe i Danmarksserien mod Næstveds andethold er ikke medregnet her).

FREMs seneste kampe mod de grønblusede var i 2. Division Pulje 1 i 2017. Dengang vandt Næstved begge opgør med 1-0.

Faktisk skal vi helt tilbage til 2008 for at finde den seneste FREM-sejr over Næstved. Dengang vandt FREM 2-1 i 1. division takket være et selvmål af Joakim Normann og et mål af færingen Atli Danielsen. Karsten Jensen scorede ved den lejlighed Næstveds trøstmål.

I pokalfodbold er det fjerde gang, FREM møder Næstved.

Første gang var i 1940, hvor Næstved som mesterrækkehold sensationelt slog FREM med 3-1. Dengang var pokalturneringen en forsøgsturnering, og DBU valgte at droppe forsøget igen allerede året efter. Først i 1955 kom pokalturneringen atter på programmet.

Anden gang, FREM stødte ind i Næstved i pokal-sammenhæng, var i 1993. Her vandt FREM 3-1 efter forlænget spilletid.

Martin Jeppesen bragte dengang FREM foran, men Morten Abildgaard udlignede i 1. halvleg af den ordinære kamp. I den forlængede spilletid sørgede Thomas Thøgersen og Michael ’Mio’ Nielsen for sejren til FREM.

Tredje og hidtil sidste pokaldyst mod Næstved var i 2013. Her vandt Næstved 7-6 efter straffesparkskonkurrence.

Og når vi nu taler om pokalfodbold, så nåede begge klubber et stykke vej i sidste års turnering.

FREM slog først Såby Fodbold med 3-1, inden FC Nordsjælland fra Superligaen kom på besøg og vandt 1-0.

Næstved vandt i første runde over Ringsted med 3-0, inden det blev 5-0 over Jyllinge i anden runde. Silkeborg blev de grønnes overmænd i tredje runde, da det midtjyske Superliga-hold vandt 3-0 på Sydsjælland.

I 1. division var Næstved i opryknings-slutspillet til Superligaen i sidste sæson. Det endte med en samlet femteplads.

Den nye sæson er dog begyndt lidt skidt for de grønblusede, som har tabt 1-2 i Helsingør og 2-3 i Hobro.

Dernæst blev det søndag 1-4 mod SønderjyskE på hjemmebane. Det nederlag kan dog ende med at blive til en skrivebordssejr på 3-0, fordi sønderjyderne benyttede Mikkel Ladefoged, som ikke stod på holdkortet (den sag var ikke afgjort, da disse linjer blev skrevet).

Hvorom alting er, så er det ikke et Næstved-hold i storform, der gæster Valby Stadion. Så selvom udeholdet er favoritter, så kan FREM sagtens tillade sig at gøre sig visse forhåbninger.

Pokalfodbold er bare fedt, og derfor vil det være dejligt, hvis rigtig mange dukker op til slaget mod Næstved, når dommer Jesper Nielsen puster i fløjten. Og det gør han første gang onsdag kl. 19.00.

Klubsangen

“Vi er fra fodboldklubben FREM
Vi ta`r en masse sejre hjem
Vi kan skyde, vi kan heade
Med et drøn i mål vi bolden ka’ sætte
Vi vil kæmpe, vi vil slås
Så stol i trygt på os
F og, R og, E og, M
Er vor klub li’ fra drenge og til mænd

 

 

 

Adresse

Boldklubben FREM

Julius Andersens Vej 7
2450 København SV

 

kontakt informationer

BK FREM moderklub

CVR 56778519

Tlf. 36 17 13 17

 

Kontorets åbningstider:

Mandag kl. 12 – 17.30

Tirsdag kl. 11 – 17.30

Torsdag kl. 10 – 17.00


kontakt@bkfrem.dk

Ægte København – Sammen er vi stærkest

Anvendelse af data fra bkfrem.dk
kræver en skriftlig godkendelse.
Skriv til  kontakt@bkfrem.dk

Boldklubben FREM ApS

CVR 42027839

Tlf. 41 11 18 86

 

Telefontid:

Mandag kl. 10 – 14

Tirsdag kl. 10- 14

Torsdag kl. 10 – 14


adm@bkfrem.dk